Sag C-418/06 P

Kongeriget Belgien

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel — EUGFL — sektoren for markafgrøder — afslutning af EUGFL-regnskaber — pålideligt system for forvaltning og kontrol — udgifter udelukket fra EF-finansiering — fast korrektion — anvendelse med tilbagevirkende kraft af kontrolbestemmelser — forudsætningsvise forpligtelser — proportionalitetsprincippet — retssikkerhed — fuld prøvelsesret«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 10. januar 2008   I - 3051

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 24. april 2008   I - 3085

Sammendrag af dom

1. Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering gennem EUGFL

   (Rådets forordning nr. 729/70 og nr. 3508/92; Kommissionens forordning nr. 3887/92 og nr. 2419/2001)

2. Landbrug – EUGFL – afslutning af regnskaber

3. Landbrug – fælles landbrugspolitik – finansiering gennem EUGFL

   (Rådets forordning nr. 729/70 og nr. 1258/99)

4. Landbrug – EUGFL – afslutning af regnskaber

   (Rådets forordning nr. 729/70)

5. Landbrug – EUGFL – afslutning af regnskaber

   (Art. 229 EF)

1.  Selv om fællesskabsordningen vedrørende tildeling af støtte og præmier ikke udtrykkeligt forpligter medlemsstaterne til at indføre overvågnings- og kontrolforanstaltninger, som de af Kommissionen anførte, ved afslutning af EUGFL-regnskaber, og nedsætte det areal, der skal tages i betragtning ved støttens beregning, når det anmeldte areal er større end det, der er indlæst i systemet for geografisk informationssystemteknik (GIS), forholder det sig ikke desto mindre således, at denne forpligtelse alt efter omstændighederne kan fremgå forudsætningsvis af den omstændighed, at det efter den pågældende ordning påhviler medlemsstaterne at indføre et effektivt kontrol- og overvågningssystem.

   For det første er den administrative kontrol og kontrol på stedet af fællesskabslovgiver fastlagt som to kontrolmuligheder, der ganske vist adskiller sig fra hinanden, men også skal supplere hinanden. For det andet skal den administrative kontrol, som ligger forud for kontrol på stedet, foretages på en sådan måde, at de nationale myndigheder kan drage de mulige konklusioner med hensyn til, hvorvidt det er sikkert eller tvivlsomt, om betingelserne for tildeling af støtte og præmier er opfyldt. I mangel af kontrol på stedet eller nogen anden supplerende kontrol ville hverken de anmeldte arealer eller dem, der hidrører fra GIS, kunne bekræftes som nøjagtige. Således kan den mellem disse to oplysningskilder indbyrdes modstrid udgøre en afvigelse, der tyder på en risiko for tab for EUGFL, som medfører, at den omhandlede medlemsstat skal vedtage kontrolforanstaltninger vedrørende enten kontrol på stedet eller en anden supplerende kontrol.

   (jf. præmis 68, 70, 72, 73 og 75)

2.  For så vidt angår udarbejdelse af beslutninger vedrørende regnskabsafslutning for EUGFL skal hver enkelt sag i princippet behandles for sig, således at det kan konstateres, om den pågældende medlemsstat i forbindelse med gennemførelsen af de transaktioner, som finansieres af EUGFL, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, og i bekræftende fald i hvilket omfang. En medlemsstat kan kun påberåbe sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i det omfang, hvori de sager, der henvises til, i det mindste er sammenlignelige, under hensyn til samtlige de forhold, som kendetegner dem, herunder navnlig til den periode, hvor udgifterne blev afholdt, de pågældende sektorer og arten af de uregelmæssigheder, som er gjort gældende. Der er kun tale om en ulovlig forskelsbehandling i de tilfælde, hvor ensartede situationer behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. En situation, hvor en medlemsstat i kraft af et system, som den frivilligt har indført, råder over relevante oplysninger, som de andre medlemsstater ikke råder over, er ikke sammenlignelig med den situation, som sidstnævnte medlemsstater befinder sig i.

   (jf. præmis 91-94)

3.  På området vedrørende regnskabsafslutning for EUGFL gør det forhold, at en fremgangsmåde kan forbedres, det ikke i sig selv berettiget, at der foretages finansiel korrektion. Der skal foreligge en væsentlig forsømmelse i anvendelsen af udtrykkelige fællesskabsbestemmelser, og en sådan forsømmelse skal udsætte EUGFL for en faktisk risiko for tab eller fejl. En fast korrektion kan anvendes, selv når forsømmelserne er konstateret ved anvendelsen af forudsætningsvise bestemmelser, når det forudsættes, at iagttagelsen af disse forudsætningsvise bestemmelser er nødvendig for iagttagelsen af en udtrykkelig bestemmelse.

   (jf. præmis 124 og 126)

4.  Mens det inden for rammerne af regnskabsafslutning for EUGFL påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af fællesskabsbestemmelser, påhviler det i givet fald medlemsstaten, når denne tilsidesættelse er fastslået, at godtgøre, at Kommissionen har begået en fejl med hensyn til de økonomiske virkninger af tilsidesættelsen. Såfremt Kommissionen i denne henseende ikke afslår at afholde samtlige de af tilsidesættelsen berørte udgifter, men i stedet forsøger at indføre regler, der har til formål at indføre en differentieret behandling af tilfælde af uregelmæssigheder, afhængigt af i hvilken grad kontrolforanstaltningerne er mangelfulde og af størrelsen af den risiko, som EUGFL pådrager sig, påhviler det medlemsstaten at godtgøre, at disse kriterier er vilkårlige og urimelige.

   (jf. præmis 135 og 138)

5.  På området for EUGFL findes ikke nogen bestemmelse, der giver Fællesskabets retsinstanser fuld prøvelsesret i henhold til artikel 229 EF. Fuld prøvelsesret for Fællesskabets retsinstanser vedrørende de af Kommissionen fastsatte finansielle korrektioner inden for rammerne af afslutning af EUGFL-regnskaber kan ikke støttes på disse korrektioners hævdede karakter af sanktioner. En sådan finansiel korrektion tilsigter at forhindre, at EUGFL skal afholde beløb, som ikke har tjent til finansiering af et mål, der er forfulgt i henhold til de pågældende fællesskabsbestemmelser, og den udgør således ikke en sanktion.