Sag C-646/20

Senatsverwaltung für Inneres und Sport, Standesamtsaufsicht

mod

TB

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. november 2022

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – skilsmisse – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 2, nr. 4), og artikel 21 – begrebet »retsafgørelse« – anerkendelse i en medlemsstat af opløsning af ægteskab, der er aftalt i en aftale mellem ægtefællerne, og som er truffet af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en anden medlemsstat – kriterium, der gør det muligt at fastslå, om der foreligger en »retsafgørelse««

Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar – forordning nr. 2201/2003 – anerkendelse og fuldbyrdelse – begrebet retsafgørelse – rækkevidde – skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en medlemsstat i overensstemmelse med de betingelser, som er fastsat i denne stats lovgivning – omfattet

[Konventionen af 27.9.1968, art. 25; Rådets forordning nr. 2201/2003, art. 2, nr. 4), samt art. 21, 22 og 46 og 2019/1111, 14. betragtning samt art. 30 og 65]

(jf. præmis 48, 49, 53-55, 59-61 og 67 samt domskonkl.)

Resumé

TB, der er både tysk og italiensk statsborger, giftede sig i 2013 med RD, som er italiensk statsborger, i Berlin, hvor deres ægteskab blev indført i ægteskabsregistret. I 2017 indledte de en udenretslig skilsmisseprocedure for personregisterføreren i Parma (Italien). I overensstemmelse med italiensk ret ( 1 ) gav de flere gange møde for denne embedsmand med henblik på at give udtryk for og bekræfte deres vilje til at opløse deres ægteskab. Ved afslutningen af denne procedure udstedte den nævnte embedsmand den i artikel 39 i Bruxelles IIa-forordningen ( 2 ) omhandlede attest til TB, hvori det attesteredes, at han var blevet skilt fra RD.

TB anmodede herefter om indførsel af skilsmissen i Berlins ægteskabsregister. Denne anmodning gav anledning til en tvist om, hvorvidt indførslen af skilsmissen krævede en forudgående anerkendelse fra delstatens kompetente judicielle myndighed, idet denne forudgående anerkendelse er fastsat i tysk ret med hensyn til udenlandske afgørelser i ægteskabssager. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), ved hvilken der var blevet iværksat appel, besluttede at forelægge Domstolen et spørgsmål om begrebet »retsafgørelse« om skilsmisse i Bruxelles IIa-forordningens forstand. Den forelæggende ret ønskede særligt oplyst, om de anerkendelsesregler, der er fastsat i den nævnte forordning for afgørelser om skilsmisse, finder anvendelse i tilfælde af en udenretslig skilsmisse som den, der er fastsat i italiensk ret, således at der ikke er behov for en forudgående anerkendelsesprocedure i Tyskland.

Domstolen, Store Afdeling, fastslog, at et skilsmissedokument, der er blevet udstedt af en embedsmand ved civilstandsmyndigheden i en medlemsstat, og som indeholder en aftale om skilsmisse, der er indgået af ægtefællerne og bekræftet af disse for embedsmanden i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning, med henblik bl.a. på anvendelsen af den i Bruxelles IIa-forordningens artikel 21, stk. 1, fastsatte anerkendelsesregel udgør en »retsafgørelse« som omhandlet i forordningens artikel 2, nr. 4).

Domstolens bemærkninger

For det første bemærkede Domstolen, idet den bl.a. støttede sig på definitionerne af »retsafgørelse« og »ret« i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 1) og 4), at denne forordning omfatter afgørelser om skilsmisse, der er truffet i en medlemsstat ( 3 ) såvel efter en retslig procedure som efter en udenretslig procedure, for så vidt som medlemsstaternes lovgivning ligeledes tillægger udenretslige myndigheder kompetence i skilsmissesager. Enhver afgørelse truffet af sådanne kompetente udenretslige myndigheder skal derfor i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 21 principielt anerkendes automatisk i de øvrige medlemsstater.

