Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° ydelser der skal betales i henhold til lovgivningen i en medlemsstat som erstatning for en skade, der er indtraadt paa en anden medlemsstats omraade ° forpligtede institutioners krav over for en erstatningspligtig tredjemand ° fastlaeggelse efter lovgivningen i den forpligtede institutions hjemland ° national lovgivning der udelukker den forpligtede institutions indtraeden i krav eller selvstaendige regreskrav ° finder ikke anvendelse paa institutioner i andre medlemsstater

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 93, stk. 1)

Sammendrag

Artikel 93, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at baade betingelserne for og omfanget af det krav, en social sikringsinstitution i forordningens forstand har over for den person, der er ansvarlig for en skade, som er indtraadt paa en anden medlemsstats omraade, og som har foert til udbetaling af sociale sikringsydelser til daekning af udgifter saasom udgifter til hospitalsophold og transport, fastlaegges efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor institutionen har hjemsted. Navnlig udelukker bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter den forpligtede institution hverken kan indtraede i de krav, som modtageren af ydelserne har over for den erstatningspligtige tredjemand, eller kan goere selvstaendige krav gaeldende over for tredjemand, ikke regres fra forpligtede institutioner i andre medlemsstater.

Artikel 93, stk. 1, har nemlig til formaal, at en social sikringsinstitution, der har udbetalt ydelser som foelge af en skade, der er indtruffet paa en anden medlemsstats omraade, over for den ansvarlige tredjemand skal kunne gennemfoere de krav, den har i henhold til den for den gaeldende lovgivning, hvilket er et logisk og rimeligt modstykke til, at institutionernes forpligtelser er udvidet til at omfatte hele Faellesskabets omraade, og bestemmelsen er en lovkonfliktregel, ifoelge hvilken en national domstol i en sag, hvorunder et erstatningskrav goeres gaeldende mod skadevolderen, skal anvende lovgivningen i den medlemsstat, hvor den forpligtede institution har hjemsted, ikke alene med henblik paa at afgoerelsen af, om institutionen lovligt er indtraadt i skadelidtes krav eller har et selvstaendigt krav mod den ansvarlige tredjemand, men ogsaa med henblik paa fastlaeggelsen af karakteren og omfanget af de fordringer, den forpligtede institution er indtraadt i eller har som selvstaendige krav mod tredjemand.

Artikel 93, stk. 1, har imidlertid ikke til formaal at aendre de regler, der finder anvendelse ved afgoerelsen af, om og i hvilket omfang skadevolderen har paadraget sig et erstatningsansvar uden for kontraktforhold, hvorfor spoergsmaalet herom fortsat er undergivet de materielle regler, som normalt skal anvendes af den nationale domstol, ved hvilken den forpligtede institution eller skadelidte har anlagt sag, hvilket som udgangspunkt vil sige lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade skaden er indtruffet.