This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62003CJ0121
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
1. Miljø – affald – direktiv 75/442 – begreb – stof, som man skiller sig af med – husdyrgødning – ikke omfattet – betingelser – dyr, som er døde på en bedrift – omfattet
[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a)]
2. Miljø – affald – direktiv 75/442 – »andre bestemmelser« i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b) – fællesskabs- eller nationale bestemmelser – betingelser
[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 2, stk. 1, litra b)]
3. Miljø – vurdering af visse projekters indvirkning på miljøet – direktiv 85/337 – forpligtelse til at vurdere projekter henhørende under de kategorier, som er opregnet i bilag II – medlemsstaternes skønsbeføjelse – rækkevidde og grænser
(Rådets direktiv 85/337, som ændret ved direktiv 97/11, art. 2, stk. 1, art. 4, stk. 2, og bilag II)
4. Miljø – beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget – direktiv 91/676 – anvendelsesområde – husdyrgødning – omfattet – anvendelse af husdyrgødning til landbrugsgødning – ikke omfattet af den ordning for beskyttelse af grundvandet, som er indført ved direktiv 80/68
(Rådets direktiv 80/68, art. 5, og direktiv 91/676)
1. Anvendelsesområdet for begrebet affald i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, afhænger af, hvorledes udtrykket »skille sig af med« i direktivets artikel 1, litra a), stk. 1, skal forstås.
Herom gælder, at i visse situationer skal et gode, et materiale eller et råstof, der fremkommer under en udvindings- eller fremstillingsproces, som ikke primært har dette til formål, ikke anses for et restprodukt, men et biprodukt, som virksomheden ikke ønsker at »skaffe sig af med« i denne bestemmelses forstand, men som den efterfølgende ønsker at udnytte eller markedsføre på en for den fordelagtig måde uden forudgående forarbejdning. I en sådan situation er goder, materialer eller råstoffer, der som produkter har en økonomisk værdi, uanset om der sker en eller anden form for forarbejdning, og der som sådan er undergivet de bestemmelser, der finder anvendelse på sådanne produkter, ikke omfattet af direktivets bestemmelser, der tilsigter bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald, såfremt det ikke blot er muligt, men sikkert, at der sker en sådan genanvendelse uden forudgående forarbejdning og i forlængelse af fremstillingsprocessen.
Under de samme betingelser falder husdyrgødning derfor uden for begrebet affald, hvis det anvendes som gødning til jorden på bestemte arealer som led i en lovlig praksis for spredning, og hvis opbevaringen heraf alene sker med henblik på spredning. Den omstændighed, at sådan husdyrgødning ikke anvendes på jorder henhørende under den samme landbrugsbedrift som den, gødningen stammer fra, men anvendes af andre erhvervsdrivende, er i den forbindelse uden betydning.
Derimod kan dyr, som er døde på bedriften og ikke er blevet slagtet med henblik på menneskelig ernæring, under ingen omstændigheder anvendes på en sådan måde, at de undtages fra begrebet affald i direktivets forstand. Indehaveren af sådanne dyr er forpligtet til at skille sig af med dem, hvorfor de må betragtes som affald.
(jf. præmis 57, 58, 60-62 og 64)
2. Begrebet »andre bestemmelser« i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, kan vedrøre såvel fællesskabs- som nationale bestemmelser om en af de affaldskategorier, som er nævnt i den omhandlede bestemmelse, såfremt de pågældende fællesskabs- eller nationale bestemmelser vedrører håndteringen af det pågældende affald som sådan og fører til et miljøbeskyttelsesniveau, der mindst svarer til direktivets.
(jf. præmis 69)
3. Artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved 97/11, bestemmer, at medlemsstaterne på grundlag af en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller på grundlag af de af medlemsstaterne fastsatte grænseværdier eller kriterier skal afgøre, om projekter, der er opført i direktivets bilag II, skal vurderes hvad angår deres indvirkning på miljøet. Denne bestemmelse har i det væsentlige samme rækkevidde som bestemmelsen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337 i dets oprindelige affattelse. Den ændrer ikke hovedreglen i dette direktivs artikel 2, stk. 1, om, at der for projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal foretages en vurdering heraf.
(jf. præmis 91 og 92)
4. Ordningen på fællesskabsniveau til beskyttelse af vand mod forurening som følge af husdyrgødning har ikke grundlag i direktiv 80/68 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer, men i direktiv 91/676 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget. Det sidstnævnte direktiv har nemlig særligt til formål at bekæmpe den vandforurening, som beror på spredningen, udledningen eller dumpningen af animalske ekskrementer og en overdreven anvendelse af husdyrgødning. De i direktivet indeholdte bestemmelser til beskyttelse af vand foreskriver præcise foranstaltninger for håndtering, som medlemsstaterne skal pålægge landbrugerne, og som tager hensyn til, at områderne, hvori udledningen foretages, er mere eller mindre sårbare. Hvis artikel 5 i direktiv 80/68 fortolkedes på den måde, at medlemsstaterne skal foretage en forudgående undersøgelse, der bl.a. indeholder en hydrogeologisk undersøgelse, i forbindelse med enhver anvendelse af husdyrgødning til landbrugsgødning, ville den beskyttelsesordning, som er indført ved 80/68, delvis træde i stedet for den, der særligt er indført ved direktiv 91/676.
(jf. præmis 101 og 102)