Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Appel – søgsmålsinteresse – betingelse – appel, der kan tilføre den appellerende part en fordel – erklæring om ugyldighed af et EF-varemærke – afkald på EF-varemærket – forskellige retsvirkninger

2. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der har et renommé – beskyttelse af det ældre renommerede varemærke udvidet til varer eller tjenesteydelser af anden art – betingelser – sammenhæng mellem varemærkerne

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b), og art. 8, stk. 5]

3. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af faktiske omstændigheder – afvisning – Domstolens kontrol med vurderingen af de faktiske omstændigheder, der er fremført for Retten – udelukket, medmindre de er gengivet forkert – anbringende om forkert gengivelse af faktiske omstændigheder – krav om præcis angivelse af forkert gengivne beviser og om påvisning af de fejl i undersøgelsen, der har ført til denne forkerte gengivelse

[Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, første afsnit 1, litra c)]

4. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de omhandlede varemærker – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

5. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – risikoen for, at der antages at være en forbindelse – ældre varemærker, som har sådanne karakteristika, der gør det muligt at anse dem for at udgøre en del af samme »serie« eller »familie«

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

Sammendrag

1. Søgsmålsinteresse er en betingelse for en sags antagelse til realitetsbehandling, som skal bestå indtil det tidspunkt, hvor den retlige afgørelse træffes. En sådan interesse foreligger, så længe appellen med sit resultat kan tilføre den appellerende part en fordel.

En part har stadig en interesse i at appellere en dom, hvorved den pågældende ikke fik medhold i sin påstand om annullation af en afgørelse om afslag på en begæring om ugyldighed, som den nævnte part havde indgivet mod registreringen af et EF-varemærke, selv om indehaveren af varemærket havde givet afkald herpå.

Den omstændighed, at der er givet afkald, indebærer nemlig ikke i sig selv, at appellen er uden genstand, idet et afkald og en ugyldighedserklæring ikke har samme retsvirkninger. Mens retsvirkningerne af et EF-varemærke, hvorpå der er givet afkald, først ophører, når afkaldet er registreret, anses de retsvirkninger, som er knyttet til et EF-varemærke, der erklæres ugyldigt, for ikke at have eksisteret i henhold til bestemmelserne i artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, med alle de retlige konsekvenser, der følger af en sådan ugyldighed.

(jf. præmis 39-41, 43 og 44)

2. Det er en fælles betingelse for anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at der er lighed mellem det ældre og det anfægtede varemærke.

Denne betingelse om lighed mellem varemærket og tegnet forudsætter inden for rammerne af såvel artikel 8, stk. 1, litra b), som artikel 8, stk. 5, i nævnte forordning, at der bl.a. findes visuelle, lydlige og begrebsmæssige ligheder.

Den grad af lighed, som kræves ved anvendelsen af disse bestemmelser, er ganske vist forskellig. Mens beskyttelsen i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 forudsætter, at der konstateres en sådan grad af lighed mellem de omtvistede varemærker, at der i den berørte kundekreds’ bevidsthed er risiko for forveksling, er en sådan risiko nemlig ikke en forudsætning for beskyttelse i henhold til artikel 8, stk. 5. De i artikel 8, stk. 5, omhandlede krænkelser kan således være en konsekvens af, at der er en mindre grad af lighed mellem det ældre og det yngre varemærke, for så vidt som denne er tilstrækkelig til, at den berørte kundekreds forbinder disse to varemærker med hinanden, dvs. skaber en sammenhæng mellem disse.

Det fremgår derimod hverken af de nævnte bestemmelser eller af retspraksis, at ligheden mellem de omtvistede varemærker skal bedømmes forskelligt afhængigt af, hvilken af disse bestemmelser der finder anvendelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker – på samme måde som spørgsmålet om, hvorvidt der er en risiko for forveksling – skal afgøres efter en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde. Blandt disse faktorer findes ikke alene graden af lighed mellem de omtvistede varemærker, men også graden af det ældre varemærkes særpræg og intensiteten af det ældre varemærkes renommé.

Hvad navnlig angår sidstnævnte faktor kan det, for at kunne vurdere, om der er en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, derfor være nødvendigt at tage intensiteten af det ældre varemærkes renommé i betragtning for at fastslå, om dette renommé rækker videre end den kundekreds, som dette varemærke er rettet mod. Det er nemlig muligt, at den kundekreds, der er relevant i forhold til de varer eller tjenesteydelser, som det yngre varemærke er registreret for, forbinder de omtvistede varemærker med hinanden, selv om den er en helt anden kundekreds end den, som er relevant i forhold til de varer eller tjenesteydelser, som det ældre varemærke er registreret for.

Det ældre varemærkes renommé og særpræg udgør således relevante faktorer ved vurdering af, om der foreligger en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den berørte kundekreds’ bevidsthed, men derimod ikke ved vurderingen af ligheden mellem disse.

(jf. præmis 51-54 og 56-58)

3. Det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og bevismaterialet er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er gengivet forkert.

I henhold til artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, første afsnit, litra c), påhviler det appellanten præcist at angive, hvilke beviser Retten har gengivet forkert, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne forkerte gengivelse.

(jf. præmis 73 og 78)

4. Med henblik på at vurdere graden af lighed mellem de omtvistede varemærker må det afgøres, i hvilken grad der er tale om visuel, lydlig eller begrebsmæssig lighed, og i givet fald vurderes, hvilken betydning der skal tillægges disse forskellige elementer under hensyntagen til den kategori af varer eller tjenesteydelser, der er tale om, og de omstændigheder, hvorunder de afsættes.

Der skal foretages en helhedsvurdering af de visuelle, lydlige og begrebsmæssig ligheder mellem de omhandlede tegn, hvorved bedømmelsen af den fonetiske lighed blot er en af de relevante faktorer, der indgår i denne helhedsvurdering.

(jf. præmis 85 og 86)

5. Forekomsten af en »familie« eller »serie« af varemærker er en relevant faktor ved vurderingen af, om der foreligger en risiko for forveksling. I et sådant tilfælde består risikoen for forveksling i, at forbrugeren kan tage fejl med hensyn til herkomsten eller oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af det varemærke, som er søgt registreret, og med urette antage, at dette varemærke udgør en del af denne familie eller serie af varemærker.

Denne faktor er imidlertid ikke relevant for vurderingen af, om der er lighed mellem det ældre varemærke og det anfægtede varemærke.

Det er dermed udelukkende i tilfælde, hvor de omtvistede varemærker til en vis grad ligner hinanden, at Retten i forbindelse med helhedsvurderingen af risikoen for forveksling eller en sammenhæng skal tage hensyn til forekomsten af en »familie« eller »serie« af varemærker.

(jf. præmis 97-99)