Sag C-244/13

Ewaen Fred Ogieriakhi

mod

Minister for Justice and Equality m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland))

»Præjudiciel forelæggelse — direktiv 2004/38/EF — artikel 16, stk. 2 — ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger — ophør af ægtefællers samliv — umiddelbar bosættelse med andre partnere inden for en uafbrudt opholdsperiode på fem år — forordning (EØF) nr. 1612/68 — artikel 10, stk. 3 — betingelser — en medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten — analyse af karakteren af den omhandlede tilsidesættelse — behovet for en præjudiciel afgørelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. juli 2014

1. Unionsborgerskab – retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – ret til tidsubegrænset ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, der har erhvervet denne ret i værtsmedlemsstaten – erhvervelse af denne ret af tredjelandsstatsborgeren ved udløbet af en periode på fem års uafbrudt ophold sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten – perioder, som lovligt er tilbagelagt før fristen for gennemførelse af direktivet – omfattet – ophold, der er underlagt betingelserne i direktiv 2004/38 og betingelserne i den EU-ret, der var gældende i den periode, hvor dette ophold blev tilbagelagt – ægtefæller, der har besluttet at lade sig separere og har indledt samliv med andre partnere i løbet af den uafbrudte opholdsperiode på fem år – irrelevans

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 16, stk. 2)

2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – opholdsret for familiemedlemmer – familiemedlem, der ikke er statsborger i en medlemsstat – krav om at råde over en bolig, der anses for normal for indenlandske arbejdstagere – ikke krav om, at familiens bolig til stadighed er en enhed – betingelse gælder kun for modtagelsesbetingelse

   (Rådets forordning nr. 1612/68, art. 10, stk. 3)

3. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – afgørende faktor inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, at der er sket en klar tilsidesættelse af EU-retten – foreligger ikke

   (Art. 267 TEUF)

1.  Artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område skal fortolkes således, at en tredjelandsstatsborger, som i en sammenhængende periode på fem år før datoen for gennemførelsen af dette direktiv har opholdt sig i en medlemsstat som ægtefælle til en unionsborger, der arbejder i nævnte medlemsstat, skal anses for at have erhvervet ret til tidsubegrænset ophold som omhandlet i denne bestemmelse, selv om ægtefællerne i løbet af nævnte periode har besluttet at lade sig separere og har indledt samliv med andre partnere, idet den bolig, som nævnte statsborger bebor, ikke længere hverken tilvejebringes eller stilles til rådighed for sidstnævnte af dennes ægtefælle, som er unionsborger.

   Når perioden på fem års uafbrudt ophold er helt eller delvis tilbagelagt før fristen for gennemførelse af direktiv 2004/38, skal nævnte periode således opfylde både betingelserne i nævnte direktiv og betingelserne i den EU-ret, der var gældende i den periode, hvor dette ophold blev tilbagelagt, for at man kan påberåbe sig retten til tidsubegrænset ophold i henhold til dette direktivs artikel 16, stk. 2. I denne henseende bemærkes, at i forbindelse med analysen af artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 afhænger erhvervelsen af ret til tidsubegrænset ophold for en unionsborgers familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, under alle omstændigheder af dels, at denne borger selv opfylder de i dette direktivs artikel 16, stk. 1, fastsatte betingelser, dels at de nævnte medlemmer uafbrudt har boet sammen med denne i den pågældende periode. Eftersom artikel 16, stk. 2, i nævnte direktiv gør familiemedlemmer til en unionsborgers erhvervelse af retten til tidsubegrænset ophold betinget af, at de i fem år i træk har boet lovligt »sammen med« sidstnævnte, opstår imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt ægtefællernes separation i løbet af den omhandlede periode, som ikke kun skyldes, at de ikke længere bor sammen, men især, at de har opgivet det ægteskabelige samliv, forhindrer, at nævnte betingelse kan anses for opfyldt. I denne henseende bemærkes, som det fremgår af Diatta-dommen (sag C-267/83) og Iida-dommen (sag C-40/11), at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den dertil kompetente myndighed, og at dette ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille, således at ægtefællen ikke nødvendigvis til stadighed skal bo sammen med unionsborgeren for at have en afledt opholdsret. Den omstændighed, at ægtefællerne ikke kun havde ophævet samlivet, men også var flyttet sammen med andre partnere, er således irrelevant for erhvervelse af en ret til tidsubegrænset ophold i henhold til artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38.

   (jf. præmis 32, 34, 36-38 og 47 samt domskonkl.)

2.  Den betingelse, som en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, pålægges i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet om for sin familie at råde over en bolig, der svarer til de krav, der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det område, hvor han er beskæftiget, er opfyldt, når denne arbejdstager har forladt familiens bolig, og ægtefællen har bosat sig sammen med en anden partner i en ny bolig, som hverken er blevet tilvejebragt eller stillet til rådighed for denne ægtefælle af nævnte arbejdstager.

   Ifølge artikel 10, stk. 3, er det ikke nogen betingelse, at det pågældende familiemedlem til stadighed bor hos ham, men kun, at arbejdstageren med henblik på modtagelsen af sin familie råder over en bolig, der svarer til de krav, der anses for normale, hvorfor der ikke implicit kan stilles krav om, at familiens bolig til stadighed er en enhed.

   Betingelsen om rådighed over en bolig, der anses for normal, kan desuden kun gælde som betingelse for modtagelse af det enkelte familiemedlem hos arbejdstageren, hvorfor overholdelsen af denne bestemmelse under alle omstændigheder kun bedømmes på det tidspunkt, hvor tredjelandsstatsborgeren indleder et samliv med ægtefællen, som er unionsborger, i værtsmedlemsstaten.

   (jf. præmis 43, 45 og 46)

3.  Den omstændighed, at en national ret i forbindelse med et erstatningssøgsmål, som er anlagt under henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af EU-retten, har fundet det nødvendigt at forelægge et præjudicielt spørgsmål vedrørende den i hovedsagen omhandlede EU-ret, kan ikke anses for at være en afgørende faktor med hensyn til at fastslå, om der klart var tale om, at medlemsstaten har tilsidesat EU-retten.

   Alene den omstændighed, at der forelægges et præjudicielt spørgsmål, kan ikke begrænse de beføjelser, som den ret, der træffer afgørelse om realiteten, har. Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en tilsidesættelse af EU-retten skal anses for tilstrækkeligt kvalificeret, følger således ikke alene af selve udøvelsen af den mulighed, der er fastsat i henhold til artikel 267 TEUF, men også af den fortolkning, som Domstolen har foretaget. De nationale retsinstansers mulighed for forelæggelse for Domstolen, hvis de finder det nødvendigt for at få en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse, selv om det rejste spørgsmål allerede er afklaret, ville utvivlsomt være begrænset, hvis udøvelsen af en sådan mulighed var afgørende for at fastslå, om der forelå en klar tilsidesættelse af EU-retten, med henblik på i givet fald at fastslå den pågældende medlemsstats ansvar for tilsidesættelse af EU-retten. En sådan virkning ville således sætte spørgsmålstegn ved den præjudicielles forelæggelsesprocedures system, formål og elementer.

   (jf. præmis 53-55 og domskonkl.)