Sag C-38/24 [Bervidi] ( i )

G.L.

mod

AB SpA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 11. september 2025

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap – artikel 2, 5 og 7 – artikel 21, 24 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – artikel 1 – artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra b) – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – indirekte forskelsbehandling – forskelsbehandling af en arbejdstager, som ikke selv er handicappet, men som tager sig af sit handicappede barn – artikel 5 – arbejdsgiverens forpligtelse til at foretage tilpasninger i rimeligt omfang«

1. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – anvendelsesområde – ansættelses- og arbejdsvilkår – begreb – tilpasning af arbejdstiden – omfattet

   [Rådets direktiv 2000/78, art. 3, stk. 1, litra a) og c)]

   (jf. præmis 41-44)

2. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap – rækkevidde – forskelsbehandling af en ansat, der tager sig af sit handicappede barn – omfattet

   [Art. 13 EF; art. 19 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21, 24 og 26; De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, art. 2, 5 og 7; Rådets direktiv 2000/78, 12. betragtning samt art. 1, art. 2, stk. 1, og art. 2, stk. 2, litra a) og b)]

   (jf. præmis 48-58 og 61-66 samt domskonkl. 1)

3. Grundrettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – princippet om forbud mod forskelsbehandling – sikret ved både chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention – samme betydning og omfang – beskyttelsesniveau sikret ved chartret, som ikke tilsidesætter det, der er sikret ved nævnte konvention

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21, stk. 1, og art. 52, stk. 3)

   (jf. præmis 59)

4. Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – tilpasninger i rimeligt omfang for omsorgspersonen til et handicappet barn – begreb – omplacering til en anden stilling – omfattet – betingelse – ingen uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren

   [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 24 og 26; De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder, art. 2 og art. 7, stk. 1; Rådets direktiv 2000/78, 21. betragtning samt art. 2, stk. 2, litra b), og art. 5]

   (jf. præmis 70-80 og domskonkl. 2)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) uddybede Domstolen sin praksis vedrørende begrebet »forskelsbehandling ved tilknytning« på grund af handicap som omhandlet i direktiv 2000/78 ( 1 ), idet den både præciserede rækkevidden af dette begreb og de forpligtelser, som påhviler arbejdsgiveren med henblik på at sikre overholdelsen af princippet om arbejdstagernes ligestilling og forbuddet mod indirekte forskelsbehandling i en situation, hvor en arbejdstager yder sit handicappede barn pleje.

G.L. var ansat af selskabet AB som »stationsoperatør« og havde ansvaret for overvågningen af og kontrollen med en metrostation.

Hun havde gentagne gange anmodet selskabet AB om permanent at placere hende i en stilling med faste arbejdstider, så hun kunne tage sig af sit alvorligt handicappede mindreårige barn, der havde brug for pleje på faste tidspunkter.

Selskabet AB imødekom ikke disse anmodninger. Det bevilgede dog G.L. visse midlertidige tilpasninger af arbejdsvilkårene, såsom anvisning af et fast arbejdssted og mulighed for at vælge sin foretrukne arbejdstid i forhold til de øvrige stationsoperatører.

Den 5. marts 2019 anlagde G.L. sag ved Tribunale di Roma (retten i Rom, Italien) med påstand om, at det blev fastslået, at hendes arbejdsgivers nægtelse af at imødekomme hendes anmodning om en permanent tilpasning af hendes arbejdsvilkår var diskriminerende. Da G.L. hverken fik medhold i sit søgsmål i første instans eller efter appel, iværksatte hun kassationsappel ved den forelæggende ret.

Den forelæggende ret besluttede under henvisning til de principper, der følger af Coleman-dommen ( 2 ), at forelægge Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt en ansat, der ikke selv er handicappet, kan påberåbe sig beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap som fastsat i direktiv 2000/78 som følge af den bistand, som den ansatte yder sit barn, der lider af et handicap. I bekræftende fald ønskede den forelæggende ret desuden oplyst, om en sådan persons arbejdsgiver er forpligtet til at foretage tilpasninger til den pågældende i rimeligt omfang som omhandlet i direktiv 2000/78 for at afhjælpe situationen med forskelsbehandling.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fandt for det første i lyset af bl.a. Coleman-dommen, at forbuddet mod forskelsbehandling i direktiv 2000/78 også omfatter indirekte forskelsbehandling »ved tilknytning« på grund af handicap. Dette forbud finder således anvendelse på en ansat, der ikke selv er handicappet, men som udsættes for en sådan forskelsbehandling på grund af den bistand, som vedkommende yder sit barn med et handicap, og hvorigennem barnet får hovedparten af den pleje, som det har brug for på grund af sit handicap.

