Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018TO0574

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 21. januar 2019 (uddrag).
Agrochem-Maks d.o.o. mod Europa-Kommissionen.
Særlige rettergangsformer – plantebeskyttelsesmidler – aktivstoffet oxasulfuron – ikke fornyelse af godkendelsen med henblik på markedsføring – begæring om udsættelse af gennemførelse – ingen uopsættelighed – interesseafvejning.
Sag T-574/18 R.

Court reports – general – 'Information on unpublished decisions' section

ECLI identifier: ECLI:EU:T:2019:25

Sag T-574/18 R

Agrochem-Maks d.o.o.

mod

Europa-Kommissionen

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 21. januar 2019

»Særlige rettergangsformer – plantebeskyttelsesmidler – aktivstoffet oxasulfuron – ikke fornyelse af godkendelsen med henblik på markedsføring – begæring om udsættelse af gennemførelse – ingen uopsættelighed – interesseafvejning«

  1. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser– alvorlig og uoprettelig skade – økonomisk tab – tabets alvorlige karakter – situation, der kan bringe det sagsøgende selskabs eksistens i fare – analyse under hensyntagen til virksomhedens størrelse og omsætning samt kendetegnene ved den koncern, som den tilhører – virksomhed på stærkt lovregulerede markeder – hensyn til omstændighederne i den enkelte sag

    (Art. 278 TEUF og 279 TEUF)

    (jf. præmis 32-35, 39, 40-47 og 49)

  2. EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – påberåbelse over for en EU-retlig forskrift – betingelser – EU-institution skal have skabt en situation, der kan give anledning til en berettiget forventning – fornyelsesprocedure med henblik på godkendelsen af et aktivstof i plantebeskyttelsesmidlet –resultaterne i den mellemliggende rapport fra den rapporterende medlemsstat – ingen berettiget forventning

    (jf. præmis 48)

  3. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – udsættelse af fuldbyrdelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – gennemførelsesforordning om ikke at forny godkendelsen af et aktivstof med henblik på markedsføring – identificering af risici for menneskers sundhed – domstolsprøvelse – omfang – afvejning af samtlige interesser i sagen

    (Art. 268 TEUF, 278 TEUF, 279 TEUF og 340 TEUF)

    (jf. præmis 85-94)

Resumé

Ved kendelse i sagen Agrochem-Maks mod Kommissionen (sag T-574/18 R), afsagt den 21. januar 2019, besluttede Rettens præsident i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF ikke at tage anmodningen om foreløbige forholdsregler, som var indgivet af et selskab, der udøver virksomhed på det kroatiske marked for plantebeskyttelsesmidler, om udsættelse af gennemførelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2018/1019 om ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet oxasulfuron ( 1 ), til følge. Anmodningen om foreløbige forholdsregler var blevet indgivet inden for rammerne af et søgsmål anlagt med påstand om annullation af gennemførelsesforordningen. Selskabet påberåbte sig i det væsentlige en alvorlig og uoprettelig skade på grund af risikoen for negativ indvirkning på selskabets omsætning, tab af markedsandele og et fald i dets samlede værdi.

Hvad for det første angår uopsætteligheden, og nærmere bestemt alvoren af den angivelige skade, der i det foreliggende tilfælde udelukkende var af økonomisk karakter, henledte Rettens præsident for det første opmærksomheden på, at med hensyn til tab, der svarer til under 10% af omsætningen for virksomheder, der agerer på markeder, som er stærkt lovregulerede, kan de økonomiske vanskeligheder, som disse risikerer at lide, ikke antages at bringe selve virksomhedens eksistens i fare, og for det andet vedrørende tab, der udgør næsten to tredjedele af disse virksomheders omsætning, at de økonomiske vanskeligheder, som disse bliver påført, ganske vist kan bringe deres eksistens i fare, men at – inden for en stærkt lovreguleret sektor såsom sektoren for plantebeskyttelsesmidler, hvor der ofte kræves betydelige investeringer, og hvor det kan være nødvendigt for de kompetente myndigheder at gribe ind, såfremt der opstår farer for den offentlige sundhed af grunde, som ikke altid kan forudses af de pågældende virksomheder – må disse virksomheder beskytte sig mod konsekvenserne heraf ved en hensigtsmæssig politik, da de ellers selv må bære tabet som følge af et sådant indgreb. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler kan ved vurderingen af alvoren af tabet ikke alene, på mekanisk og rigid vis, forholde sig til den relevante omsætning. Dommeren må ligeledes tage hensyn til forhold vedrørende hver enkelt sag og, på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen, sammenholde disse med omsætningstabet. Ifølge Rettens præsident skal dette påbud om ikke at foretage en mekanisk og rigid analyse, der navnlig anvendes for at gøre det muligt for dommeren at vurdere, om den angivelige skades alvor kan anses for godtgjort på trods af, at omsætningen ikke overstiger den vejledende grænseværdi på 10%, ligeledes anses for at pålægge dommeren at undersøge, henset til omstændighederne i den pågældende sag, om skadens alvor på trods af, at grænseværdien er oversteget, kan anses for godtgjort.

