Sag C-33/17

Čepelnik d.o.o.

mod

Michael Vavti

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bezirksgericht Bleiburg/Okrajno Sodišče Pliberk)

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 56 TEUF – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – tjenesteydelser i det indre marked – direktiv 2006/123/EF – arbejdsret – udstationering af arbejdstagere med henblik på byggearbejder – anmeldelse af arbejdstagere – opbevaring og oversættelse af lønsedler – suspension af betalinger – sikkerhed stillet af modtageren af tjenesteydelser – sikkerhed for en eventuel bøde, der pålægges tjenesteyderen«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 13. november 2018

1. Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – tjenesteydelser på det indre marked – direktiv 2006/123 – anvendelsesområde – begrebet arbejdsret – rækkevidde – foranstaltninger fastsat med henblik på at sikre overholdelsen af materielle regler på det arbejdsretlige område – regler, der har til formål at sikre effektiviteten af de pålagte sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af de materielle regler – omfattet – udelukkelse fra det nævnte direktivs anvendelsesområde

   (Art. 56 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123, art. 1, stk. 6)

2. Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – udstationering af arbejdstagere – lovgivning, som gør det muligt at pålægge en ordregiver med hjemsted i en medlemsstat at suspendere betalingerne til sin medkontrahent, der har hjemsted i en anden medlemsstat – sikkerhed for en eventuel bøde, der pålægges denne medkontrahent, såfremt der konstateres en overtrædelse af de arbejdsretlige regler i den første medlemsstat – ikke tilladt – berettigelse – beskyttelse af arbejdstagerne, bekæmpelse af socialt bedrageri og forebyggelse af misbrug – foreligger ikke – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

   (Art. 56 TEUF)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31-36)

2.  Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de kompetente myndigheder kan pålægge en ordregiver med hjemsted i denne medlemsstat at suspendere betalingerne til medkontrahenten, der har hjemsted i en anden medlemsstat, og endog at betale en sikkerhed svarende til den udestående pris for byggeriet med henblik på at sikre betalingen af en eventuel bøde, der vil kunne pålægges denne medkontrahent, såfremt der konstateres en overtrædelse af de arbejdsretlige regler i den første medlemsstat.

   Det skal i denne forbindelse bemærkes, at beskyttelsen af arbejdstagernes sociale rettigheder og bekæmpelsen af svig, herunder socialt bedrageri, og forebyggelsen af misbrug er formål, som hører til blandt de tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 19.12.2012, Kommissionen mod Belgien,C-577/10, EU:C:2012:814, præmis 45, og af 3.12.2014, De Clercq m.fl.,C-315/13, EU:C:2014:2408, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

   Hvad angår proportionaliteten af en sådan lovgivning, henset til disse formål, skal det indledningsvis bemærkes, at denne fastsætter mulighed for, at de kompetente myndigheder kan pålægge ordregiveren at suspendere sine betalinger til tjenesteyderen og at betale en sikkerhed svarende til det udestående beløb for byggeriet på grundlag af en »begrundet mistanke om en administrativ overtrædelse« af den nationale arbejdsretlige lovgivning. Denne lovgivning gør det således muligt at vedtage sådanne foranstaltninger, allerede inden den kompetente myndighed har konstateret en administrativ overtrædelse, der indebærer svig, herunder socialt bedrageri, misbrug eller en praksis, der kan skade beskyttelsen af arbejdstagerne.

   Endvidere fastsætter denne lovgivning ikke, at den tjenesteyder, over for hvem der er rejst en sådan begrundet mistanke, inden vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger kan fremsætte sine bemærkninger vedrørende de forhold, han kritiseres for.

   Endelig bemærkes, at den sikkerhed, som den pågældende tjenestemodtager kan blive pålagt at betale, i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning svarer til det beløb, der udestår for byggeriet på tidspunktet for vedtagelsen af denne foranstaltning. Da størrelsen af denne sikkerhed således kan fastsættes af de kompetente myndigheder, uden at disse tager hensyn til eventuelle konstruktionsfejl eller andre mangler fra tjenesteyderens side i forbindelse med gennemførelsen af byggeaftalen, vil denne sikkerhed, eventuelt i væsentligt omfang, kunne overstige det beløb, som den pågældende ordregiver normalt skal betale ved byggeriets afslutning.

   (jf. præmis 44, 46-48 og 50 og domskonkl.)