Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61998CJ0303

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - anvendelsesområde - læger på skadestuer - omfattet

(Rådets direktiv 89/391, art. 2, stk. 1 og 2, og 93/104, art. 1, stk. 3)

2. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - ingen udtrykkelige gennemførelsesbestemmelser - undtagelser i medfør af artikel 17 - anvendelighed

(Rådets direktiv 93/104, art. 17)

3. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - arbejdstid - begreb - læger på skadestuer - tid med vagttjeneste - omfattet

(Rådets direktiv 93/104, art. 2, nr. 1)

4. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - natarbejde - begreb - anvendelse på læger i de offentlige hospitalscentre, der er omfattet af et offentligretligt arbejdsforhold, af lovgivningen om natarbejde for arbejdstagere, der er omfattet af privatretlige regler

(Rådets direktiv 93/104, art. 2, nr. 4)

5. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - skifteholdsarbejde - begreb

(Rådets direktiv 93/104, art. 2, nr. 5 og 6)

6. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - maksimal ugentlig arbejdstid - undtagelse - ubetinget og præcis karakter

(Rådets direktiv 93/104, art. 16, nr. 2, og art. 17, stk. 2 og 4)

7. Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed - direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - maksimal ugentlig arbejdstid - undtagelse - arbejdstagerens samtykke

[Rådets direktiv 93/104, art. 18, stk. 1, litra b), nr. i)]

Sammendrag

1. Det fremgår såvel af formålet med direktiv 89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet som af ordlyden af direktivets artikel 2, stk. 1, at dets anvendelsesområde skal fortolkes vidt, og at undtagelserne fra direktivet, herunder undtagelsen i artikel 2, stk. 2, om visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, hvis formål er at sikre den offentlige orden og sikkerhed, der er en uomgængelig nødvendig forudsætning for et velordnet samfundsliv, skal fortolkes snævert.

Et arbejde som det, som udføres af lægerne på skadestuer, der udøver deres virksomhed inden for sådanne rammer, at de hører til den offentlige sektor, og som er et arbejde, der under normale forhold ikke kan sidestilles med de aktiviteter, der nævnes i artikel 2, stk. 2, i direktiv 89/391, og som heller ikke er omfattet af en af undtagelserne i artikel 1, stk. 3, i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, henhører under anvendelsesområdet for de nævnte direktiver.

( jf. præmis 33-41 og domskonkl. 1 )

2. Selv om der ikke foreligger udtrykkelige gennemførelsesbestemmelser til direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, er den nationale lovgivning, der finder anvendelse på en bestemt aktivitet, i overensstemmelse med det nævnte direktiv, såfremt den opfylder de betingelser, der angives i direktivets artikel 17, ifølge hvilken direktivets artikel 3, 4, 5, 6, 8 og 16 kan fraviges ved love eller administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Følgelig kan den nationale ret anvende sin nationale lovgivning, i det omfang denne under hensyn til karakteren af det arbejde, der udføres af lægerne på skadestuer, opfylder betingelserne i artikel 17 i direktiv 93/104.

( jf. præmis 43, 44 og 45 samt domskonkl. 2 )

3. Den tid, hvorunder lægerne på en skadestue udfører vagt efter ordningen med fysisk tilstedeværelse i sundhedsinstitutionen, skal fuldt ud betragtes som arbejde og efter omstændighederne som overarbejde i henhold til direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. For så vidt angår ordningen med vagter, hvorunder de pågældende læger er til rådighed på tilkald, skal kun den tid, der faktisk er brugt til at yde de primære behandlingsydelser, betragtes som arbejdstid.

( jf. præmis 52 og domskonkl. 3 )

4. Lægerne på skadestuer, som med regelmæssige mellemrum udfører vagttjeneste om natten, kan ikke anses for natarbejdere som omhandlet i artikel 2, nr. 4, litra a), i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden alene i henhold til dette direktivs artikel 2, nr. 4, litra b), såfremt medlemsstaten ikke har truffet nogen foranstaltning i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse. Spørgsmålet om, hvorvidt den nationale lovgivning om natarbejde for arbejdstagere, der er omfattet af privatretlige regler, kan finde anvendelse på lægerne på skadestuer, der arbejder efter offentligretlige forskrifter, er et spørgsmål, som det tilkommer den nationale ret at afgøre i overensstemmelse med national lovgivning.

( jf. præmis 55-58 og domskonkl. 4 )

5. Arbejdet, der udføres af lægerne på skadestuerne under vagttjeneste, der er tilrettelagt således, at arbejdstagerne afløser hinanden på de samme arbejdspladser efter en bestemt tidsplan på skift, hvilket kræver, at de arbejder på forskellige tidspunkter over en given periode af dage eller uger, udgør skifteholdsarbejde, og disse læger er skifteholdsarbejdere som omhandlet i artikel 2, nr. 5 og 6, i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

( jf. præmis 62 og 64 samt domskonkl. 5 )

6. Selv om artikel 16, nr. 2, i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden - som giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en referenceperiode på ikke over fire måneder for gennemførelsen af direktivets artikel 6, som vedrører den maksimale ugentlige arbejdstid - og direktivets artikel 17, stk. 2, nr. 2.1, litra c), nr. i) - hvorefter medlemsstaterne kan fravige artikel 16, nr. 2, for aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion - giver medlemsstaterne en vis skønsmargen med henblik på gennemførelsen af artikel 6, har dette forhold ingen indflydelse på, hvorvidt disse bestemmelser er ubetingede og præcise. Det fremgår således af artikel 17, stk. 4, i direktiv 93/104, at referenceperioden under ingen omstændigheder må overstige tolv måneder. Det følger heraf, at den nævnte skønsmargen ikke udelukker, at det kan afgøres, hvilke rettigheder med hensyn til en minimumsbeskyttelse der under alle omstændigheder skal gennemføres.

Såfremt der ikke foreligger nationale bestemmelser, der gennemfører artikel 16, nr. 2, i direktiv 93/104 eller efter omstændighederne udtrykkeligt fastsætter en af undtagelserne i direktivets artikel 17, stk. 2, 3 og 4, kan disse bestemmelser følgelig fortolkes således, at de har direkte virkning og følgelig giver borgerne et retligt krav på, at referenceperioden for gennemførelse af den maksimale ugentlige arbejdstid ikke overstiger tolv måneder.

( jf. præmis 66-70 og domskonkl. 6 )

7. Som det fremgår af ordlyden af artikel 18, stk. 1, litra b), nr. i), første led, i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, hvorefter medlemsstaterne kan undlade at anvende nævnte direktivs artikel 6, der vedrører den maksimale ugentlige arbejdstid, kræves der efter denne bestemmelse et individuelt samtykke fra arbejdstageren. Et samtykke, der er givet af fagforeningerne som parter i en kollektiv overenskomst eller aftale, kan følgelig ikke sidestilles med et samtykke, der er givet af arbejdstageren selv.

( jf. præmis 72, 73 og 74 samt domskonkl. 7 )

Top