Hvad for det andet angår den grad af kontrol, som den kompetente myndighed i skilsmissesager skal udøve, for at det skilsmissedokument, som den udsteder inden for rammerne bl.a. af skilsmisse efter fælles overenskomst, kan anses for en »retsafgørelse«, præciserede Domstolen under henvisning til sin praksis ( 4 ) vedrørende anerkendelse af retsafgørelser, at enhver offentlig myndighed, der skal træffe en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4), skal bevare kontrollen med bevillingen af skilsmisse. Denne betingelse indebærer i forbindelse med skilsmisser efter fælles overenskomst, at den offentlige myndighed skal foretage en undersøgelse af betingelserne for skilsmisse i henhold til national ret og af ægtheden og gyldigheden af ægtefællernes samtykke til skilsmisse.

Domstolen bemærkede i øvrigt, at den nævnte betingelse af hensyn til kontinuiteten ligeledes blev opretholdt i Bruxelles IIb-forordningen ( 5 ), der som en omarbejdning af Bruxelles IIa-forordningen ophævede sidstnævnte forordning med virkning fra den 1. august 2022. Det følger således af Bruxelles IIb-forordningens tilblivelseshistorie, at EU-lovgiver ikke tilsigtede at indføre nye regler, men at »klarlægge« dels rækkevidden af den regel, der allerede var fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 46 vedrørende officielt bekræftede dokumenter og aftaler mellem parterne, dels det kriterium, som gør det muligt at sondre mellem på den ene side begrebet »retsafgørelse« og på den anden side begreberne »officielt bekræftet dokument« og »aftale mellem parterne«, dvs. kriteriet vedrørende realitetsbehandlingen.

Når en kompetent udenretslig myndighed efter en realitetsbehandling godkender en aftale om skilsmisse, anerkendes denne aftale derfor som en »retsafgørelse« i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 21 og Bruxelles IIb-forordningens artikel 30. Andre aftaler om skilsmisse, der har bindende retsvirkning i domsstaten, anerkendes derimod alt efter omstændighederne som officielt bekræftede dokumenter eller aftaler i overensstemmelse med Bruxelles IIa-forordningens artikel 46 og Bruxelles IIb-forordningens artikel 65.

Henset til disse betragtninger konkluderede Domstolen i den foreliggende sag, at der forelå en »retsafgørelse« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 4).

I henhold til italiensk ret ( 6 ) skal personregisterføreren nemlig personligt og ad to gange inden for et tidsrum af mindst 30 dage indhente erklæringer fra hver enkelt ægtefælle, hvilket indebærer, at den pågældende skal sikre sig, at deres skilsmissesamtykke er gyldigt og frit og givet på et veloplyst grundlag. I øvrigt foretager denne embedsmand en undersøgelse af indholdet af aftalen om skilsmisse ved bl.a. at sikre sig, at denne aftale udelukkende vedrører opløsningen af ægteskabet eller ophøret af ægteskabets civilretlige virkninger, idet enhver form for overdragelse af aktiver er udelukket fra denne undersøgelse, og at ægtefællerne ikke har mindreårige børn eller myndige børn, som ikke har retsevne, har et alvorligt handicap eller ikke er økonomisk uafhængige. Hvis en eller flere af de retlige betingelser i italiensk ret ikke er opfyldt, er personregisterføreren ikke beføjet til at bevilge skilsmisse i henhold til den nævnte ret.

( 1 ) – Artikel 12 i Decreto-legge nr. 132 – Misure urgenti di degiurisdizionalizzazione ed altri interventi per la definizione dell’arretrato in materia di processo civile (lovdekret nr. 132 om hasteforanstaltninger til udenretslig bilæggelse af tvister og andre foranstaltninger med henblik på at nedbringe efterslæbet af civile sager) af 12.9.2014 (GURI nr. 212 af 12.9.2014), som ophøjet til lov, med ændringer, ved lov nr. 162 af 10.11.2014 (GURI nr. 261 af 10.11.2014) (herefter »lovdekret nr. 132/2014«).

( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1, herefter »Bruxelles IIa-forordningen«).

( 3 ) – I medfør af Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 3), omfatter udtrykket »medlemsstat« samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Kongeriget Danmark.

( 4 ) – Dom af 2.6.1994, Solo Kleinmotoren (C-414/92, EU:C:1994:221), og af 20.12.2017, Sahyouni (C-372/16, EU:C:2017:988).

( 5 ) – Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25.6.2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (EUT 2019, L 178, s. 1, herefter »Bruxelles IIb-forordningen«).

( 6 ) – Artikel 12 i lovdekret nr. 132/2014.