Sag T-1088/23

RTL Group Markenverwaltungs GmbH

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Syvende Afdeling) af 7. maj 2025

»EU-varemærker – fortabelsessag – EU-figurmærket RTL – manglende reel brug af varemærket – artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001 – fremlæggelse af kendsgerninger og beviser for første gang for appelkammeret – artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001 – artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2018/625 – misbrug af rettigheder«

1. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – bevis for brug – reel brug – begreb – bedømmelseskriterier – krav om konkrete og objektive beviser

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 18, stk. 1, og art. 58, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 16, 19, 20 og 91-93)

2. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – bevis for brug – delvis brug – indvirkning

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 18, stk. 1, og art. 58, stk. 2)

   (jf. præmis 17 og 18)

3. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – begæring om fortabelse – formaliteten – ingen betingelse om, at der ikke foreligger misbrug af rettigheder, eller om, at indgiveren af begæringen om fortabelse er i god tro

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 63, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 27-30)

4. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – figurmærket RTL

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 18, stk. 1, og art. 58, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 35, 55, 82, 83, 95 og 101)

5. EU-varemærker – procedureregler – fortabelsessag – kendsgerninger og beviser, der ikke er fremlagt inden for den med henblik herpå fastsatte frist – hensyntagen – appelkammerets skønsbeføjelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 95, stk. 2; Kommissionens forordning 2018/625, art. 27, stk. 4)

   (jf. præmis 45-47 og 49)

6. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – tredjemands brug med varemærkeindehaverens samtykke

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 18, stk. 2)

   (jf. præmis 62)

7. EU-varemærker – afkald, fortabelse og ugyldighed – fortabelsesgrunde – manglende reel brug af varemærket – bevis for brug – reel brug – begreb – bedømmelseskriterier – varemærke, der er velkendt i Unionen – ingen betydning

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 5, art. 18, stk. 1, og art. 58, stk. 1, litra a)]

   (jf. præmis 94)

Resumé

I denne dom omgjorde Retten en afgørelse truffet af appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO). Retten præciserede, hvorvidt en begæring om fortabelse kan være udtryk for misbrug, og behandlede spørgsmål om appelkammerets udøvelse af sin skønsbeføjelse med hensyn til et afslag på at tage hensyn til beviser, der er blevet fremlagt for første gang for appelkammeret uafhængigt af de skriftlige begrundelser, der er fastsat i delegeret forordning 2018/625 ( 1 ), om reel brug af et varemærke for tjenesteydelser i form af virksomhed vedrørende reklame, salgsfremstød og marketing, som leveres af et selskab, der er en del af en koncern, der navnlig udbyder tjenesteydelser i form af udsendelse af reklamer, og om betydningen af et varemærkes renommé for vurderingen af den reelle brug af varemærket for andre varer og tjenesteydelser.

Sagsøgeren, RTL Group Markenverwaltungs GmbH, havde siden 2016 været indehaver af EU-figurmærket RTL for flere varer og tjenesteydelser ( 2 ). I 2021 indgav intervenienten, Marcella Örtl, en begæring om fortabelse ( 3 ) med den begrundelse, at der ikke var gjort reel brug af dette varemærke for alle de varer og tjenesteydelser, for hvilke det var blevet registreret, i en sammenhængende periode på fem år. Annullationsafdelingen ved EUIPO tog begæringen om fortabelse delvist til følge med hensyn til visse varer og tjenesteydelser.

