Sag 103/84

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber

mod

Den italienske Republik

»Traktatbrud — foranstaltninger med tilsvarende virkning — støtte til køb af indenlandsk fremstillede køretøjer«

Sammendrag

1. Traktatbrudssag – søgsmålets genstand – fastlæggelse i den begrundede udtalelse – medlemsstatens frist – forholdet senere berigtiget – retlig interesse i sagsanlægget – medlemsstatens eventuelle ansvar

   (EØF-traktaten, art. 169)

2. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – begreb

   (EØF-traktaten, art. 30)

3. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – foranstaltning, der vil kunne kvalificeres som støtte efter betydningen i traktatens artikel 92 – mulighed herfor udelukker ikke anvendelse af forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning

   (EØF-traktaten, art. 30 og 92)

4. Frie varebevægelser – undtagelser – traktatens artikel 36 – snæver fortolkning – rækkevidde – hensyn af økonomisk art – ikke omfattet af anvendelsesområdet

   (EØF-traktaten, art. 36)

5. Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – støtte betinget af indkøb af indenlandsk fremstillede køretøjer

   (EØF-traktaten, art. 30)

1.  Genstanden for et søgsmål efter traktatens artikel 169 fastlægges i Kommissionens begrundede udtalelse, og selv om traktatbruddet bringes til ophør efter udløbet af den frist, der fastsættes i medfør af artikel 169, stk. 2, bevares den retlige interesse i sagsanlægget. Denne interesse kan bestå i, at Domstolen fastslår grundlaget for det ansvar, som en medlemsstat kan pådrage sig som følge af sit traktatbrud, navnlig over for private, der har lidt tab på grund af traktatbruddet.

2.  Enhver national handelsregulering, som er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, at hindre samhandelen inden for Fællesskabet, har karakter af en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der er forbudt efter traktatens artikel 30. En national foranstaltning falder ikke uden for forbudet i artikel 30, selv om der er tale om en ubetydelig importhindring, og selv om der findes andre muligheder for at afsætte de importerede varer.

3.  Traktatens bestemmelser om statsstøtte må under ingen omstændigheder anvendes til at sætte traktatens bestemmelser om de frie varebevægelser ud af spil. Begge regelsæt tilstræber samme formål, nemlig at sikre, at varerne frit kan omsættes mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Den omstændighed, at en national foranstaltning eventuelt kan kvalificeres som støtte efter traktatens artikel 92, udgør derfor ikke en tilstrækkelig begrundelse for at undtage foranstaltningen fra forbudet i artikel 30.

4.  Traktatens artikel 36 skal fortolkes snævert, således at de heri nævnte undtagelser ikke kan anvendes i andre tilfælde end dem, der udtrykkeligt er opregnet i bestemmelsen. Endvidere omhandler artikel 36 kun hensyn af ikke-økonomisk art.

5.  En national retsforskrift, hvorefter kommunale virksomheder, som varetager offentlig persontransport, skal indkøbe indenlandsk fremstillede køretøjer for at få udbetalt støtte, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, der er forbudt efter traktatens artikel 30, fordi den virker som en tilskyndelse til køb af indenlandsk fremstillede køretøjer.