Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Særlige rettergangsformer - formaliteten - hovedsag med påstand om annullation af en beslutning fra Kommissionen, der pålægger tilbagesøgning af statsstøtte - tilstedeværelse af retsmidler for de nationale retter mod nationale gennemførelsesforanstaltninger - manglende relevans med hensyn til, om begæringen om foreløbige forholdsregler kan antages til realitetsbehandling

(Art. 242 EF; art. 83, stk. 2, i Domstolens procesreglement; art. 104, stk. 1, i Rettens procesreglement)

2. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - begæring om udsættelse af gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen, der pålægger tilbagesøgning af statsstøtte til omstrukturering - anvendelse af særligt strenge kriterier ved fumus boni juris - udelukket

(Art. 242 EF; art. 83, stk. 2, i Domstolens procesreglement; art. 104, stk. 2, i Rettens procesreglement)

3. Appel - anbringender - urigtig bedømmelse af faktiske omstændigheder - afvisning - Domstolens prøvelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket

(Art. 225 EF; art. 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen)

Sammendrag

1. Den omstændighed, at en virksomhed, der har fået tildelt statsstøtte, som Kommissionen kræver tilbagesøgt, kan anlægge sag for de nationale retter til prøvelse af gennemførelsesforanstaltningerne til beslutning, kan ikke føre til en ændring af reglen i artikel 104, stk. 1, i Rettens procesreglement, hvorefter spørgsmålet, om en begæring om udsættelse af gennemførelsen af institutions retsakt kan antages til realitetsbehandling, kun er undergivet en betingelse om, at den, som har fremsat anmodningen, har anfægtet denne retsakt under en sag for Retten, og til at nægte en sådan virksomhed, som faktisk har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning, en foreløbig domstolsbeskyttelse for Fællesskabets retsinstanser.

( jf. præmis 32 og 33 )

2. Ved prøvelsen af en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen, som pålægger tilbagesøgning af en statsstøtte til omstrukturering, er det ikke berettiget at anvende særligt strenge kriterier for at anerkende, at der foreligger fumus boni juris, fordi betingelsen om uopsættelighed på grund af støttemodtagerens insolvensproblemer altid vil være opfyldt. At en virksomhed er insolvent, indebærer således ikke nødvendigvis, at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt, idet der ved undersøgelsen af selskabets økonomiske levedygtighed kan foretages en vurdering af dens økonomiske situation, navnlig ved at tage hensyn til de forhold, der karakteriserer den koncern, som den er tilknyttet via sine aktionærer.

Selv om en udsættelse af gennemførelsen af en beslutning om tilbagesøgning af en uforenelig støtte kan forlænge de negative virkninger for konkurrencen, som skabes af denne støtte, står det dog fast, at i den modsatte situation vil en øjeblikkelig gennemførelse af en sådan beslutning normalt medføre uoprettelige virkninger for den støttemodtagende virksomhed, uden at det nødvendigvis kan udelukkes, at opretholdelsen af støtten i sidste instans findes berettiget på grund af eventuelle mangler, som beslutningen måtte være behæftet med.

Endelig vil en opfattelse, som støttes på særligt strenge kriterier, risikere at medføre en overdreven forringelse af den midlertidige retsbeskyttelse og begrænse det vide skøn, som Fællesskabets retsinstanser råder over med henblik på at udøve de beføjelser, de er tillagt.

( jf. præmis 54, 56, 58 og 59 )

3. I henhold til artikel 225 EF og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen er appellen begrænset til retsspørgsmål og skal støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har tilsidesat fællesskabsretten. Det er således alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, medmindre en indholdsmæssig urigtighed af dens konstateringer måtte følge af de akter, den har fået forelagt i sagen, dels at tage stilling til de faktiske omstændigheder i sagen.

Endvidere bemærkes, at Domstolen under en appel principielt ikke har kompetence til at undersøge de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen eller vurderingen af faktum. Når de almindelige retsgrundsætninger vedrørende bevisbyrde såvel som de processuelle regler for fremlæggelse af bevis er blevet iagttaget, har alene Retten kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt.

( jf. præmis 66 og 67 )