Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1 Kultur - fællesskabsprogrammer - Media-programmet - ansøgninger om finansiering af filmdistribution - betingelser for, at ansøgninger kan tages i betragtning - Kommissionens skøn - krav om, at tre forskellige filmudlejere skulle indgå en aftale om biografforevisning af en film - begrebet »forskellige filmudlejere« - fortolkning - hensyntagen til sammenhængen og ordenes normale mening - udlejere, der ikke tidligere havde haft et betydeligt og fast samarbejde

(Rådets afgørelse 90/685)

2 Kultur - fællesskabsprogrammer - Media-programmet - ydelse af støtte - betingelse - støtten forenelig med traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF)

(EF-traktaten, art. 85, 86 og 93 (nu art. 81 EF, 82 EF og 88 EF))

3 Annullationssøgsmål - Fællesskabets retsinstansers kompetence - fortolkning af begrundelsen for en forvaltningsakt - grænser

(EF-traktaten, art. 173 (efter ændring nu art. 230 EF) og 174 (nu art. 231 EF))

Sammendrag

1 I forbindelse med gennemførelsen af handlingsprogrammet til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle industri (Media), der er reguleret i Rådets afgørelse 90/685, indeholder retningslinjerne for det organ, der bistår Kommissionen i den finansielle gennemførelse af programmet, European Film Distribution Office (EFDO), en fastsættelse af betingelserne for at komme i betragtning med henblik på finansiel fællesskabsstøtte.

Den omstændighed, at disse EFDO-betingelser eksisterer, og at de er godkendt af Kommissionen, kan ikke i sig selv være tilstrækkelig til at udelukke, at Kommissionen overhovedet har en skønsbeføjelse med hensyn til, om ansøgninger om finansiering kan tages i betragtning.

For så vidt angår ansøgninger om finansiering af filmdistribution krævedes det i henhold til retningslinjernes punkt III.1, litra a), at mindst tre forskellige filmudlejere fra mindst tre forskellige lande i Den Europæiske Union eller lande, hvormed der var indgået samarbejdsaftaler, skulle indgå aftale om biografforevisning af en film, og at de skulle indgive deres ansøgninger inden for samme frist.

Da retningslinjerne ikke indeholdt en definition af begrebet »forskellige filmudlejere«, skal fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af dette udtryk ske under hensyn til den generelle sammenhæng, hvori det anvendes, og efter dets normale mening i sædvanlig sprogbrug.

Det er derfor med rette, at Retten har fastslået, at Kommissionen kunne fortolke og anvende betingelsen om, at der skulle kræves tre forskellige filmudlejere under henvisning til formålene med Media-programmet, der fremgår af Kommissionens meddelelse om den audiovisuelle politik og af afgørelse 90/685, og at den således kunne kræve, at ansøgninger om finansiering af filmdistribution for at kunne imødekommes skulle indgives af mindst tre filmudlejere, der ikke tidligere havde haft et betydeligt og fast samarbejde. (jf. præmis 22-27)

2 De samme hensyn til sammenhængen, hvorefter Kommissionen ikke kan give tilladelse til statsstøtte ved afslutningen af en procedure i medfør af traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) uden at kontrollere, at støttemodtageren ikke er i en situation, hvor den pågældende overtræder traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF), kræver i forbindelse med gennemførelsen af Media-programmet, som er reguleret i Rådets afgørelse 90/685, at fællesskabsstøtte ikke ydes en virksomhed ejet i fællesskab, uden at det er blevet undersøgt, om den er forenelig med traktatens artikel 85. (jf. præmis 29 og 30)

3 Domstolen og Retten har i forbindelse med legalitetskontrollen i henhold til traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) kompetence til at træffe afgørelse i sager, der anlægges under påberåbelse af inkompetence, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, tilsidesættelse af traktaten eller af retsregler vedrørende dens gennemførelse samt af magtfordrejning. I medfør af EF-traktatens artikel 174 (nu artikel 231 EF) skal den anfægtede retsakt erklæres ugyldig, hvis sagsøgeren får medhold. Domstolen og Retten kan således under ingen omstændigheder sætte deres egen begrundelse i stedet for den, udstederen af den anfægtede retsakt har angivet.

Under et annullationssøgsmål kan Retten ganske vist finde anledning til at fortolke den anfægtede retsakts begrundelse på en anden måde end den udstedende myndighed og under visse omstændigheder endog til at forkaste den begrundelse, der er angivet af den udstedende myndighed, men dette kan Retten ikke, når intet faktisk forhold giver grundlag herfor.

En dom fra Retten, hvori Retten som følge af en forvanskning af indholdet af den omtvistede beslutning har sat sin egen begrundelse i stedet for den, udstederen af retsakten har angivet, må derfor ophæves. (jf. præmis 38, 42, 48 og 49)