Appelkammeret ved EUIPO, hvortil sagsøgeren havde indgivet en klage, fastslog dels, at begæringen om fortabelse kunne antages til realitetsbehandling, dels at annullationsafdelingens afgørelse skulle annulleres delvist, for så vidt som denne havde erklæret det anfægtede varemærke fortabt for bl.a. en underkategori af tjenesteydelser i form af »virksomhed vedrørende reklame, marketing og salgsfremstød«, dvs. tjenesteydelser i form af »udsendelse af reklamer via fjernsyn, radio og elektroniske medier« ( 4 ), og afslog i øvrigt klagen. Sagsøgeren nedlagde med søgsmålet for Retten påstand om annullation eller omgørelse af denne afgørelse.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede for det første, at fortabelsesgrundene har til formål at beskytte den almene interesse, der ligger til grund for dem, hvilket er grunden til, at det ikke kræves, at indgiveren af begæringen skal godtgøre at have en retlig interesse. Denne analyse understøttes af 24. betragtning til forordning 2017/1001 og af formålet med denne forordnings artikel 63, stk. 1, litra a), som er at give den bredest mulige kreds af personer mulighed for at anfægte et EU-varemærke, der ikke har været genstand for reel brug i en bestemt periode, uden at kræve, at de godtgør at have en retlig interesse. For så vidt som en begæring om fortabelse kan indgives af »enhver fysisk eller juridisk person« på grund af manglende eller utilstrækkelig brug af et varemærke, er spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger misbrug af rettigheder, ikke relevant med henblik på vurderingen af, om en sådan begæring kan antages til realitetsbehandling. På samme måde er hverken antagelsen til realitetsbehandling eller berettigelsen af en begæring om fortabelse betinget af, at indgiveren af begæringen er i god tro, eftersom fortabelse på grund af manglende brug af et varemærke i en femårsperiode er en retsfølge, der er påbudt ved forordning 2017/1001 ( 5 ).

Selv om sagsøgeren i denne forbindelse henviste til Sandra Pabst-sagen ( 6 ), bemærkede Retten, at Sandra Pabst-sag var kendetegnet ved usædvanlige omstændigheder, som ikke forelå i den foreliggende sag. I modsætning til Sandra Pabst-sagen var intervenienten ikke et selskab, der rent formelt var oprettet med det formål at indgive flere begæringer om fortabelse. Sagsøgeren havde desuden ikke godtgjort, at begæringen om fortabelse i det foreliggende tilfælde var dømt til at mislykkes og således udelukkende tjente til at pålægge sagsøgeren en urimelig byrde eller til at lægge pres på denne. Intervenientens hensigt om at bruge et varemærke, der kunne give anledning til forveksling på grund af ligheder med det anfægtede varemærke, viste tværtimod, at sidstnævnte havde reel interesse i, at varemærkeregistret blev ajourført for så vidt angår udstrækningen af sagsøgerens monopol på det anfægtede varemærke.

Retten forkastede derfor sagsøgerens argument om, at begæringen om fortabelse ikke kunne antages til realitetsbehandling på grund af denne begærings angivelige karakter af misbrug.

For det andet henviste Retten til praksis vedrørende EUIPO’s skønsbeføjelse med henblik på at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som er påberåbt eller fremført for sent ( 7 ), og fremhævede, at denne hensyntagen skal udgøre resultatet af en objektiv og begrundet udøvelse af den skønsbeføjelse, som det tilkommer Retten at efterprøve.

Retten fastslog, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde havde indgivet bemærkninger og beviser for sent, og at appelkammeret derfor burde have udøvet sin skønsbeføjelse med henblik på at afgøre, om der skulle tages hensyn hertil i forbindelse med den afgørelse, som det skulle træffe. I det foreliggende tilfælde forelå der imidlertid ikke en sådan objektiv og begrundet skønsudøvelse, for så vidt som appelkammeret så bort fra disse oplysninger alene med den begrundelse, at de ikke var blevet fremlagt sammen med én af de begrundelser, der er omhandlet i delegeret forordning 2018/625 ( 8 ), uden at have undersøgt, om betingelserne i denne forordnings artikel 27, stk. 4, var opfyldt. Undersøgelsen af, om de bemærkninger og beviser, der blev fremlagt for første gang for appelkammeret, kunne antages til realitetsbehandling, kunne nemlig ikke begrænses til de kendsgerninger og beviser, der var blevet fremlagt med de begrundelser, der er omhandlet i delegeret forordning 2018/625, eftersom en sådan begrænsning hverken fremgår af artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001 eller af artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.

Følgelig begik appelkammeret en fejl ved at se bort fra de bemærkninger og beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for sent, uden at udøve den skønsbeføjelse, som det er tillagt.

For det tredje undersøgte Retten, om de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt vedrørende de aktiviteter, som blev udført af selskaberne i den koncern, som sagsøgeren tilhørte, var egnede til at godtgøre brugen af det anfægtede varemærke ikke alene for underkategorien af tjenesteydelser i form af udsendelse af reklamer, således som appelkammeret havde anført, men også ud over denne ene underkategori for kategorien af tjenesteydelser i form af virksomhed vedrørende »reklame, marketing og salgsfremstød« i sin helhed.

