Sag C-497/13

Froukje Faber

mod

Autobedrijf Hazet Ochten BV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 1999/44/EF — forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed — erhververs status — egenskab af forbruger — varens manglende overensstemmelse med det aftalte — pligt til at underrette sælgeren — manglende overensstemmelse, der har vist sig senest seks måneder efter varens levering — bevisbyrde«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. juni 2015

1. Institutionernes retsakter — direktiver — medlemsstaternes gennemførelse — nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning — nationale domstoles pligter — forpligtelse til overensstemmende fortolkning

   (Art. 288, stk. 3, TEUF; Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 1999/44)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne — forbrugerbeskyttelse — forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed — direktiv 1999/44 — anvendelsesområde — de nationale domstoles forpligtelse til at kontrollere egenskaben af forbruger — erhverver, der ikke har påberåbt sig denne egenskab — uden betydning

   (Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 1999/44)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne — forbrugerbeskyttelse — forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed — direktiv 1999/44 — varens manglende overensstemmelse med det aftalte — manglende overensstemmelse, der har vist sig senest seks måneder efter varens levering — manglende overensstemmelse, som formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet — bevisbyrde

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44, art. 5, stk. 3)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne — forbrugerbeskyttelse — forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed — direktiv 1999/44 — national lovgivning, som pålægger forbrugeren at underrette sælger om den manglende overensstemmelse inden for en rimelig frist — lovlig — betingelser

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44, art. 5, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

2.  Direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den nationale ret, for hvilken der verserer en tvist om en aftale, som kan være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, er forpligtet til at efterprøve, om erhververen kan karakteriseres som forbruger som omhandlet i det nævnte direktiv, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver, eller kan råde over dem efter en simpel anmodning om oplysninger, selv hvis sidstnævnte ikke har påberåbt sig denne egenskab.

   Processuelle regler, der forbyder såvel retten i første instans som appelinstansen, for hvilken en sag om krav på garanti på grundlag af en købsaftale verserer, at karakterisere det pågældende kontraktlige forhold som et forbrugerkøb på grundlag af retlige elementer og omstændigheder, som de råder over eller kan råde over efter en simpel anmodning om oplysninger, når forbrugeren ikke udtrykkeligt har påberåbt sig denne egenskab, pålægger nemlig forbrugeren en forpligtelse til selv at foretage en fuldstændig retlig kvalifikation af sin situation for ikke at fortabe de rettigheder, som EU-logiveren har villet tillægge ham ved direktiv 1999/44.

   Det følger heraf, at sådanne processuelle regler ikke er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, idet de i sager om garanti på grundlag af manglende overensstemmelse, som forbrugerne er parter i, gør anvendelsen af den beskyttelse, som direktiv 1999/44 har til hensigt at yde de sidstnævnte, uforholdsmæssigt vanskelig.

   (jf. præmis 44, 45 og 48 samt domskonkl. 1)

3.  Artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den skal anses for ligeværdig med en national regel, der inden for den nationale retsorden har rang af en ufravigelig retsgrundsætning, og at den nationale ret er forpligtet til af egen drift at anvende enhver bestemmelse i den nationale lovgivning, der sikrer dens gennemførelse i national ret.

   Bevisbyrdefordelingen som omhandlet i denne bestemmelse har nemlig i overensstemmelse med direktivets artikel 7 en ufravigelig karakter både for parterne, som ikke kan fravige den ved aftale, og for medlemsstaterne, som skal sikre dens overholdelse. Dette indebærer, at denne bevisbyrderegel skal finde anvendelse, selv om den ikke er blevet udtrykkeligt påberåbt af den forbruger, som er berettiget i henhold til reglen.

   Artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 skal desuden fortolkes således, at den regel, hvorefter den manglende overensstemmelse formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet,

   —

   finder anvendelse, når forbrugeren kan bevise, at salgsgenstanden ikke er i overensstemmelse med aftalen, og at den pågældende manglende overensstemmelse er opstået, dvs. fysisk har vist sig, inden for en frist på seks måneder fra leveringen; forbrugeren er hverken forpligtet til at bevise årsagen til denne manglende overensstemmelse eller til at bevise, at den kan tilskrives sælgeren

   —	kun kan tilsidesættes, hvis sælgeren i tilstrækkelig grad kan bevise, at den nævnte manglende uoverensstemmelses årsag eller oprindelse findes i en omstændighed, som er indtrådt efter leveringen.

   (jf. præmis 55, 57 og 75 samt domskonkl. 2 og 4)

4.  Artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national regel, som bestemmer, at forbrugeren, for at kunne gøre brug af sine rettigheder i henhold til dette direktiv, skal underrette sælgeren om den manglende overensstemmelse inden for en rimelig frist, på betingelse af, at denne forbruger har en frist på mindst to måneder fra den dato, hvor den manglende overensstemmelse blev konstateret, til at give denne underretning, at oplysningerne udelukkende skal vedrøre eksistensen af den nævnte manglende overensstemmelse, og at forbrugeren ikke underlægges bevisregler, som gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den nævnte forbruger at udøve sine rettigheder.

