Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – fællesskabslovgivning – overenskomst indgået mellem Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik før deres tiltrædelse i forbindelse med delingen af Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik – alderspension – hensyntagen til forsikringsperioder, der er tilbagelagt før delingen

[Rådets forordning nr. 1408/71, bilag III, afsnit A, punkt 6, og art. 7, stk. 2, litra c)]

2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – ligebehandling – en medlemsstats lovgivning, der muliggør udbetaling af et tillæg til en alderdomsydelse alene til sine egne statsborgere, der er bosiddende på dens område – ikke tilladt – virkninger

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 1, og art. 10)

Sammendrag

1. Bestemmelserne i bilag III, afsnit A, punkt 6, sammenholdt med artikel 7, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 629/2006, er ikke til hinder for en national regel, hvorefter betalingen af et tillæg til en alderdomsydelse, i tilfælde, hvor størrelsen af denne ydelse, der er tildelt i henhold til artikel 20 i den bilaterale overenskomst mellem Den Tjekkiske Republik og Den Slovakiske Republik, indgået den 29. oktober 1992, med henblik på foranstaltninger, der kan løse situationen efter delingen af Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik den 31. december 1992, er mindre end den, som ville være modtaget, hvis alderspensionen var blevet beregnet i henhold til Den Tjekkiske Republiks retsregler.

Henset til, at en sådan tilpasning kun foretages, når størrelsen af alderdomsydelsen er højere end den ydelse, som kan opnås i medfør af bestemmelserne i overenskomsten, drejer det sig nemlig ikke om tildeling af en parallel tjekkisk alderdomsydelse, eller at samme forsikringsperiode medregnes to gange, men udelukkende om at afhjælpe en objektivt konstateret forskel mellem ydelser af forskellig oprindelse.

(jf. præmis 37, 38 og 40 samt domskonkl. 1)

2. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, og artikel 10 i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 629/2006, er til hinder for en national regel, der muliggør udbetaling af et tillæg til en alderdomsydelse alene til tjekkiske statsborgere, der er bosiddende på Den Tjekkiske Republiks område, uden at dette nødvendigvis har til følge – med hensyn til EU-retten – at en person, der opfylder disse to betingelser, skal fratages nævnte tillæg.

En sådan regel indeholder nemlig for det første en direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. For det andet indeholder den en bopælsbetingelse, som først og fremmest berører vandrende arbejdstagere med bopæl på andre medlemsstaters område end deres oprindelsesmedlemsstat. Den tilsidesætter således princippet om ligebehandling i henhold til nævnte artikel 3, stk. 1, som ikke blot forbyder åbenlys forskelsbehandling, begrundet i nationaliteten hos de personer, der er berettiget i henhold til en social sikringsordning, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier faktisk fører til samme resultat.

Hvad angår de praktiske følger for de personer, der stilles ugunstigt som følge af anvendelsen af denne regel, kan overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, så længe der ikke er vedtaget foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen, kun sikres ved, at personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes de samme rettigheder som de personer, der tilhører den privilegerede kategori, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EU-retten ikke er korrekt anvendt. For så vidt angår konsekvenserne for de personer, der tilhører kategorien af personer, der kan drage fordel af denne forskelsbehandling, er der, selv om EU-retten ikke er til hinder for – med forbehold for iagttagelsen af EU-rettens almindelige principper – foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen ved at begrænse fordelene for de personer, der tidligere var privilegerede, inden vedtagelsen af sådanne foranstaltninger imidlertid intet i EU-retten, som kræver, at kategorien af personer, der allerede drager fordel heraf, fratages en forøgelse af en social beskyttelse.

(jf. præmis 43, 44, 46, 49, 51, 53 og 54 samt domskonkl. 2)