This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62007CJ0387
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
Sag C-387/07
MI.VER Srl og Daniele Antonelli
mod
Provincia di Macerata
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Ancona)
»Affald — begrebet »midlertidig oplagring« — direktiv 75/442/EØF — beslutning 2000/532/EF — mulighed for at sammenblande affald, der svarer til forskellige koder — begrebet »blandet emballage««
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 11. december 2008 I ‐ 9599
Sammendrag af dom
Miljø – bortskaffelse af affald – direktiv 75/442 – nyttiggørelse eller bortskaffelse af affald
(Rådets direktiv 75/442, som ændret ved forordning nr. 1882/2003, art. 4, stk. 1; Kommissionens beslutning 2000/532)
Miljø – bortskaffelse af affald – direktiv 75/442 og 91/689 – beslutning om udarbejdelse af en liste over affald
[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved forordning nr. 1882/2003, art. 1, litra a), og direktiv 91/689, art. 1, stk. 4; Kommissionens beslutning 2000/532]
Direktiv 75/442 om affald, som ændret ved forordning nr. 1882/2003, samt Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 og Rådets beslutning 94/904 om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/689 om farligt affald er ikke til hinder for, at producenten af affald — under den midlertidige oplagring forud for indsamling på det anlæg, hvor affaldet er produceret — sammenblander affald henhørende under forskellige koder på listen i beslutning 2000/532.
Imidlertid skal medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der forpligter producenten af affald — under den midlertidige oplagring forud for indsamling på det anlæg, hvor affaldet er produceret — til at sortere og oplagre affaldet separat, idet producenten til dette formål anvender koderne på listen i den nævnte beslutning, hvis medlemsstaterne mener, at sådanne foranstaltninger er nødvendige for at opfylde formålene med artikel 4, stk. 1, i direktiv 75/442, hvoraf følger, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, som vil kunne skade miljøet.
(jf. præmis 24 og 27 samt domskonkl. 1)
Beslutning 2000/532 om afløsning af beslutning 94/3 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442 om affald og af dets beslutning 94/904/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689 om farligt affald indeholder ingen bestemmelse vedrørende midlertidig oplagring forud for indsamling på det anlæg, hvor affaldet er produceret. Beslutningen har alene til formål at fastsætte en affaldsnomenklatur i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 og artikel 1, stk. 4, i direktiv 91/689 om farligt affald og skaber ikke en forpligtelse.
Når en national lovgivning gengiver affaldslisten i beslutning 2000/532, kan kode 15 01 06, svarende til »blandet emballage«, ikke desto mindre anvendes til at angive affald sammensat af emballage af forskellige sammenblandede materialer.
(jf. præmis 29 og 33 samt domskonkl. 2)