Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CJ0295

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – anvendelsesområde – planer og programmer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet – medlemsstaternes skøn – rækkevidde og grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 3, stk. 2, 3 og 5)

2. Miljø – vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet – direktiv 2001/42 – forpligtelse til at foretage en miljøvurdering uden at tilsidesætte krav i henhold til andre EU-retlige bestemmelser – grænser

(Rådets direktiv 85/337; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42, art. 11, stk. 1 og 2)

Sammendrag

1. Det skøn, som medlemsstaterne i medfør af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet råder over i forbindelse med fastlæggelsen af visse typer planer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, begrænses af forpligtelsen i direktivets artikel 3, stk. 3 – sammenholdt med samme artikels stk. 2 – til at gennemføre en miljøvurdering af planer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, bl.a. på grund af deres kendetegn, indvirkninger og områder, der kan blive berørt.

Følgelig overskrider en medlemsstat, som fastsætter et kriterium, der medfører, at en hel kategori af planer i praksis på forhånd unddrages en miljøvurdering, grænserne for det skøn, som den har i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2001/42, sammenholdt med samme artikels stk. 2 og 3, medmindre samtlige udelukkede planer på grundlag af relevante kriterier, såsom bl.a. deres form, udstrækningen af det område, de dækker, eller de berørte naturområders følsomhed, kan anses for ikke at have væsentlig indvirkning på miljøet.

Under disse omstændigheder skal artikel 3, stk. 5, i direktiv 2001/42, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 3, fortolkes således, at den er til hinder for en national ordning, der generelt og uden en konkret undersøgelse i hvert enkelt tilfælde fastsætter, at der kun gennemføres en vurdering i medfør af nævnte direktiv, når planerne for anvendelsen af mindre områder på lokalt plan kun omhandler en enkelt genstand for økonomisk aktivitet. Et sådant kriterium gør det nemlig heller ikke muligt at vurdere, om en plan har væsentlig indvirkning på miljøet.

(jf. præmis 46, 47, 48 og 54 samt domskonkl. 1)

2. Artikel 11, stk. 1 og 2, i direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet skal fortolkes således, at en miljøvurdering foretaget i henhold til direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11, ikke fritager for forpligtelsen til at foretage en sådan vurdering i medfør af direktiv 2001/42.

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om en vurdering foretaget i henhold til direktiv 85/337, med senere ændringer, kan anses for et udtryk for en koordineret eller fælles procedure, og om den allerede dækker alle kravene i direktiv 2001/42. Hvis dette skulle vise sig at være tilfældet, foreligger der således ikke længere en pligt til at foretage en ny vurdering i medfør af sidstnævnte direktiv.

Artikel 11, stk. 2, i direktiv 2001/42 forpligter desuden ikke medlemsstaterne til i deres nationale retsorden at fastsætte koordinerede eller fælles procedurer, der opfylder kravene i direktiv 2001/42 og 85/337.

(jf. præmis 63 og 66 samt domskonkl. 2 og 3)

Top