Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra b)]

2. Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte – manglende identifikation af den retlige fejl – afvisning – bestridelse af Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten –formaliteten

[Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, første afsnit, litra c)]

3. EF-varemærker – procedureregler – ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder

(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58; Rådets forordning nr. 40/94, art. 74)

4. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 3)

5. EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker uden fornødent særpræg

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 2 og 3)

Sammendrag

1. Kriterierne for bedømmelsen af, om tredimensionale varemærker, der består af selve varens udseende, har fornødent særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er ikke forskellige fra dem, der finder anvendelse på andre typer varemærker.

Ved anvendelsen af disse kriterier er opfattelsen hos den relevante kundekreds imidlertid ikke nødvendigvis den samme, når der er tale om et tredimensionalt varemærke, der består af selve varens udseende, som når der er tale om et ord- eller figurmærke, der består af et tegn, som er uafhængigt af fremtrædelsesformen for de varer, det betegner. Gennemsnitsforbrugerne er nemlig ikke vant til at udlede varers oprindelse af deres form eller emballage uden nogen grafisk eller tekstmæssig bestanddel, og det kan derfor vise sig vanskeligere at bevise, at varemærket har særpræg, når der er tale om et tredimensionalt varemærke, end når der er tale om et ord- eller figurmærke.

Under disse omstændigheder er det kun et varemærke, der afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen og derfor kan opfylde sin grundlæggende oprindelsesfunktion, som ikke mangler fornødent særpræg i henhold til nævnte bestemmelse.

Denne retspraksis, der er udviklet i forbindelse med tredimensionale varemærker, som består af selve varens udseende, finder tilsvarende anvendelse, når det ansøgte varemærke er et figurmærke, der består af den todimensionale gengivelse af den pågældende vare, idet dette varemærke heller ikke består af et tegn, som er uafhængigt af fremtrædelsesformen for de varer, det betegner.

(jf. præmis 26-29)

2. I henhold til artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement skal et appelskrift præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten.

Derimod kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.

(jf. præmis 47 og 48)

3. Det følger af artikel 74, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at undersøgerne ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) – og i forbindelse med klage appelkamrene ved Harmoniseringskontoret – skal foretage en ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om det varemærke, der er søgt registreret, er omfattet af en af registreringshindringerne i samme forordnings artikel 7. Det følger heraf, at de kompetente instanser ved Harmoniseringskontoret kan være foranlediget til at støtte deres afgørelser på faktiske forhold, som ikke er blevet påberåbt af ansøgeren. Selv om det i princippet påhviler disse instanser at godtgøre rigtigheden af sådanne faktiske omstændigheder i deres afgørelser, er dette ikke tilfældet, når de lægger almindeligt kendte forhold til grund. En ansøger, over for hvem Harmoniseringskontoret gør sådanne almindeligt kendte forhold gældende, har mulighed for at anfægte rigtigheden heraf for Retten. Rettens konstatering af, hvorvidt de faktiske omstændigheder er almindeligt kendte forhold, er en bedømmelse af faktisk karakter, som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre der er tale om en forkert gengivelse.

(jf. præmis 50-53)

4. Varemærkets markedsandel er en oplysning, der kan være relevant ved vurderingen af, om et varemærke har fået fornødent særpræg som følge af den brug, der er gjort deraf, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker. Dette er navnlig tilfældet, når et varemærke bestående af udseendet på den vare, der søges registreret, synes at mangle fornødent særpræg på grundlag af, at det ikke afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen. I et sådant tilfælde er det nemlig sandsynligt, at et sådant varemærke kun kan få fornødent særpræg, hvis de varer, der er forsynet hermed, besidder en ikke ubetydelig andel af markedet for de pågældende varer som følge af den brug, der er gjort af varemærket.

Af samme grunde kan andelen af reklameomfanget på markedet for de pågældende varer, som de reklameudgifter, der er afholdt for at fremme et varemærke, repræsenterer, ligeledes være en relevant oplysning med henblik på at bedømme, om dette varemærke har fået fornødent særpræg ved brug.

I øvrigt henhører spørgsmålet om, hvorvidt sådanne oplysninger er nødvendige for vurderingen af, om et givet varemærke har fået fornødent særpræg ved brug, under den vurdering af de faktiske omstænder, som foretages af instanserne ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og – i tilfælde af søgsmål – af Retten.

(jf. præmis 76-78)

5. Det følger af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, sammenholdt med samme bestemmelses stk. 2, at et varemærke er udelukket fra registrering, hvis det mangler fornødent særpræg i en del af Fællesskabet.

Desuden følger det af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94, at samme bestemmelses stk. 1, litra b), ikke finder anvendelse, hvis varemærket som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg for de varer og tjenesteydelser, for hvilke det søges registreret.

Det følger heraf, at et varemærke kun kan registreres i medfør af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94, hvis det bevises, at det som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg i den del af Fællesskabet, hvor det ikke fra begyndelsen havde et sådant særpræg i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 1, litra b). Den del af Fællesskabet, som er omhandlet i nævnte artikels stk. 2, kan i givet fald bestå af en enkelt medlemsstat.

(jf. præmis 81-83)