Retten anførte først og fremmest, at sagsøgeren havde godtgjort, at selskaberne i den koncern, som sagsøgeren tilhørte, havde leveret tjenesteydelser til annoncørerne vedrørende udarbejdelse og fremstilling af bl.a. TV-reklamer. Sagsøgeren havde således fremlagt beviser vedrørende tjenesteydelser, der indebar et kreativt bidrag fra disse selskaber ved udformningen af reklamer, som ikke var begrænset til den blotte udbredelse af reklameindhold, der var skabt af tredjemand.

Dernæst var Retten af den opfattelse, at det fremgik af de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt, at denne tilbød annoncørerne sine tjenesteydelser på området for udvikling af reklamestrategier inden for de medier, som tilhørte sagsøgeren, ved at give dem mulighed for at deltage i salgsfremstød, der var tilrettelagt af den koncern, som sagsøgeren tilhørte.

Endelig fastslog Retten, at selskaberne i den koncern, som sagsøgeren tilhørte, henset til de fremlagte beviser, havde leveret rådgivningstjenester vedrørende markedsføringen af TV-reklamer, som henhørte under specialiserede rådgivnings- og støttetjenester til virksomheder, der søgte at fremme afsætningen af deres varer og tjenesteydelser samt udvikle deres reklamestrategier.

Under disse omstændigheder fandt Retten, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt, godtgjorde, at den koncern, som sagsøgeren tilhørte, under det anfægtede varemærke og i den relevante periode havde leveret tjenesteydelser i form af virksomhed vedrørende reklame, salgsfremstød og marketing, som ikke var begrænset til udsendelse af reklamer, men havde til formål aktivt at bidrage til udviklingen af de nævnte tredjeparters reklamestrategi. Retten omgjorde derfor den anfægtede afgørelse, idet den gav afslag på begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke for tjenesteydelser i form af virksomhed vedrørende reklame, marketing og salgsfremstød i klasse 35.

Endelig præciserede Retten, at ordlyden af og formålet med artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1001 gør bevarelsen af de rettigheder, der er knyttet til EU-varemærket, betinget af, at varemærket rent faktisk bruges. Det ville nemlig ikke være begrundet, at et varemærke, der ikke bruges, hindrer konkurrencen og begrænser den frie bevægelighed for varer og den frie udveksling af tjenesteydelser. Unionens retsinstanser har i øvrigt allerede fastslået, at bestemmelserne om den udvidede beskyttelse, der indrømmes et EU-varemærke, der har renommé inden for Unionen, forfølger et andet formål end dem, der kræver bevis for reel brug, hvilket indebærer, at disse to typer bestemmelser skal fortolkes uafhængigt af hinanden. Selv hvis det kunne antages, at det i denne sag anfægtede varemærke havde et renommé i mediesektoren, gjorde denne omstændighed det følgelig ikke i sig selv muligt at godtgøre, at der forelå reel brug heraf for de omhandlede varer og tjenesteydelser. I øvrigt kunne hverken EU-varemærkets enhedskarakter eller syvende betragtning til delegeret forordning 2018/625, som udelukkende vedrører processuelle regler, med føje påberåbes af sagsøgeren med henblik på fortolkningen af de materielle bestemmelser i forordning 2017/1001.

( 1 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5.3.2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1).

( 2 ) – Der var tale om varer i klasse 3, 6, 8, 9, 12, 14, 16, 18, 20, 21, 24, 25, 28, 30, 32, 33, 35, 38, 41, 42, 43 og 45 i Nicearrangementet af 15.6.1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

( 3 ) – På grundlag af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).

( 4 ) – De øvrige varer og tjenesteydelser, for hvilke annullationsafdelingens afgørelse blev annulleret, var »optiske hukommelsesdiscs«, der henhører under klasse 9, og »online sociale netværkstjenester; onlinetjenester til social introduktion«, der henhører under klasse 45.

( 5 ) – Jf. artikel 58, stk. 1, litra a), og artikel 64, stk. 2, i forordning 2017/1001.

( 6 ) – Sag, der gav anledning til den afgørelse, som Det Udvidede Appelkammer traf den 1.2.2020 (sag R 2445-2017-G, herefter »Sandra Pabst-sagen«).

( 7 ) – Fastsat i artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001 og nærmere reguleret ved artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625.

( 8 ) – Artikel 22, 24 og 26 i delegeret forordning 2018/625.