Sag C-589/10

Janina Wencel

mod

Zakład Ubezpieczeń Społecznych w Białymstoku

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny w Białymstoku)

»Artikel 45 TEUF — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 10 — ydelser ved alderdom — sædvanligt opholdssted i to forskellige medlemsstater — krav på efterladtepension i den ene af disse stater og alderspension i den anden — inddragelse af en af disse ydelser — inddrivelse af angiveligt uberettigede ydelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. maj 2013

1. Social sikring – vandrende arbejdstagere – forordning nr. 1408/71 – tidsmæssigt anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 1408/71)

2. Social sikring – vandrende arbejdstagere – forordning nr. 1408/71 – materielt anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 1408/71)

3. Social sikring – vandrende arbejdstagere – person, der samtidigt har to sædvanlige opholdssteder på to forskellige medlemsstaters område – ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 10)

4. Social sikring – vandrende arbejdstagere – ydelser – nationale regler om forbud mod dobbeltydelser – krav på efterladtepension i én medlemsstat og alderspension i en anden medlemsstat – inddragelse med tilbagevirkende kraft af retten til alderspension og krav om tilbagebetaling af den pension, der angiveligt er blevet udbetalt med urette – ikke tilladt – nedsættelse af alderspensionen med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat – lovlig

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 12, stk. 2, og art. 46a)

5. Social sikring – vandrende arbejdstagere – ydelser – nationale regler om forbud mod dobbeltydelser – nedsættelse af alderspensionen med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat – lovlig – betingelser – efterprøvelse, der tilkommer den forelæggende ret

   (Art. 45 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 30-34)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-40)

3.  Artikel 10 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som senest ændret ved forordning nr. 592/2008, skal fortolkes således, at en person med henblik på anvendelse af den nævnte forordning ikke samtidigt kan have to sædvanlige opholdssteder på to forskellige medlemsstaters område.

   I det omfang artikel 10 imidlertid ikke gør det muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt to sædvanlige opholdssteder i to forskellige medlemsstater er tilladt i henhold til denne forordning, indfører denne regler om samordning af de nationale ordninger for social sikring og indfører i afsnit II reglerne om, hvilken lovgivning der skal anvendes. Disse bestemmelser har ikke alene til formål at forhindre, at personer mister deres beskyttelse med hensyn til social sikring, fordi ingen lovgivning finder anvendelse på dem, men bestemmer ligeledes, at arbejdstagerne alene er undergivet socialsikringen i én medlemsstat for at undgå, at forskellige landes lovgivninger overlapper hinanden med de deraf følgende forviklinger.

   I det omfang den ordning, der er indført ved forordning nr. 1408/71, således fastholder bopælen som den tilknytningsfaktor, der er afgørende for, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse, kan det ikke med henblik på denne forordning tillades – for ikke at fratage den effektive virkning af de nævnte bestemmelser – at en person samtidigt har flere bopæle i forskellige medlemsstater.

   (jf. præmis 45, 46, 48, 51 og 73 samt domskonkl.)

4.  I henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som senest ændret ved forordning nr. 592/2008, nærmere bestemt dennes artikel 12, stk. 2, og artikel 46a, kan en medlemsstats kompetente institution under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke gyldigt med tilbagevirkende kraft inddrage en pensionsmodtagers alderspension og pålægge denne at tilbagebetale den pension, der angiveligt er blevet udbetalt med urette, fordi den pågældende er berettiget til en efterladtepension i en anden medlemsstat, på hvis område den pågældende ligeledes har haft bopæl. Imidlertid kan den alderspension, der modtages i den første medlemsstat, i henhold til et eventuelt nationalt forbud mod dobbeltydelser nedsættes med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat.

   For det første kan der i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 i princippet ikke med hjemmel i denne forordning rejses eller opretholdes krav på flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode. For det andet fremgår det af artikel 12, stk. 2, i den nævnte forordning, at bestemmelser om nedsættelse i en medlemsstats lovgivning – medmindre der er fastsat andre bestemmelser herom i forordningen – kan gøres gældende over for personer, der modtager en ydelse fra den pågældende medlemsstat, når de samtidig kan få udbetalt andre sociale sikringsydelser, selv om det drejer sig om ydelser, som den pågældende har erhvervet ret til i medfør af en anden medlemsstats lovgivning. Følgelig er forordning nr. 1408/71 ikke til hinder for anvendelse af en national lovgivning, der har den virkning, at det pensionsbeløb, som den sikrede er berettiget til, nedsættes, fordi den pågældende modtager en aldersydelse i en anden medlemsstat dog med forbehold af overholdelse af de begrænsninger, der er fastlagt i denne forordning.

   (jf. præmis 57, 59, 60 og 73 samt domskonkl.)

5.  Artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en afgørelse, hvori det bestemmes, at en alderspension, der modtages i den første medlemsstat i henhold til et eventuelt nationalt forbud mod dobbeltydelser skal nedsættes med et beløb, der højst svarer til ydelserne fra den anden medlemsstat, forudsat at den nævnte afgørelse ikke for den ydelsesberettigede fører til en situation, der er mindre gunstig end den situation, som en person, der ikke har bevæget sig over grænser, befinder sig i, og at såfremt det konstateres, at der foreligger en sådan forskelsbehandling, skal den pågældende nationale regel være begrundet i objektive hensyn, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt i forhold til det formål, der lovligt tilsigtes med den nationale ret, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.

   (jf. præmis 73 og domskonkl.)

