This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62008CJ0499
Sammendrag af dom
Sammendrag af dom
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder
(Rådets direktiv 2000/78, art. 2 og art. 6, stk. 1)
Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere – alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år – ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden.
Denne udelukkelse hviler nemlig på den opfattelse, at arbejdstagerne fratræder arbejdsmarkedet, så snart de er berettiget til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver og er indtrådt i denne pensionsordning før det fyldte 50. år. En arbejdstager, der, selv om han opfylder betingelserne for at kunne få udbetalt pension fra sin arbejdsgiver, midlertidigt ønsker at give afkald herpå med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere, kan som følge af denne aldersrelaterede vurdering ikke få udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, uagtet at denne godtgørelse er bestemt til at beskytte ham. Ud fra det legitime formål om at undgå, at denne godtgørelse udbetales til personer, der ikke søger anden beskæftigelse, men som vil få udbetalt en erstatningsindkomst i form af en alderspension fra en erhvervstilknyttet ordning, medfører den omhandlede foranstaltning, at afskedigede arbejdstagere, der ønsker at forblive på arbejdsmarkedet, afskæres fra den pågældende godtgørelse alene med den begrundelse, at de bl.a. som følge af deres alder kan få udbetalt en sådan pension.
Den omhandlede foranstaltning er desuden til hinder for, at en hel kategori af arbejdstagere, som er defineret på grundlag af alderskriteriet, midlertidigt giver afkald på at få udbetalt alderspension fra deres arbejdsgiver til gengæld for udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at hjælpe dem til at finde anden beskæftigelse. Denne foranstaltning kan således tvinge disse arbejdstagere til at acceptere en alderspension af en størrelse, der er mindre end den, som de kan gøre krav på, hvis de forbliver erhvervsaktive, indtil de når en mere fremskreden alder, hvilket på længere sigt medfører et væsentligt indtægtstab for dem.
(jf. præmis 44, 46, 49 og domskonkl.)