This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62002CJ0025
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
1. Fællesskabsret — principper — grundlæggende rettigheder — forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn — betingelse for, at Fællesskabets retsakter er lovlige
2. Fri bevægelighed for personer — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — læger — direktiv 86/457 og 93/16 — særlig uddannelse til alment praktiserende læge — krav om et vist antal perioder med heltidsuddannelse — bedømmelse i lyset af princippet om forbud mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn — lovligt — (Rådets direktiv 76/207, direktiv 86/457, art. 5, stk. 1, og direktiv 93/16, art. 34, stk. 1)
1. Overholdelse af forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der hører til de grundrettigheder, som omfattes af fællesskabsrettens generelle principper, som Domstolen skal sikre overholdt, er en betingelse for, at enhver retsakt, der vedtages af Fællesskabets institutioner, er lovlig.
(jf. præmis 25 og 28 samt domskonkl. 1)
2. Artikel 5, stk. 1, i direktiv 86/457 om en særlig uddannelse til alment praktiserende læge og artikel 34, stk. 1, i direktiv 93/16 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, hvorefter deltidsuddannelse til alment praktiserende læge skal omfatte et vist antal perioder med heltidsuddannelse, er ikke uforenelige med forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn som omhandlet i direktiv 76/207.
Såfremt et sådant krav faktisk navnlig er til skade for kvinder i forhold til mænd, må det imidlertid anses for begrundet i objektive faktorer, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, idet fællesskabslovgiver således med rimelighed kunne finde, at kravet gør det muligt for lægen at erhverve den nødvendige erfaring ved at følge patienternes sygdomme, som de kan udvikle sig over tid, samt at opsamle tilstrækkelig erfaring med forskellige situationer, der særligt kan forekomme i en almen medicinsk praksis.
(jf. præmis 35, 40 og 42 samt domskonkl. 2)