Sag C-589/10

Janina Wencel

mod

Zakład Ubezpieczeń Społecznych w Białymstoku

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny w Białymstoku)

»Artikel 45 TEUF — forordning (EØF) nr. 1408/71 — artikel 10 — ydelser ved alderdom — sædvanligt opholdssted i to forskellige medlemsstater — krav på efterladtepension i den ene af disse stater og alderspension i den anden — inddragelse af en af disse ydelser — inddrivelse af angiveligt uberettigede ydelser«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. maj 2013

1. Social sikring — vandrende arbejdstagere — forordning nr. 1408/71 — tidsmæssigt anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 1408/71)

2. Social sikring — vandrende arbejdstagere — forordning nr. 1408/71 — materielt anvendelsesområde

   (Rådets forordning nr. 1408/71)

3. Social sikring — vandrende arbejdstagere — person, der samtidigt har to sædvanlige opholdssteder på to forskellige medlemsstaters område — ikke tilladt

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 10)

4. Social sikring — vandrende arbejdstagere — ydelser — nationale regler om forbud mod dobbeltydelser — krav på efterladtepension i én medlemsstat og alderspension i en anden medlemsstat — inddragelse med tilbagevirkende kraft af retten til alderspension og krav om tilbagebetaling af den pension, der angiveligt er blevet udbetalt med urette — ikke tilladt — nedsættelse af alderspensionen med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat — lovlig

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 12, stk. 2, og art. 46a)

5. Social sikring — vandrende arbejdstagere — ydelser — nationale regler om forbud mod dobbeltydelser — nedsættelse af alderspensionen med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat — lovlig — betingelser — efterprøvelse, der tilkommer den forelæggende ret

   (Art. 45 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 30-34)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-40)

3.  Artikel 10 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som senest ændret ved forordning nr. 592/2008, skal fortolkes således, at en person med henblik på anvendelse af den nævnte forordning ikke samtidigt kan have to sædvanlige opholdssteder på to forskellige medlemsstaters område.

   I det omfang artikel 10 imidlertid ikke gør det muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt to sædvanlige opholdssteder i to forskellige medlemsstater er tilladt i henhold til denne forordning, indfører denne regler om samordning af de nationale ordninger for social sikring og indfører i afsnit II reglerne om, hvilken lovgivning der skal anvendes. Disse bestemmelser har ikke alene til formål at forhindre, at personer mister deres beskyttelse med hensyn til social sikring, fordi ingen lovgivning finder anvendelse på dem, men bestemmer ligeledes, at arbejdstagerne alene er undergivet socialsikringen i én medlemsstat for at undgå, at forskellige landes lovgivninger overlapper hinanden med de deraf følgende forviklinger.

   I det omfang den ordning, der er indført ved forordning nr. 1408/71, således fastholder bopælen som den tilknytningsfaktor, der er afgørende for, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse, kan det ikke med henblik på denne forordning tillades – for ikke at fratage den effektive virkning af de nævnte bestemmelser – at en person samtidigt har flere bopæle i forskellige medlemsstater.

   (jf. præmis 45, 46, 48, 51 og 73 samt domskonkl.)

4.  I henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som senest ændret ved forordning nr. 592/2008, nærmere bestemt dennes artikel 12, stk. 2, og artikel 46a, kan en medlemsstats kompetente institution under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke gyldigt med tilbagevirkende kraft inddrage en pensionsmodtagers alderspension og pålægge denne at tilbagebetale den pension, der angiveligt er blevet udbetalt med urette, fordi den pågældende er berettiget til en efterladtepension i en anden medlemsstat, på hvis område den pågældende ligeledes har haft bopæl. Imidlertid kan den alderspension, der modtages i den første medlemsstat, i henhold til et eventuelt nationalt forbud mod dobbeltydelser nedsættes med et beløb, der højst svarer til ydelserne i den anden medlemsstat.

   For det første kan der i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 i princippet ikke med hjemmel i denne forordning rejses eller opretholdes krav på flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode. For det andet fremgår det af artikel 12, stk. 2, i den nævnte forordning, at bestemmelser om nedsættelse i en medlemsstats lovgivning – medmindre der er fastsat andre bestemmelser herom i forordningen – kan gøres gældende over for personer, der modtager en ydelse fra den pågældende medlemsstat, når de samtidig kan få udbetalt andre sociale sikringsydelser, selv om det drejer sig om ydelser, som den pågældende har erhvervet ret til i medfør af en anden medlemsstats lovgivning. Følgelig er forordning nr. 1408/71 ikke til hinder for anvendelse af en national lovgivning, der har den virkning, at det pensionsbeløb, som den sikrede er berettiget til, nedsættes, fordi den pågældende modtager en aldersydelse i en anden medlemsstat dog med forbehold af overholdelse af de begrænsninger, der er fastlagt i denne forordning.

   (jf. præmis 57, 59, 60 og 73 samt domskonkl.)

5.  Artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en afgørelse, hvori det bestemmes, at en alderspension, der modtages i den første medlemsstat i henhold til et eventuelt nationalt forbud mod dobbeltydelser skal nedsættes med et beløb, der højst svarer til ydelserne fra den anden medlemsstat, forudsat at den nævnte afgørelse ikke for den ydelsesberettigede fører til en situation, der er mindre gunstig end den situation, som en person, der ikke har bevæget sig over grænser, befinder sig i, og at såfremt det konstateres, at der foreligger en sådan forskelsbehandling, skal den pågældende nationale regel være begrundet i objektive hensyn, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt i forhold til det formål, der lovligt tilsigtes med den nationale ret, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.

   (jf. præmis 73 og domskonkl.)