Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Retspleje – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

2. EF-varemærker – klagesag

(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 4; Rådets forordning nr. 40/94, art. 63)

3. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

4. EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – lovlighed

(Rådets forordning nr. 40/94)

5. Appel – anbringender – selvmodsigende begrundelse – formaliteten

Sammendrag

1. Selv om Rettens procesreglements artikel 48, stk. 2, første afsnit, er til hinder for fremsættelsen af nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, bør et anbringende, der er en uddybning af et tidligere fremsat anbringende, imidlertid admitteres.

(jf. præmis 38-40)

2. I en sag, hvorunder der er nedlagt påstand om annullation af en afgørelse truffet af et appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i forbindelse med en klage over Indsigelsesafdelingens afgørelse, har den part, der har ansøgt om registreringen af varemærket, ikke kompetence til for Retten at ændre sagens genstand, som den følger af de påstande og anbringender, som var fremsat af varemærkeansøgeren selv og af den part, som havde rejst indsigelsen for Harmoniseringskontoret.

For det første fremgår det således af artikel 63 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at det kun er muligt at ophæve eller omgøre en afgørelse, der er truffet af appelkamrene, i tilfælde af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af EF-traktaten, af forordning nr. 40/94 eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse, eller hvis der foreligger magtfordrejning. Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver i forbindelse med denne afgørelse, går således ikke ud over kontrollen af afgørelsens lovlighed og har derfor ikke til formål endnu engang at undersøge de faktiske omstændigheder, der er blevet bedømt af Harmoniseringskontorets instanser, hvilket ville kræve en hensyntagen til nye faktiske omstændigheder, der er gjort gældende for Retten.

For det andet følger det af Rettens procesreglements artikel 135, stk. 4, at parterne under sagen for Retten ikke kan ændre sagens genstand, som den har foreligget for appelkammeret.

(jf. præmis 43-45)

3. I forbindelse med vurderingen af en risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker vedrørende et varemærke for lægemidler, som en læge skal ordinere på recept, inden apotekerne kan sælge dem til forbrugerne, kan Retten uden at begå retlige fejl fastslå, at den relevante kundekreds både består af endelige forbrugere og fagfolk inden for sundhedssektoren, dvs. læger, der ordinerer lægemidlet, og apotekere, der sælger det. Den omstændighed, at mellemled, som fagfolk inden for sundhedssektoren, kan påvirke eller ligefrem afgøre de endelige forbrugeres valg, kan imidlertid ikke som sådan udelukke enhver risiko for forveksling for nævnte forbrugere for så vidt angår de omhandlede produkters oprindelse.

Eftersom det er ubestridt, at hele markedsføringsprocessen af farmaceutiske produkter har til formål, at de endelige forbrugere skal købe disse, skal mellemleddets rolle endvidere til dels vejes op imod det niveau af forhøjet opmærksomhed, som disse forbrugere vil kunne udvise, når farmaceutiske produkter ordineres, og derfor imod forbrugernes evne til at få disse fagfolk til at tage hensyn til deres opfattelse af de omhandlede varemærker og navnlig deres krav eller præferencer.

(jf. præmis 52, 57-59, 61 og 63)

4. Afgørelserne vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, som appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) skal træffe i henhold til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af de nævnte afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, som fortolket af Fællesskabets retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis.

(jf. præmis 65)

5. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag.

(jf. præmis 97)