Sag T-257/18

Iberpotash, SA

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Anden Afdeling) af 16. januar 2020

»Statsstøtte – minedrift – foranstaltning, der dels består i nedsættelse af finansielle sikkerheder til genopretning af grunde, hvor der har været minedrift, dels i statslig investering til genopretning af grunde, hvor der har været minedrift, hvorved sikres et højere miljøbeskyttelsesniveau – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvist uforenelig med det indre marked og anordnes tilbagesøgt – begrebet støtte – fordel – overførsel af statsmidler – selektivitet – berettiget forventning – retssikkerhed – beregning af støttebeløbet«

1. Statsstøtte – begreb – en stats tildeling af en fordel ved hjælp af statsmidler – fordele, der medfører en formindskelse af statsbudgettet eller en konkret risiko for en sådan formindskelse – nødvendigheden af at godtgøre en tilstrækkelig direkte forbindelse mellem den tildelte fordel og formindskelse af statsbudgettet eller en risiko for formindskelse af statsbudgettet – tilladelser til minedrift, der udstedes mod finansiel sikkerhedsstillelse, der er utilstrækkelig, henset til den juridiske risiko for, at medlemsstaten skal overtage ansvaret for afhjælpning af eventuelle miljøskader – omfattet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 49-57 og 60-80)

2. Statsstøtte – Kommissionens afgørelse – vurdering af lovligheden ud fra de oplysninger, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen – kvalifikation af en foranstaltning som statsstøtte – afskæring af en sagsøger, som har deltaget i den formelle undersøgelsesprocedure, fra at påberåbe sig faktiske eller juridiske oplysninger, som ikke blev fremsat under denne procedure, til støtte for søgsmålet

   (Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263 TEUF)

   (jf. præmis 92, 93, 99, 107 og 112)

3. Statsstøtte – begreb – retlig karakter – fortolkning på grundlag af objektive elementer – kompleks økonomisk vurdering – judiciel kontrol – rækkevidde

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 95 og 96)

4. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – bedømmelseskriterier – individuel støtte – formodning om selektivitet

   (Art. 107, stk. 1, TEUF)

   (jf. præmis 117)

5. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – retssikkerhed – beskyttelse – betingelser og grænser

   (Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 16, stk. 1)

   (jf. præmis 130-151)

6. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – statslig foranstaltning, der letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget – foranstaltning med tildækning af et affaldsdepot, som er besluttet og betalt af offentlige myndigheder, som af hensyn til miljøbeskyttelsen indtræder i det generelle ansvar, der påhviler ejervirksomheden – omfattet – foranstaltning, der går videre end EU-kravene på miljøbeskyttelsesområdet – ingen betydning

   (Art. 107, stk. 1, TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 82/01, punkt 7, 8 og 9)

   (jf. præmis 157, 158 og 162-174)

Resumé

Ved dom af 16. januar 2020 i sagen Iberpotash mod Kommissionen (sag T-257/18) frifandt Retten Kommissionen i det annullationssøgsmål, som selskabet Iberpotash, SA, havde anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse om, at to støtteforanstaltninger, som Kongeriget Spanien havde ydet selskabet i forbindelse med dets minedrift, var ulovlige og uforenelige med det indre marked ( 1 ).

Iberpotash, der er et spansk datterselskab af verdens største producent af gødning og ejer af to potaskeminer i Súria og Sallent/Balsareny i Catalonien, fik i 2006 og 2008 af Generalidad de Cataluña (den selvstyrende region Catalonien, Spanien) miljøtilladelser til udvinding af potaske. Disse tilladelser var givet mod vedtagelse af genopretningsprogrammer, som skulle fastsætte foranstaltninger, der havde til formål at forebygge og kompensere for den påtænkte udvindingsvirksomheds skadelige virkninger på miljøet som krævet i henhold til spansk lovgivning, der bl.a. tilsikrede gennemførelse af direktiv 2006/21. ( 2 ) Gennemførelsen af disse genopretningsprogrammer var sikret gennem mineselskabets forpligtelse til at stille finansielle sikkerheder, der var beregnet på grundlag af det areal, der var påvirket af genopretningen, og af genopretningens samlede omkostninger. Disse sikkerhedsstillelser blev oprindeligt fastsat til 773682,28 EUR (forhøjet til 828013,24 EUR i 2008) for minen i Súria og 1130128 EUR for minen i Sallent/Balsareny. Efter en retsafgørelse af 11. oktober 2011, hvori det blev fastslået, at genopretningsplanen for minen i Sallent/Balsarenys var ufuldstændig, og at den finansielle sikkerhed, der var stillet med henblik herpå, var for lav, blev beløbene af de spanske myndigheder forhøjet til henholdsvis 6160872,35 EUR og 6979471,83 EUR. Endvidere besluttede de nationale og regionale spanske myndigheder den 17. december 2007 at tildække affaldsdepotet i Vilafruns, som også tilhørte Iberpotash, for myndighedernes regning.

I den anfægtede afgørelse, der blev vedtaget som følge af en anonym klage, fastslog Kommissionen, at Iberpotash havde modtaget støtte i form af nedsatte gebyrer for sikkerhedsstillelsen på grund af sikkerhedsstillelsens alt for lave beløb. Den fandt endvidere, at Iberpotash også havde modtaget investeringsstøtte til tildækning af affaldsdepotet i Villafruns. Støtten, der var ydet i strid med den anmeldelsespligt, der påhviler medlemsstaterne ( 3 ), var ulovlig og uforenelig med det indre marked, hvorfor Kommissionen anordnede tilbagesøgning heraf.

