Sag C-322/11

K

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus)

»Præjudiciel forelæggelse — artikel 63 TEUF og 65 TEUF — frie kapitalbevægelser — lovgivning i en medlemsstat, der giver afslag på fradrag for tab, der er opstået ved salg af en fast ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat, i avancen fra salget af værdipapirer i beskatningsstaten«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 7. november 2013

Fri bevægelighed for kapital og frihed til at foretage betalinger — restriktioner — skattelovgivning — indkomstskat — skattelovgivning i en medlemsstat, der giver afslag på fradrag for tab, der er opstået ved salg af en fast ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat, i værdipapirsindtægter i beskatningsmedlemsstaten — ikke tilladt — begrundelser — afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne — nødvendigheden af at sikre sammenhængen i medlemsstatens beskatningsordning — proportionalitet

(Art. 63 TEUF og 65 TEUF)

Artikel 63 TEUF og 65 TEUF er ikke til hinder for en medlemsstats skattelovgivning, der ikke tillader en skatteyder, som bor i denne medlemsstat, og som er fuldt indkomstskattepligtig i denne, at fradrage tabene fra afståelsen af en ejendom, der er beliggende i en anden medlemsstat, i værdipapirsindtægter, der beskattes i den første medlemsstat, mens det under visse omstændigheder ville have været muligt, hvis ejendommen havde været beliggende i den første medlemsstat.

En sådan forskelsbehandling på grundlag af, hvor den faste ejendom er beliggende, kan ganske vist afholde en skatteyder fra at foretage investeringer i fast ejendom i en anden medlemsstat og udgør følgelig en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i princippet er forbudt ifølge artikel 63 TEUF.

For så vidt som den samlede anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten og skattelovgivningen i beskatningsmedlemsstaten fører til, at nævnte medlemsstat ikke udøver nogen skattemæssig kompetence vedrørende den indkomst, der hidrører fra afståelsen af fast ejendom, der er beliggende i den anden medlemsstat, gør afslaget på at give fradrag for de tab, der følger af afståelsen af nævnte ejendom, det imidlertid muligt at sikre symmetrien mellem retten til at beskatte indkomst og muligheden for at give fradrag for tab. Henset til det formål, der forfølges med nævnte skattelovgivning, er der endvidere angående samme skatteyder og samme beskatning en direkte forbindelse mellem dels den indrømmede skattefordel, dvs. medregningen af tab genereret af en kapitalinvestering, dels beskatningen af gevinsterne fra nævnte investering. Nævnte lovgivning kan derfor begrundes i tvingende almene hensyn vedrørende nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og at sikre sammenhængen i skattelovgivningen og er egnet til at opnå de nævnte mål.

Den omstændighed, at tabet kan være endeligt, har ikke indvirkning på forholdsmæssigheden af nævnte skattelovgivning, når den medlemsstats lovgivning, på hvis område en fast ejendom er beliggende, ikke foreskriver en medregning af tab fra salget af den faste ejendom. De frie kapitalbevægelser skal nemlig ikke forstås således, at en medlemsstat er forpligtet til at fastsætte sine skatteregler i forhold til en anden medlemsstats skatteregler med henblik på i alle situationer at sikre en beskatning, der udvisker enhver ulighed som følge af nationale skatteregler, idet de beslutninger, en skatteyder træffer med henblik på investering i udlandet, alt efter omstændighederne kan være mere eller mindre fordelagtige eller ufordelagtige for en sådan skatteyder.

(jf. præmis 31, 53, 55, 67-69, 71, 80, 81 og 83 samt domskonkl.)