Sag C-317/14

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

»Traktatbrud — artikel 45 TEUF — forordning (EU) nr. 492/2011 — arbejdskraftens frie bevægelighed — adgang til beskæftigelse — lokal offentlig myndighed — sprogkundskaber — bevismiddel«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 5. februar 2015

1. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – adgang til beskæftigelse – lokal offentlig myndighed – krav om sprogkundskaber – national lovgivning, der kræver bevis for sådanne kundskaber gennem fremlæggelse af et certifikat, der udelukkende udstedes af et i medlemsstaten officielt organ efter en af dette organ afholdt prøve på samme medlemsstats område – denne lovgivnings uforholdsmæssige karakter – traktatbrud

   (Art. 45 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 492/2011)

2. Medlemsstater – forpligtelser – traktatbrud – begrundet i interne forhold – ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

   (Art. 258 TEUF)

1.  Medlemsstaten har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og forordning nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen ved at kræve, at kandidater til stillinger ved de lokale myndigheder, der er hjemmehørende i bestemte sprogområder, hvor det ikke fremgår af de krævede eksamensbeviser eller uddannelsescertifikater, at kandidaterne har fulgt undervisningen på det pågældende sprog, skal føre bevis for deres sprogkundskaber gennem fremlæggelse af et særligt certifikat, der udelukkende udstedes af et i medlemsstaten officielt organ, efter en af dette organ afholdt prøve på samme medlemsstats område.

   Et sådant krav fremstår nemlig – med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed – som værende uforholdsmæssig i forhold til formålet om en vurdering af de nævnte kandidaters sprogkundskaber. Dels udelukker dette krav enhver hensyntagen til det kundskabsniveu, som en person med et eksamensbevis, der er erhvervet i en anden medlemsstat, må formodes at have opnået, henset til indholdet og varigheden af den uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført. Dels tvinger denne nationale lovgivning interesserede personer, der har bopæl i andre medlemsstater, dvs. i overvejende grad statsborgere i disse stater, til at rejse til det nationale område med det ene formål at få vurderet deres kundskaber ved en prøve, som er nødvendig for udstedelse af det certifikat, der kræves for at kunne indgive en ansøgning. De yderligere udgifter, som en sådan forpligtelse fører med sig, er egnede til at gøre adgangen til de omhandlede stillinger vanskeligere.

   (jf. præmis 28, 29, 31 og 35 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34)

Sag C-317/14

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

»Traktatbrud — artikel 45 TEUF — forordning (EU) nr. 492/2011 — arbejdskraftens frie bevægelighed — adgang til beskæftigelse — lokal offentlig myndighed — sprogkundskaber — bevismiddel«

Sammendrag – Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 5. februar 2015

1. Fri bevægelighed for personer — arbejdstagere — adgang til beskæftigelse — lokal offentlig myndighed — krav om sprogkundskaber — national lovgivning, der kræver bevis for sådanne kundskaber gennem fremlæggelse af et certifikat, der udelukkende udstedes af et i medlemsstaten officielt organ efter en af dette organ afholdt prøve på samme medlemsstats område — denne lovgivnings uforholdsmæssige karakter — traktatbrud

   (Art. 45 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 492/2011)

2. Medlemsstater — forpligtelser — traktatbrud — begrundet i interne forhold — ikke tilladt

   (Art. 258 TEUF)

3. Traktatbrudssøgsmål — Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget — relevante forhold — forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

   (Art. 258 TEUF)

1.  Medlemsstaten har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og forordning nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen ved at kræve, at kandidater til stillinger ved de lokale myndigheder, der er hjemmehørende i bestemte sprogområder, hvor det ikke fremgår af de krævede eksamensbeviser eller uddannelsescertifikater, at kandidaterne har fulgt undervisningen på det pågældende sprog, skal føre bevis for deres sprogkundskaber gennem fremlæggelse af et særligt certifikat, der udelukkende udstedes af et i medlemsstaten officielt organ, efter en af dette organ afholdt prøve på samme medlemsstats område.

   Et sådant krav fremstår nemlig – med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed – som værende uforholdsmæssig i forhold til formålet om en vurdering af de nævnte kandidaters sprogkundskaber. Dels udelukker dette krav enhver hensyntagen til det kundskabsniveu, som en person med et eksamensbevis, der er erhvervet i en anden medlemsstat, må formodes at have opnået, henset til indholdet og varigheden af den uddannelse, der ifølge eksamensbeviset er gennemført. Dels tvinger denne nationale lovgivning interesserede personer, der har bopæl i andre medlemsstater, dvs. i overvejende grad statsborgere i disse stater, til at rejse til det nationale område med det ene formål at få vurderet deres kundskaber ved en prøve, som er nødvendig for udstedelse af det certifikat, der kræves for at kunne indgive en ansøgning. De yderligere udgifter, som en sådan forpligtelse fører med sig, er egnede til at gøre adgangen til de omhandlede stillinger vanskeligere.

   (jf. præmis 28, 29, 31 og 35 samt domskonkl. 1)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 34)