Sag C-188/23

Land Niedersachsen

mod

Conti 11. Container Schiffahrts-GmbH & Co. KG MS »MSC Flaminia«

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 21. januar 2025

»Præjudiciel forelæggelse – miljø – overførsel af affald – direktiv 2006/12/EF – direktiv 2008/98/EF – begrebet »affald« – Baselkonventionen om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf – artikel 1, stk. 4 – forordning (EF) nr. 1013/2006 – affaldstyper, der er underlagt proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke – overførsel af affald inden for Den Europæiske Union – artikel 1, stk. 3, litra b) – gyldighed – fortolkning i overensstemmelse med Baselkonventionen – affald opstået om bord på et skib som følge af dets havari på åbent hav – begrebet »losning af affald« – delvis losning af affald i en sikker havn«

1. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse og relevansen af de forelagte spørgsmål – den nationale rets vurdering – formodning for, at de forelagte spørgsmål er relevante

   (Art. 267 TEUF)

   (jf. præmis 37 og 38)

2. Internationale aftaler – Unionens aftaler – konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf (Baselkonventionen) – virkninger – forrang for afledte EU-retsakter – fortolkning af afledt ret i forhold til internationale aftaler indgået af Unionen – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning

   (Art. 216, stk. 2, TEUF; konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf (Baselkonventionen); Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006)

   (jf. præmis 44 og 45)

3. Miljø – affald – overførsler – forordning nr. 1013/2006 – overførsler inden for Unionen – affaldstyper, der er underlagt proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke – begreb – affald opstået om bord på et skib som følge af dets havari på åbent hav – ikke omfattet – grænser – delvis losning af affald, som hidrører fra et havari, i en sikker havn med henblik på dets nyttiggørelse eller bortskaffelse – overførsel af det affald, der er forblevet ombord på det havarerede skib, til en anden havn – overførsel, der er underlagt proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke

   [Konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf (Baselkonventionen), art. 1, stk. 4; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006, art. 1, stk. 3, litra b)]

   (jf. præmis 46-79 og domskonkl.)

Resumé

Efter at være blevet forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München (den regionale appeldomstol i München, Tyskland) præciserede Domstolens Store Afdeling rækkevidden af artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald ( 1 ), ifølge hvilken bestemmelse overførsel af affald opstået om bord på køretøjer, tog, flyvemaskiner og skibe ikke er omfattet af denne forordning, indtil dette affald losses med henblik på nyttiggørelse eller bortskaffelse. I denne forbindelse bekræftede Domstolen desuden, at denne artikel 1, stk. 3, litra b), kan fortolkes i overensstemmelse med Baselkonventionen ( 2 ).

Efter at containerskibet MSC Flaminia (herefter »Flaminia«) var blevet beskadiget ved en brand, der var opstået på åbent hav på en rejse fra De Forenede Stater til Belgien, blev dette skib bugseret til havnen i Wilhelmshaven i Tyskland.

Da der ombord på Flaminia fandtes affald i form af metalskrot og slukningsvand iblandet slam og lastrester, som var opstået i forbindelse med branden, krævede de tyske myndigheder af ejeren af Flaminia (herefter »Conti«), at vedkommende indledte en procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke i henhold til forordning nr. 1013/2006 hvad angik overførslen af dette affald til et reparationsværft i Rumænien. Efter at en del af det affald, der bestod af slukningsvand, var blevet losset i havnen i Wilhelmshaven for at blive overført til Odense havn (Danmark), fortsatte Flaminia sin rejse til Rumænien med den del af affaldet, der ikke var blevet losset. Formålet med denne sidstnævnte overførsel var, at det affald, der var forblevet på det pågældende skib, skulle nyttiggøres eller bortskaffes efter afslutningen af denne procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke.

Conti var navnlig af den opfattelse, at de tyske myndigheder ved at pålægge dette selskab at indlede den nævnte procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke havde set bort fra den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006, og selskabet anlagde sag ved Landgericht München I (den regionale ret i München I, Tyskland) med påstand om erstatning for det tab, som indledningen af denne procedure havde påført det.

Som svar på en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af denne ret fastslog Domstolen i dommen i Conti 11-sagen ( 3 ), at affald i form af metalskrot og slukningsvand iblandet slam og lastrester, der er opstået ved et havari på åbent hav om bord på et skib, skal anses for at være affald opstået om bord på skibe som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006, som følgelig er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, indtil det losses med henblik på nyttiggørelse eller bortskaffelse.

Efter denne præjudicielle dom tog den regionale ret i München I delvist Contis erstatningspåstand til følge. Den regionale appeldomstol i München, ved hvilken der blev iværksat appel, gav ikke desto mindre udtryk for tvivl om gyldigheden – i forhold til Baselkonventionen – af artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006 således som fortolket af Domstolen i Conti 11-dommen. Den besluttede således at anmode Domstolen om at tage stilling til gyldigheden og fortolkningen af artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006 i forhold til denne konvention.

