Sag C-620/19

Land Nordrhein-Westfalen

mod

D.-H. T., som kurator for konkursboet J & S Service UG

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. december 2020

»Præjudiciel forelæggelse – personoplysninger – forordning (EU) nr. 2016/679 – artikel 23 – begrænsning af den registreredes rettigheder – væsentlig finansiel interesse – håndhævelse af civilretlige krav – national lovgivning, der henviser til bestemmelser i EU-retten – skatteoplysninger vedrørende en juridisk person – Domstolen ikke kompetent«

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – anmodning om fortolkning på grund af anvendelsen mutatis mutandis af en bestemmelse i EU-retten som følge af en henvisning i national ret – national ret, der afviger væsentligt fra EU-rettens formål og kontekst – Domstolen ikke kompetent

(Art. 267 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679, art. 23)

(jf. præmis 36, 39, 43-45 og 49-52 samt domskonkl.)

Resumé

D.-H. T. anmodede i egenskab af kurator for selskabet J & S Service, der er et tysk selskab, skattemyndighederne om skatteoplysninger vedrørende dette selskab med henblik på at kunne undersøge, om det var hensigtsmæssigt at anlægge omstødelsessøgsmål i forbindelse med en insolvensbehandling. Da skattemyndighederne afslog denne anmodning, anlagde D.-H. T. sag ved den kompetente Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol, Tyskland), som i det væsentlige gav D.-H. T. medhold. Den kompetente Oberverwaltungsgericht (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) forkastede den appel, som Land Nordrhein-Westfalen (delstaten Nordrhein-Westfalen, Tyskland) havde iværksat til prøvelse af dommen i første instans, idet den bl.a. fandt, at den ret til aktindsigt i oplysninger, der blev udøvet på grundlag af lov om fri adgang til oplysninger i delstaten Nordrhein-Westfalen, ikke var udelukket ved specifikke regler på skatteområdet. Selv om de ønskede oplysninger var omfattet af skattehemmeligheden, var D.-H. T. derfor berettiget til, i egenskab af kurator, at anmode J & S Service om alle de oplysninger, der havde sammenhæng med insolvensbehandlingen.

Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), for hvilken der blev iværksat revisionsanke til prøvelse af afgørelsen fra den kompetente Oberverwaltungsgericht (appeldomstol i forvaltningsretlige sager), bemærkede, at den generelle forordning om databeskyttelse (databeskyttelsesforordningen) ( 1 ) ikke finder direkte anvendelse i det foreliggende tilfælde, idet hovedsagen ikke vedrører personoplysninger vedrørende en fysisk person ( 2 ) eller den registreredes indsigtsret ( 3 ). Ifølge den forelæggende ret er denne indsigtsret en ret, der er knyttet til den person, der er berørt af behandlingen af personoplysninger, som ikke indgår i konkursboet, og som derfor ikke er omfattet af overførslen af forvaltningsbeføjelser og rådighedsbeføjelser til kurator. Den forelæggende ret bemærkede ikke desto mindre, at Domstolen for at sikre en ensartet fortolkning af EU-retten allerede har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrørende bestemmelser i denne ret i rent nationale situationer, hvor disse bestemmelser er blevet gjort direkte og ubetinget anvendelige i national ret. Denne betingelse er opfyldt i det foreliggende tilfælde, idet den tyske lov om skat ( 4 ) for så vidt angår behandlingen af personoplysninger hvad angår juridiske personer henviser til bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen.

Det er i denne sammenhæng, at Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) anmodede Domstolen om at præcisere, om skattemyndighederne har mulighed for at begrænse adgangen til skatteoplysninger om en skatteyder på grundlag af en bestemmelse i databeskyttelsesforordningen ( 5 ), hvortil lov om skat udtrykkeligt henviser. I tilfælde af, at det antages, at skattemyndighederne kan påberåbe sig denne bestemmelse i databeskyttelsesforordningen, anmodede den forelæggende ret Domstolen om at præcisere, om begrebet »håndhævelse af civilretlige krav« i denne bestemmelse i databeskyttelsesforordningen ligeledes omfatter forsvaret mod de krav, der henhører under civilretten. Endelig anmodede den forelæggende ret Domstolen om at præcisere, om en national bestemmelse, der begrænser indsigtsretten i henhold til databeskyttelsesforordningen med henblik på at modsætte sig omstødelsessøgsmål, der kan anlægges i forbindelse med en insolvensbehandling mod skattemyndighederne, kan støttes på denne forordning.