Ved dommen tiltrådte Retten for det første, at de lave finansielle sikkerheder, der var stillet med henblik på driften af de to miner, skulle kvalificeres som statsstøtte, og at der heraf fulgte en tilbagesøgningsforpligtelse for medlemsstaten.

Retten konstaterede først, at eftersom størrelsen af de to finansielle sikkerhedsstillelser var blevet fastsat af Generalitat de Cataluña i to afgørelser om udstedelse af driftstilladelser, kunne disse foranstaltninger tilregnes staten, og bekræftede derefter, at sikkerhedernes lave beløb indebar, at staten blev pålagt en forøget og konkret risiko for at skulle mobilisere midler til dækning af de reelle omkostninger ved miljøskader og til genopretning af minerne, og at foranstaltningerne derfor involverede statsmidler. I denne henseende bemærkede Retten navnlig, at den spanske stat i henhold til den gældende nationale lovgivning var underlagt en forpligtelse til subsidiært at gribe ind i tilfælde af manglende overholdelse af de miljøforpligtelser, der påhvilede virksomheder, som udøvede minedrift. Retten bemærkede ligeledes, at de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med direktiv 2004/35 ( 4 ) kunne træffe de foranstaltninger til afhjælpning af miljøskader, der påhvilede operatørerne, idet Retten præciserede, at uden en sådan indgriben ville de nationale myndigheder kunne tilsidesætte deres forpligtelser i henhold til direktiv 2006/21, være genstand for en traktatbrudsprocedure og kunne blive pålagt at betale tvangsbøder. Retten fremhævede endvidere, at formålet med forpligtelsen til at stille en sikkerhed ( 5 ) var at sikre, at mineselskaberne rådede over tilstrækkelige midler til at dække de fremtidige omkostninger ved genopretning af minegrundene uanset mineselskabernes økonomiske situation i fremtiden, og at undgå, at staten skal indtræde i mineselskabernes sted. Retten forkastede i øvrigt Iberpotash’ argumenter om selskabets finansielle kapacitet, da denne til enhver tid vil kunne ændre sig, og om den omstændighed, at tabet af indtægter vedrørte et privat pengeinstituts budget, og konkluderede, at de lave finansielle garantier, der var stillet krav om i det foreliggende tilfælde, udgjorde en tilstrækkelig konkret risiko for, at der i fremtiden ville opstå en yderligere byrde for staten, således at foranstaltningerne kunne kvalificeres som statsstøtte.

Endvidere bekræftede Retten, at eftersom sikkerhedsstillelsernes niveau faktisk var utilstrækkeligt og klart lavere end det, der ville have været nødvendigt for at dække omkostningerne ved at genoprette grundene, og eftersom foranstaltningerne var blevet vedtaget i form af individuelle driftstilladelser, gav de Iberpotash en selektiv fordel. Retten bemærkede i forbindelse med sin analyse bl.a., at den omstændighed, at Kommissionen ikke havde foretaget sin egen vurdering af de korrekte niveauer for de finansielle sikkerhedsstillelser, ikke indebar en tilsidesættelse af dens pligt til at udvise omhu, eftersom det var begrundet i den skønsmargen, som medlemsstaterne i denne henseende er tillagt ved artikel 14 i direktiv 2006/21.

Endelig fastslog Retten, at medlemsstatens forpligtelse til at tilbagesøge den således ulovligt tildelte støtte hverken indebar en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Iberpotash ikke havde godtgjort, at selskabet havde modtaget tilstrækkeligt præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer som følge af en positiv handling fra Kommissionens side, eller havde godtgjort, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, eller retssikkerhedsprincippet, idet konstateringen i det foreliggende tilfælde af en overførsel af statsmidler ikke var uforudsigelig for en opmærksom og velunderrettet erhvervsdrivende, henset til Kommissionens tidligere praksis.

For det andet bekræftede Retten, at tildækningen af affaldsdepotet i Vilafruns, som blev besluttet og finansieret fuldt ud af de offentlige myndigheder, udgjorde en positiv ydelse på samme måde som en støtte, der nødvendigvis medførte en fordel for Iberpotash. Denne foranstaltning bidrog nemlig til at løse problemet med forureningen på en effektiv, langvarig og ikke uforholdsmæssig måde, hvorved Iberpotash blev fritaget for sit generelle ansvar i henhold til den gældende nationale lovgivning og den EU-retlige lovgivning for til stadighed at afhjælpe eventuelle negative følger af driften af minen, og til at undgå, at Iberpotash skulle gennemføre andre genopretningsforanstaltninger i en meget lang periode. Retten konkluderede på denne baggrund, at foranstaltningen havde favoriseret sidstnævnte ved at reducere de fremtidige miljørisici. Selv om Retten i lighed med Kommissionen anerkendte, at Iberpotash befandt sig i en fuldt ud lovlig situation med hensyn til overholdelsen af selskabets miljøforpligtelser, idet staten havde besluttet at indføre et højere miljøbeskyttelsesniveau end det, der var nødvendigt på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, fastslog Retten, at Iberpotash som ejer af anlægget ikke var fritaget for at bære omkostningerne derved, idet Retten i øvrigt præciserede, at der i den anfægtede afgørelse blev taget hensyn til dette element ved kun at pålægge tilbagesøgning af en del af det beløb, der således var anvendt til den statslige investering.

( 1 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2018/118 af 31.8.2017 om statsstøtte SA.35818 (2016/C) (ex 2015/NN) (ex 2012/CP) iværksat af Spanien for Iberpotash (EUT 2018, L 28, s. 25).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15.3.2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EUT 2006, L 102, s. 15).

( 3 ) – Artikel 108, stk. 3, TEUF.

( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35 af 21.4.2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (EUT 2004, L 143, s. 56).

( 5 ) – Fastsat i artikel 14 i direktiv 2006/21.