Sag C-353/06

Sag anlagt af Stefan Grunkin og Dorothee Regina Paul

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Flensburg)

»Ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — international privatret vedrørende efternavne — lovvalg udelukkende på grundlag af nationalitet — mindreårigt barn, der er født og bosiddende i en medlemsstat og statsborger i en anden medlemsstat — manglende anerkendelse i den stat, hvor barnet er statsborger, af det navn, det er tildelt i den medlemsstat, hvor det er født og bosiddende«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 24. april 2008   I ‐ 7642

Domstolens dom (Store Afdeling) af 14. oktober 2008   I ‐ 7665

Sammendrag af dom

1. Fællesskabsret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – nationale lovvalgsregler – fastsættelse af et efternavn

   (Art. 12 EF)

2. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – nationale lovvalgsregler – fastsættelse af et efternavn

   (Art. 18 EF)

1.  Når et barn er statsborger i en medlemsstat og tillige opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område, og dets forældre kun er statsborgere i denne medlemsstat, og denne stats lovvalgsregel for så vidt angår tildeling af efternavn henviser til sin materielle navneret, kan fastsættelsen af barnets navn i denne medlemsstat og i henhold til dens lovgivning ikke udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i artikel 12 EF’s forstand.

   (jf. præmis 16-18 og 20)

2.  Artikel 18 EF er til hinder for, at en medlemsstats kompetente myndigheder ved anvendelsen af national ret, hvorefter statsborgerskab er eneste tilknytningsfaktor ved fastsættelsen af efternavnet, nægter at anerkende et barns efternavn, der er fastsat og registreret i en anden medlemsstat, hvor barnet er født, og fra da af er bosiddende, når barnet ligesom sine forældre kun er statsborger i den første medlemsstat. Den omstændighed, at den pågældende er forpligtet til at bære et andet navn i den medlemsstat, hvor han er statsborger, end det, han allerede har fået tildelt, og som er registeret i den medlemsstat, hvor han er født og bosiddende, kan nemlig hindre udøvelsen af den i artikel 18 EF omhandlede ret til at færdes og opholde sig frit på andre medlemsstaters område. En situation med forskellige efternavne kan give anledning til alvorlige ulemper for den berørte såvel på det offentlige som på det private område, eftersom han, idet han kun har én nationalitet, vil få udstedt et pas af den stat, hvor han er statsborger — og som har enekompetencen — hvori der vil være angivet et andet navn end det, han er tildelt i den stat, hvor han er født og bosiddende. Hver gang han skal bevise sin identitet i bopælsmedlemsstaten, risikerer han at skulle fjerne den tvivl vedrørende sin identitet og mistanke om angivelse af urigtige oplysninger, der kan opstå som følge af divergensen mellem de to forskellige efternavne. Hvad angår dokumenter, navnlig attester, certifikater og eksamensbeviser eller ethvert andet dokument, der kan støttes ret på, kan enhver divergens vedrørende efternavnet desuden indebære, at der opstår tvivl om de fremlagte dokumenters ægthed eller rigtigheden af de deri indeholdte oplysninger.

   Henset til den omstændighed, at den berørte bytter navn, hver gang han krydser grænsen mellem de to omhandlede medlemsstater, fører tilknytningen til statsborgerskabet, som har til formål at sikre, at en persons navn kan fastsættes således, at der foreligger kontinuitet og stabilitet, til et modsat resultat af det tilsigtede, således at det ikke kan begrunde afslaget. Formålet med at sikre navnefællesskab mellem medlemmer af udvidede familier, uanset hvor lovligt det måtte være, kan ikke tillægges en så stor betydning, at det kan begrunde et sådant afslag. Det hensyn til en administrativ forenkling, som indebærer, at den medlemsstat, hvori den berørte er statsborger, forbyder sammensatte efternavne, kan heller ikke begrunde en sådan hindring for den frie bevægelighed, navnlig ikke, da det omhandlede forbud set i lyset af den omhandlede medlemsstats lovgivning ikke er absolut.

   (jf. præmis 22, 23, 25-28, 31, 32, 36 og 37 samt domskonkl.)