Domstolen konstaterede i dommen, efter at have undersøgt de omstændigheder, hvorunder den nationale ret havde forelagt sagen, at den ikke havde kompetence til at besvare de spørgsmål, der var forelagt af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager).

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen, hvad angår det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført i henhold til artikel 267 TEUF, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Ikke desto mindre er Domstolen af hensyn til efterprøvelsen af sin egen kompetence beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen.

Domstolen fremhævede hvad angår efterprøvelsen af dens kompetence i præjudicielle sager, at den i en række afgørelser har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudicielle afgørelser, der vedrørte bestemmelser i EU-retten, i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen lå uden for EU-rettens anvendelsesområde og derfor alene henhørte under medlemsstaternes kompetence, men hvor de pågældende EU-retlige bestemmelser blev gjort anvendelige af national ret på grund af en henvisning deri til disse bestemmelsers indhold. Domstolen præciserede, at en sådan kompetence er begrundet i, at der for Unionens retsorden består en åbenbar interesse i, at bestemmelser, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås.

Domstolen bemærkede, idet den henviste til, at dens kompetence er begrænset til en undersøgelse af de EU-retlige bestemmelser alene, at den ikke ved sit svar til den nationale retsinstans kan inddrage de generelle hensyn, der ligger til grund for de nationale bestemmelser, hvis indhold samtidig med at henvise til EU-retten er afgørende for omfanget af de retsvirkninger, som følger heraf. Spørgsmålet om de begrænsninger, som den nationale lovgivningsmagt måtte have opstillet med hensyn til anvendelsen af EU-retten på rent nationale forhold – som EU-retten kun finder anvendelse på i kraft af den nationale lovgivning – henhører nemlig under national ret og dermed under medlemsstatens retsinstansers eksklusive kompetence.

I det foreliggende tilfælde bemærkede Domstolen, at de præjudicielle spørgsmål vedrørte fortolkningen af databeskyttelsesforordningen, hvis bestemmelser om behandling af personoplysninger for fysiske personer i henhold til en henvisning i lov om skat er blevet gjort anvendelige mutatis mutandis på juridiske personer med henblik på at opstille rammer for skattemyndighedernes oplysningspligt og for den registreredes indsigtsret over for disse myndigheder. Domstolen præciserede i denne henseende, at databeskyttelsesforordningen fastsætter regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og ikke omfatter oplysninger, der vedrører juridiske personer. En fortolkning af bestemmelser i databeskyttelsesforordningen kan derfor ikke foretages på samme måde for så vidt angår fysiske personer og for så vidt angår juridiske personer, idet sidstnævntes ret til beskyttelse af oplysninger ikke er fastsat i databeskyttelsesforordningen.

Idet de i hovedsagen omhandlede bestemmelser i lov om skat ikke begrænser sig til at gøre databeskyttelsesforordningens bestemmelser anvendelige uden for denne forordnings anvendelsesområde, men ændrer genstanden for og rækkevidden af denne forordning, fandt Domstolen, at det ikke kan antages, at det i den nationale ret er blevet bestemt, at disse bestemmelser skal gælde som sådanne, selv uden for forordningens anvendelsesområde. Domstolen var derfor af den opfattelse, at der ikke var en åbenbar interesse i, at Domstolen fortolkede disse bestemmelser med henblik på at sikre deres ensartede fortolkning.

Domstolen fastslog følgelig, at den ikke havde kompetence til at besvare den forelæggende rets spørgsmål.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT 2016, L 119, s. 1) (herefter »databeskyttelsesforordningen«).

( 2 ) – Databeskyttelsesforordningens artikel 1, stk. 1, og artikel 4, nr. 1).

( 3 ) – Databeskyttelsesforordningens artikel 15.

( 4 ) – Abgabenordning (lov om skat, BGBl. I 2002, s. 3866) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om skat«).

( 5 ) – Databeskyttelsesforordningens artikel 23, stk. 1, litra j).