Domstolens analyse hvilede ligeledes på det faktum, at direktiv 2000/78 har til formål at bekæmpe alle former for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som skyldes et handicap. Det ligebehandlingsprincip, som dette direktiv henviser til, gælder således ikke for en bestemt persongruppe, men finder anvendelse af de grunde, som er nævnt i direktivets artikel 1.

Desuden følger det af 12. betragtning til og artikel 2, stk. 1, i nævnte direktiv, at »enhver form for [...] forskelsbehandling«, både direkte og indirekte, på grund af handicap skal forbydes, og ordlyden af artikel 13 EF, som udgør hjemmelen for direktiv 2000/78, tillagde – ligesom artikel 19 TEUF, der har erstattet denne artikel – Unionen beføjelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling bl.a. på grund af handicap.

I øvrigt skal direktiv 2000/78 fortolkes i lyset af artikel 21, 24 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, omfatter også indirekte forskelsbehandling »ved tilknytning« på grund af handicap. Dette princip forbyder nemlig »enhver forskelsbehandling« på grund af bl.a. handicap og sikrer således et bredt anvendelsesområde for denne grundlæggende garanti.

Desuden indeholder chartrets artikel 21, stk. 1, i det mindste de samme garantier som dem, der er fastsat i artikel 14 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 3 ), hvortil der i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, skal tages hensyn som tærskel for minimumsbeskyttelse.

I henhold til FN-konventionen ( 4 ), der ligesom chartret kan gøres gældende i forbindelse med fortolkningen af direktiv 2000/78, skal deltagerstaterne i øvrigt forbyde »enhver diskrimination« på grund af handicap. De skal sikre personer med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse mod »diskrimination af enhver grund« og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at børn med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre børn, idet barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn med handicap skal komme i første række.

For det andet undersøgte Domstolen, om der for at sikre overholdelsen af princippet om arbejdstagernes ligestilling og forbuddet mod indirekte forskelsbehandling i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 skal foretages tilpasninger i rimeligt omfang som omhandlet i direktivets artikel 5 i forhold til en ansat som den i hovedsagen omhandlede, der ikke selv var handicappet, men som ydede sit handicappede barn den bistand, hvorigennem barnet fik hovedparten af den pleje, som det havde brug for på grund af sit handicap.

Med henblik på en fortolkning af artikel 5 i direktiv 2000/78 i overensstemmelse med chartret bemærkede Domstolen, at det fremgår af chartrets artikel 24 og 26 dels, at børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel, dels at Unionen anerkender og respekterer retten for mennesker med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet.

Desuden er rimelige tilpasninger som defineret i FN-konventionens artikel 2 ikke begrænset til handicappedes behov på arbejdspladsen, men skal efter omstændighederne også foretages i forhold til en arbejdstager, der yder den bistand, der gør det muligt for den handicappede person at få hovedparten af den pleje, som vedkommende har brug for på grund af sit handicap. Det fremgår i øvrigt af FN-konventionens artikel 7, stk. 1, at den ansatte skal kunne yde sit handicappede barn den bistand, som barnet har behov for, hvilket indebærer en forpligtelse for arbejdsgiveren til at tilpasse denne ansattes arbejdsvilkår.

Domstolen fastslog, at i fravær af en sådan forpligtelse ville forbuddet mod indirekte forskelsbehandling »ved tilknytning« blive berøvet en væsentlig del af sin effektive virkning.

En arbejdsgiver har følgelig pligt til at foretage tilpasninger i rimeligt omfang som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2000/78 i forhold til en ansat, der, uden selv at være handicappet, yder sit barn med et handicap den bistand, hvorigennem barnet får hovedparten af den pleje, som det har brug for på grund af sit handicap, forudsat at disse tilpasninger ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde. Hvad angår de typer tilpasninger i rimeligt omfang, der kræves af en sådan omsorgspersons arbejdsgiver, præciserede Domstolen, at en nedsættelse af arbejdstiden eller under visse omstændigheder en omplacering til en anden stilling kan udgøre en af de tilpasningsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 5 i direktiv 2000/78. Med henblik på vurderingen af, om sådanne tilpasninger medfører en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren, bør der navnlig tages hensyn til de finansielle omkostninger, der er forbundet hermed, samt til organisationens eller virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentlige tilskud eller anden støtte.

( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

( 1 ) – Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).

( 2 ) – Dom af 17.7.2008, Coleman (C-306/06, EU:C:2008:415, herefter »Coleman-dommen«). I denne dom fastslog Domstolen bl.a., at direktiv 2000/78 og navnlig dets artikel 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at det heri fastsatte forbud mod direkte forskelsbehandling ikke er begrænset til personer, der selv er handicappede (præmis 56 og domskonklusionens præmis 1).

( 3 ) – Konventionen blev undertegnet i Rom den 4.11.1950.

( 4 ) – De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, der blev indgået i New York den 13.12.2006 og trådte i kraft den 3.5.2008 (herefter »FN-konventionen«).