Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – bevisbyrden påhviler Kommissionen

(Art. 226 EF)

2. Traktatbrudssøgsmål – søgsmålets genstand – afgrænsning under den administrative procedure

(Art. 226 EF)

3. Fri bevægelighed for personer – undtagelser – hensynet til den offentlige orden

(Art. 39 EF; Rådets direktiv 64/221, art. 3, og 73/148, art. 10)

Sammendrag

1. Under en traktatbrudssag påhviler det Kommissionen at godtgøre, at det påståede traktatbrud foreligger, og at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud, og Kommissionen kan ikke påberåbe sig nogen formodning herfor.

Hvad nærmere angår et klagepunkt vedrørende iværksættelsen af en national bestemmelse har Domstolen fastslået, at der for at godtgøre, at der foreligger et traktatbrud, skal fremlægges andre særlige beviser end dem, der normalt tages i betragtning under en traktatbrudssag, som udelukkende drejer sig om indholdet af en national bestemmelse. Under disse betingelser kan traktatbruddet alene påvises ved at fremlægge tilstrækkeligt dokumenterede og udførlige beviser for den praksis, som den nationale forvaltning og/eller de nationale domstole kritiseres for at anvende, og som tilskrives den pågældende medlemsstat.

Selv om en medlemsstats adfærd, der består i en administrativ praksis, der strider mod fællesskabsrettens krav, kan udgøre et traktatbrud i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 226 EF, skal denne administrative praksis desuden frembyde en vis grad af fasthed og almenhed.

(jf. præmis 48-50)

2. Kommissionens åbningsskrivelse til medlemsstaten og dens efterfølgende begrundede udtalelse, som Kommissionen afgiver i henhold til artikel 226 EF, afgrænser sagens genstand, som derefter ikke kan udvides. Følgelig skal Kommissionens begrundede udtalelse og dens søgsmål hvile på de samme klagepunkter som åbningsskrivelsen, der indledte den administrative procedure.

Imidlertid kan det ikke under alle omstændigheder kræves, at der skal være fuldstændigt sammenfald mellem klagepunkterne i åbningsskrivelsen, konklusionen i den begrundede udtalelse og de i stævningen nedlagte påstande, når sagsgenstanden ikke er blevet udvidet eller ændret, men derimod begrænset.

(jf. præmis 59-61)

3. Nationale myndigheders påberåbelse af begrebet den offentlige orden, som afviger fra det grundlæggende princip om den frie bevægelighed for personer, forudsætter under alle omstændigheder, at der ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.

I så henseende har en medlemsstat tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 39 EF, artikel 3 i Rådets direktiv 64/221 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, samt artikel 10 i direktiv 73/148 om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsninger inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser, når den bestemmer, at kun »alvorlige« årsager vedrørende den offentlige orden kan begrunde en udvisning, når det drejer sig om fællesskabsstatsborgere, der råder over en opholdstilladelse af ubegrænset varighed. En sådan national lovgivning skaber nemlig en tvivl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er taget korrekt hensyn til kravene i fællesskabsretten vedrørende fællesskabsstatsborgere med en tidsbegrænset opholdstilladelse.

(jf. præmis 34, 70, 72 og 126 samt domskonkl.)