   (jf. præmis 65 og domskonkl. 3)

Sag C-497/13

Froukje Faber

mod

Autobedrijf Hazet Ochten BV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden)

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 1999/44/EF — forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed — erhververs status — egenskab af forbruger — varens manglende overensstemmelse med det aftalte — pligt til at underrette sælgeren — manglende overensstemmelse, der har vist sig senest seks måneder efter varens levering — bevisbyrde«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. juni 2015

1. Institutionernes retsakter – direktiver – medlemsstaternes gennemførelse – nødvendigheden af at sikre direktivers effektive virkning – nationale domstoles pligter – forpligtelse til overensstemmende fortolkning

   (Art. 288, stk. 3, TEUF; Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 1999/44)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – forbrugerbeskyttelse – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – direktiv 1999/44 – anvendelsesområde – de nationale domstoles forpligtelse til at kontrollere egenskaben af forbruger – erhverver, der ikke har påberåbt sig denne egenskab – uden betydning

   (Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 1999/44)

3. Tilnærmelse af lovgivningerne – forbrugerbeskyttelse – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – direktiv 1999/44 – varens manglende overensstemmelse med det aftalte – manglende overensstemmelse, der har vist sig senest seks måneder efter varens levering – manglende overensstemmelse, som formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet – bevisbyrde

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44, art. 5, stk. 3)

4. Tilnærmelse af lovgivningerne – forbrugerbeskyttelse – forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed – direktiv 1999/44 – national lovgivning, som pålægger forbrugeren at underrette sælger om den manglende overensstemmelse inden for en rimelig frist – lovlig – betingelser

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44, art. 5, stk. 2)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

2.  Direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den nationale ret, for hvilken der verserer en tvist om en aftale, som kan være omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, er forpligtet til at efterprøve, om erhververen kan karakteriseres som forbruger som omhandlet i det nævnte direktiv, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver, eller kan råde over dem efter en simpel anmodning om oplysninger, selv hvis sidstnævnte ikke har påberåbt sig denne egenskab.

   Processuelle regler, der forbyder såvel retten i første instans som appelinstansen, for hvilken en sag om krav på garanti på grundlag af en købsaftale verserer, at karakterisere det pågældende kontraktlige forhold som et forbrugerkøb på grundlag af retlige elementer og omstændigheder, som de råder over eller kan råde over efter en simpel anmodning om oplysninger, når forbrugeren ikke udtrykkeligt har påberåbt sig denne egenskab, pålægger nemlig forbrugeren en forpligtelse til selv at foretage en fuldstændig retlig kvalifikation af sin situation for ikke at fortabe de rettigheder, som EU-logiveren har villet tillægge ham ved direktiv 1999/44.

   Det følger heraf, at sådanne processuelle regler ikke er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet, idet de i sager om garanti på grundlag af manglende overensstemmelse, som forbrugerne er parter i, gør anvendelsen af den beskyttelse, som direktiv 1999/44 har til hensigt at yde de sidstnævnte, uforholdsmæssigt vanskelig.

   (jf. præmis 44, 45 og 48 samt domskonkl. 1)

3.  Artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den skal anses for ligeværdig med en national regel, der inden for den nationale retsorden har rang af en ufravigelig retsgrundsætning, og at den nationale ret er forpligtet til af egen drift at anvende enhver bestemmelse i den nationale lovgivning, der sikrer dens gennemførelse i national ret.

   Bevisbyrdefordelingen som omhandlet i denne bestemmelse har nemlig i overensstemmelse med direktivets artikel 7 en ufravigelig karakter både for parterne, som ikke kan fravige den ved aftale, og for medlemsstaterne, som skal sikre dens overholdelse. Dette indebærer, at denne bevisbyrderegel skal finde anvendelse, selv om den ikke er blevet udtrykkeligt påberåbt af den forbruger, som er berettiget i henhold til reglen.

   Artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 skal desuden fortolkes således, at den regel, hvorefter den manglende overensstemmelse formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet,

   —

   finder anvendelse, når forbrugeren kan bevise, at salgsgenstanden ikke er i overensstemmelse med aftalen, og at den pågældende manglende overensstemmelse er opstået, dvs. fysisk har vist sig, inden for en frist på seks måneder fra leveringen; forbrugeren er hverken forpligtet til at bevise årsagen til denne manglende overensstemmelse eller til at bevise, at den kan tilskrives sælgeren

   —	kun kan tilsidesættes, hvis sælgeren i tilstrækkelig grad kan bevise, at den nævnte manglende uoverensstemmelses årsag eller oprindelse findes i en omstændighed, som er indtrådt efter leveringen.

   (jf. præmis 55, 57 og 75 samt domskonkl. 2 og 4)

4.  Artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national regel, som bestemmer, at forbrugeren, for at kunne gøre brug af sine rettigheder i henhold til dette direktiv, skal underrette sælgeren om den manglende overensstemmelse inden for en rimelig frist, på betingelse af, at denne forbruger har en frist på mindst to måneder fra den dato, hvor den manglende overensstemmelse blev konstateret, til at give denne underretning, at oplysningerne udelukkende skal vedrøre eksistensen af den nævnte manglende overensstemmelse, og at forbrugeren ikke underlægges bevisregler, som gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den nævnte forbruger at udøve sine rettigheder.

   (jf. præmis 65 og domskonkl. 3)