Indledningsvis påpegede Rettens præsident i denne henseende, at det at være distributør af det omhandlede aktivstof dels indebærer, at der ikke skal bæres de samme omkostninger som dem, der følger af udviklingen af en produktionsaktivitet, dels kræver, at det godtgøres, at der ikke findes et egentligt alternativ til oxasulfuron.

Rettens præsident fastslog derefter, at den omstændighed, at sagsøgeren opererede på et stærkt lovreguleret marked, indebar, at den handelsstrategi, som sagsøgeren fulgte på dette område, skulle tages i betragtning. I forbindelse med denne vurdering kunne overskridelsen af den vejledende grænseværdi på 10% ikke i sig selv – og uden yderligere oplysninger om eventuelle foranstaltninger, som selskabet havde iværksat for at undgå at befinde sig i en potentielt risikabel situation, henset til det pågældende markeds karakter – overbevise dommeren i sager om foreløbige forholdsregler om den angivelige skades alvor.

I denne sammenhæng blev det med henvisning til, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kun kan påberåbes i en situation, som giver anledning til en berettiget forventning, som er udløst af den institution, der er bemyndiget til at træffe den endelige afgørelse, yderligere understreget, at der ikke inden for rammerne af en fornyelsesprocedure med henblik på godkendelsen af et aktivstof i et plantebeskyttelsesmiddel kan udledes et princip om beskyttelse af den berettigede forventning i forhold til resultaterne i den mellemliggende rapport fra den rapporterende medlemsstat, da denne rapport kun udgør en mellemliggende fase i en velkendt procedure og på ingen måde foregriber det endelige resultat, som Kommissionen kommer frem til.

Hvad for det andet angår interesseafvejningen og navnlig hvad angår det pågældende selskabs argument om, at det omhandlede aktivstof ikke udgør en kendt og dokumenteret fare for den offentlige sundhed, bemærkede Rettens præsident navnlig, at nærværende selskab ikke kunne udlede overbevisende argumenter af, at aktivstoffet i lang tid var blevet brugt på sikker vis i EU, uden at nogen skadelig virkning for menneskers sundhed var rapporteret. I sektoren for plantebeskyttelsesmiddel sker der nemlig ofte en videnskabelig udvikling, der således giver lejlighed til at revurdere stofferne ud fra ny viden og videnskabelige opdagelser. Dette er grundlaget for forlængelsesprocedurerne og begrundelsen for tidsbegrænsninger på markedsføringstilladelser. Derfor skal dommerens undersøgelse i sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med interesseafvejningen omfatte farer, der nu er identificeret. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal ikke foretage en teknisk vurdering af de videnskabelige oplysninger, hvilket ville overskride grænserne for dommerens beføjelser. Derfor henhørte de argumenter, som var blevet anvendt til at påvise fumus boni juris, om, at der ikke var fare for den offentlige sundhed, under kontrollen af afgørelsens lovlighed og kunne ikke uden andre elementer og så længe det ikke var fastslået, at der eventuelt var anlagt et åbenbart urigtigt skøn, danne grundlag for, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med interesseafvejningen fastslog, at argumenterne skulle gå forud for de anfægtede vurderinger, som i princippet var resultatet af en grundig og udtømmende undersøgelse. Dette var særligt relevant, da den angivelige skade med hensyn til den offentlige sundhed ikke var et resultat af den indsamlede videnskabelige data, men lige netop fulgte af manglen på samme. Datamangler kan imidlertid ikke føre til, at farer for den offentlige sundhed kan anses for udelukket, hvorfor disse skal tages i betragtning under hensyn til øvrige relevante interesser, dels da hensynene til beskyttelse af den offentlige sundhed principielt og uomtvisteligt må tillægges større vægt end økonomiske overvejelser, dels da hensynet til beskyttelse af den offentlige sundhed vejer tungest og kan begrunde restriktioner, der medfører negative konsekvenser – endog betydelige – for visse økonomiske aktører.


( 1 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1019 af 18.7.2018 om ikke at forny godkendelsen af aktivstoffet oxasulfuron, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT 2018, L 183, s. 14).

Top