This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62013CJ0438
BCR Leasing
BCR Leasing
Nøgleord
Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – levering af goder – begreb – varer, der er genstand for en aftale om finansiel leasing – leasingselskabs manglende mulighed for at opnå tilbagelevering af disse varer efter aftalens opsigelse – ikke omfattet – skattemyndighederne mulighed for at kræve regulering
(Rådets direktiv 2006/112, art. 16, 18 og 184-186)
Sammendrag
Artikel 16 og 18 i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at et leasingselskabs manglende mulighed for at opnå tilbagelevering fra leasingtageren af varer, der er genstand for en aftale om finansiel leasing, efter aftalens opsigelse på grund af leasingtagerens misligholdelse på trods af de af leasingselskabet foretagne foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af disse varer og på trods af, at der ikke foreligger nogen modydelse efter denne opsigelse, ikke kan sidestilles med en levering af varer mod vederlag som omhandlet i disse bestemmelser.
En sådan umulighed henhører således ikke under nogen af de tilfælde, der er omfattet af artikel 16. For det første kan de pågældende varer ikke betragtes som værende bestemt til privat brug for den afgiftspligtige selv eller for hans personale, idet de ikke befinder sig i deres besiddelse. For det andet udspringer den omstændighed, at leasingtageren fortsat har disse varer i besiddelse uden at erlægge noget vederlag herfor, af dennes påståede misligholdelse og ikke af en overdragelse uden vederlag af varerne fra udlejeren til leasingtageren. For det tredje kan disse varer ikke betragtes som værende benyttet til et for den afgiftspligtiges virksomhed »uvedkommende formål«, idet deres udlejning og følgelig den omstændighed, at de blev stillet til rådighed for leasingtageren, udgjorde selve kernen i udlejerens økonomiske virksomhed. Den omstændighed, at denne ikke kan opnå varernes tilbagelevering efter opsigelsen af den finansielle leasingkontrakt, betyder på ingen måde, at han har benyttet dem til et for sin virksomhed uvedkommende formål. Endelig finder artikel 18 heller ikke anvendelse i en sådan situation.
Disse bemærkninger påvirker dog ikke den eventuelle opståen af en ret for skattemyndighederne til at kræve regulering fra den afgiftspligtige under de betingelser, som er fastsat i direktiv 2006/112. Den reguleringsordning, som er fastsat i dette direktivs artikel 184-186, er en integrerende del af den momsfradragsordning, som er fastsat i direktivet.
(jf. præmis 25, 26, 28, 32, 33 samt domskonkl.)
Sag C-438/13
BCR Leasing IFN SA
mod
Agenţia Naţională de Administrare Fiscală – Direcţia generală de administrare a marilor contribuabili
og
Agenţia Naţională de Administrare Fiscală – Direcţia generală de soluţionare a contestaţiilor
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bucureşti)
»Moms — direktiv 2006/112/EF — artikel 16 og 18 — finansiel leasing — varer, der er genstand for en finansiel leasingkontrakt — manglende tilbagelevering til leasingselskabet af disse varer efter kontraktens ophævelse — manglende varer«
Sammendrag – Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 17. juli 2014
Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – levering af goder – begreb – varer, der er genstand for en aftale om finansiel leasing – leasingselskabs manglende mulighed for at opnå tilbagelevering af disse varer efter aftalens opsigelse – ikke omfattet – skattemyndighederne mulighed for at kræve regulering
(Rådets direktiv 2006/112, art. 16, 18 og 184-186)
Artikel 16 og 18 i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at et leasingselskabs manglende mulighed for at opnå tilbagelevering fra leasingtageren af varer, der er genstand for en aftale om finansiel leasing, efter aftalens opsigelse på grund af leasingtagerens misligholdelse på trods af de af leasingselskabet foretagne foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af disse varer og på trods af, at der ikke foreligger nogen modydelse efter denne opsigelse, ikke kan sidestilles med en levering af varer mod vederlag som omhandlet i disse bestemmelser.
En sådan umulighed henhører således ikke under nogen af de tilfælde, der er omfattet af artikel 16. For det første kan de pågældende varer ikke betragtes som værende bestemt til privat brug for den afgiftspligtige selv eller for hans personale, idet de ikke befinder sig i deres besiddelse. For det andet udspringer den omstændighed, at leasingtageren fortsat har disse varer i besiddelse uden at erlægge noget vederlag herfor, af dennes påståede misligholdelse og ikke af en overdragelse uden vederlag af varerne fra udlejeren til leasingtageren. For det tredje kan disse varer ikke betragtes som værende benyttet til et for den afgiftspligtiges virksomhed »uvedkommende formål«, idet deres udlejning og følgelig den omstændighed, at de blev stillet til rådighed for leasingtageren, udgjorde selve kernen i udlejerens økonomiske virksomhed. Den omstændighed, at denne ikke kan opnå varernes tilbagelevering efter opsigelsen af den finansielle leasingkontrakt, betyder på ingen måde, at han har benyttet dem til et for sin virksomhed uvedkommende formål. Endelig finder artikel 18 heller ikke anvendelse i en sådan situation.
Disse bemærkninger påvirker dog ikke den eventuelle opståen af en ret for skattemyndighederne til at kræve regulering fra den afgiftspligtige under de betingelser, som er fastsat i direktiv 2006/112. Den reguleringsordning, som er fastsat i dette direktivs artikel 184-186, er en integrerende del af den momsfradragsordning, som er fastsat i direktivet.
(jf. præmis 25, 26, 28, 32, 33 samt domskonkl.)