Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner

(Art. 49 TEUF)

2. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – restriktioner

(Art. 49 TEUF)

Sammendrag

1. Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter, hvorefter tildeling af en tilladelse til at drive en offentlig bybusrute, hvorved faste stoppesteder betjenes regelmæssigt i henhold til en køreplan, kræver, at de ansøgende virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater, skal have et hjemsted eller et andet forretningssted i denne medlemsstat, før der er givet dem tilladelse til rutedriften.

En erhvervsdrivende, der udviser normal omhu, vil ikke være villig til at foretage investeringer, der kunne være betydelige, hvis det er fuldstændigt uvist, om en sådan tilladelse vil blive givet eller ej. Derudover forekommer den restriktion, som et sådant krav medfører, ikke på nogen måde begrundet i hensyn vedrørende nødvendigheden af at skabe lige konkurrencevilkår for drift af busruter og af at sikre overholdelsen af den gældende social- og arbejdsmarkedslovgivning i den pågældende medlemsstat.

Derimod skal artikel 49 TEUF fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, der fastsætter et krav om etablering, når etablering først er krævet, efter at driftstilladelsen er givet, og inden ansøgeren påbegynder rutedriften.

(jf. præmis 37, 38 og 41 samt domskonkl. 1)

2. Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter der alene på grundlag af en udtalelse fra en konkurrerende virksomhed, der er indehaver af en tilladelse til at betjene en rute, der er helt eller delvis identisk med den, der ansøges om, gives afslag på en ansøgning om tilladelse til drift af en turistbusrute på grund af dårligere rentabilitet hos den konkurrerende virksomhed.

Sådanne nationale retsforskrifter udgør i princippet en restriktion for etableringsfriheden, jf. artikel 49 TEUF, da de begrænser antallet af tjenesteydere, uanset at der som påstået ikke foreligger forskelsbehandling på grundlag af de berørte erhvervsdrivendes nationalitet.

Sådanne retsforskrifter kan ikke begrundes i hensynet til at sikre en konkurrerende busrutes rentabilitet, da et sådant formål som et rent økonomisk hensyn ikke kan være et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed, som er sikret ved traktaten. Derudover kan en ordning med forudgående administrativ tilladelse for så vidt angår prøvelsen af proportionaliteten ikke begrunde, at de nationale myndigheder træffer skønsmæssige afgørelser, som kan føre til, at EU-rettens bestemmelser, herunder navnlig bestemmelserne om de grundlæggende friheder, såsom etableringsfriheden, mister deres effektive virkning. Hvis en ordning med forudgående tilladelse skal være begrundet, skønt den bryder med en grundlæggende frihed, må den tillige bygge på objektive kriterier, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, og på forinden kendte forhold, som sikrer, at den er egnet til i tilstrækkeligt omfang at lægge en ramme for de nationale myndigheders skønsudøvelse. Hvis de nationale retsforskrifter skulle fortolkes således, at den nationale kompetente myndighed foretager vurderingen af en ansøgning om tilladelse alene på grundlag af svar fra indehaveren af en tilladelse vedrørende rentabiliteten af hans drift, selv om denne virksomhed er en potentiel direkte konkurrent til den virksomhed, der ansøger om en ny tilladelse, ville en sådan skønsudøvelse være i strid med EU-reglerne, idet den kunne bringe den objektive og upartiske behandling af den pågældende ansøgning om tilladelse i fare.

(jf. præmis 45, 46, 51 og 53-55 samt domskonkl. 2)