Domstolens bemærkninger

Efter at have fastslået, at spørgsmålet om gyldigheden af artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006 kunne antages til realitetsbehandling, bemærkede Domstolen, at den afledte EU-ret i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med de internationale aftaler, som Unionen har indgået.

Baselkonventionens artikel 6 opstiller en procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke, som gælder for enhver overførsel af affald, der er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Selv om denne konventions artikel 1, stk. 4, udelukker affald hidrørende fra »normal skibsfart« fra sit anvendelsesområde, præciserede Domstolen, at denne bestemmelse ikke kan fortolkes på en måde, så den bringer opfyldelsen af de formål i fare, der forfølges med denne konvention, nemlig beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, hvilket navnlig er angivet i fjerde afsnit i præamblen til Baselkonventionen.

I henhold til artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006, således som fortolket i Conti 11-dommen, er affald, der er opstået om bord på et skib som følge af dettes havari på åbent hav, udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde og følgelig undtaget fra den procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke, der er fastsat i denne forordning, indtil dette affald losses med henblik på dets nyttiggørelse eller bortskaffelse. Denne udelukkelse er begrundet i den pludselige og uforudsigelige opståen af denne art af affald, som i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den ansvarlige for det pågældende skib rettidigt at få kendskab til de informationer, der er nødvendige for en korrekt anvendelse af reglerne om proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke. Dog finder denne undtagelse alene anvendelse, så længe det pågældende affald ikke har forladt skibet for at blive overført med henblik på nyttiggørelse eller bortskaffelse.

Opfyldelsen af de formål, der forfølges med forordning nr. 1013/2006, nemlig beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, kræver imidlertid, at det lægges til grund, at når en del af dette affald, ligesom i tvisten i hovedsagen, er blevet losset i en sikker havn med henblik på dets nyttiggørelse eller bortskaffelse, er affald, der forbliver på dette skib for at blive overført til en anden havn med henblik på bortskaffelse eller nyttiggørelse, ikke længere omfattet af den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006.

For det første ville det formål, der består i at sikre en forsvarlig håndtering af affald og at begrænse overførsler heraf til et minimum, som er foreneligt med en miljømæssigt forsvarlig og effektiv håndtering af sådant affald – der er angivet i Baselkonventionens artikel 4, stk. 2, litra c), og gentaget i ottende betragtning til forordning nr. 1013/2006 – nemlig blive bragt i fare, hvis den ansvarlige for det pågældende skib efter losningen af en del af dette affald i en sikker havn rådede over en skønsmargen med hensyn til iværksættelsen af proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke i forhold til overførslen af det affald, der var forblevet på dette skib.

For det andet bidrager anvendelsen af proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke på overførslen af det affald, der er forblevet på det pågældende skib, til opfyldelsen af målsætningen om ansvarliggørelse af affaldsproducenterne i deres miljømæssigt forsvarlige håndtering, eftersom den ansvarlige for det skib, der har losset en del af affaldet, skal vælge en overførsel af det på dette skib forblevne affald, som bedst muligt opfylder kravene om beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed.

Denne fortolkning gør sig så meget desto mere gældende, når affald som følge af en brand er sammensmeltet med skibet, hvilket gør en streng individualisering af dette affald særligt vanskelig eller endog umulig. I denne situation kræver anvendelsen af proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke på selve skibet, at den ansvarlige for skibet vælger en overførsel, der muliggør en sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af dette.

På baggrund af disse betragtninger konkluderede Domstolen, at en fortolkning af artikel 1, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1013/2006, hvorefter den deri fastsatte undtagelse kun finder anvendelse indtil losningen i en sikker havn af alt eller en del af det affald, der er opstået om bord på et skib som følge af et havari på åbent hav, og ikke på den efterfølgende overførsel af det affald, der er forblevet på dette skib, til en anden havn med henblik på dets bortskaffelse eller nyttiggørelse, er i overensstemmelse med Baselkonventionens artikel 1, stk. 4, idet denne fortolkning ikke bringer den målsætning om beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, der forfølges med denne konvention, i fare.

Under disse omstændigheder fandt Domstolen, at det ikke var nødvendigt at bedømme, om de betingelser i den konkrete sag var opfyldt, som gør det muligt for den at efterprøve gyldigheden af en EU-retsakt i forhold til bestemmelserne i en international aftale, som binder Unionen, nemlig dels om denne aftales art og opbygning er til hinder for en sådan efterprøvelse, dels om de bestemmelser i denne aftale, der er blevet påberåbt med henblik på denne efterprøvelse, indholdsmæssigt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT 2006, L 190, s. 1).

( 2 ) – Konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf, som blev undertegnet i Basel den 22.3.1989 og godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 93/98/EØF af 1.2.1993 (EFT 1993, L 39, s. 1, herefter »Baselkonventionen«).

( 3 ) – Dom af 16.5.2019, Conti 11. Container Schiffahrt (C-689/17, herefter »Conti 11-dommen«, EU:C:2019:420).