Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62005CJ0440

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Transport – fælles politik – Fællesskabets kompetence

(Art. 6 EF, art. 71, stk.1, EF og art. 80, stk. 2, EF)

2. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – tilnærmelse af love og administrative bestemmelser om sikkerheden til søs

(Art. 80, stk. 2, EF; Rådets rammeafgørelse 2005/667, art. 2-6)

Sammendrag

1. Artikel 80, stk. 2, EF fastsætter ikke en udtrykkelig begrænsning vedrørende karakteren af de særlige fælles regler, som Rådet kan vedtage på dette grundlag. Fællesskabslovgiver har således i henhold til denne bestemmelse en vidtgående lovgivningsbeføjelse og kompetence i denne henseende i analogi med traktatens bestemmelser om den fælles transportpolitik, bl.a. artikel 71, stk. 1, EF, til bl.a. at indføre foranstaltninger til forbedring af transportsikkerheden og alle andre formålstjenlige bestemmelser på søfartsområdet. Eksistensen af en sådan kompetence indebærer ikke, at lovgiver faktisk beslutter at udøve den.

I det omfang miljøbeskyttelseskrav, som udgør et af Fællesskabets grundlæggende mål, skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker i henhold til artikel 6 EF, skal en sådan beskyttelse anses for at udgøre et mål, der ligeledes er en del af den fælles transportpolitik. Fællesskabslovgiver kan derfor på grundlag af artikel 80, stk. 2, EF og i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, som fællesskabslovgiver er tillagt ved denne bestemmelse, beslutte at fremme miljøbeskyttelsen. Når det udgør en nødvendig foranstaltning til bekæmpelse af alvorlig skade på miljøet, at de kompetente nationale myndigheder anvender strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, kan fællesskabslovgiver i denne henseende pålægge medlemsstaterne en pligt til at indføre sådanne sanktioner for at sikre, at de bestemmelser, den vedtager på området, er fuldt ud effektive.

(jf. præmis 58-60 og 66)

2. I henhold til artikel 47 EU må ingen af bestemmelserne i EF-traktaten berøres af en bestemmelse i EU-traktaten. Det samme krav stilles i artikel 29, stk. 1, EU, som indleder sidstnævnte traktats afsnit VI, der har overskriften »Bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager«. Det påhviler Domstolen at påse, at de retsakter, som ifølge Rådet henhører under nævnte afsnit VI, ikke griber ind i de beføjelser, som er tildelt Fællesskabet ved EF-traktaten.

Rådets rammeafgørelse 2005/667 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe, som pålægger medlemsstaterne en pligt til at sanktionere visse handlinger med straf, har til formål, som det fremgår af rammeafgørelsens betragtninger og artikel 2, 3 og 5, at forbedre søfartssikkerheden og samtidig øge beskyttelsen af havmiljøet mod forurening fra skibe, og kunne i det mindste, hvad angår disse bestemmelser, have været vedtaget med hjemmel i artikel 80, stk. 2, EF, hvorfor rammeafgørelsen er i strid med artikel 47 UE.

Bestemmelser såsom rammeafgørelsens artikel 4 og 6, der vedrører de strafferetlige sanktioners type og omfang, henhører ikke under Fællesskabets kompetence og kan derfor ikke gyldigt vedtages af Fællesskabet.

Da artikel 4 og 6 i rammeafgørelse 2005/667 er uadskilleligt forbundne med rammeafgørelsens artikel 2, 3 og 5, og samtlige rammeafgørelsens bestemmelser er uadskilleligt forbundne med artikel 7-12 heri, skal nævnte rammeafgørelse annulleres i sin helhed.

(jf. præmis 52, 53, 62 og 69-74)

Top