Sag C-703/17

Adelheid Krah

mod

Universität Wien

(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Oberlandesgericht Wien)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 10. oktober 2019

»Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 45 TEUF – arbejdstagere – forordning (EU) nr. 492/2011 – artikel 7, stk. 1 – senior lecturer/postdoc – begrænsning af hensyntagen til de tidligere relevante beskæftigelsesperioder, der er fuldført i en anden medlemsstat – aflønningsordning, der knytter en højere løn til anciennitet erhvervet ved den nuværende arbejdsgiver«

1. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – løn – senior lecturer/postdoc – delvis hensyntagen til tidligere relevante beskæftigelsesperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat – anvendelse i forhold til samtlige ansatte arbejdstagere – direkte forskelsbehandling grund af nationalitet – foreligger ikke

   (Art. 45, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 492/2011, art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 21, 25 og 28)

2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – løn – senior lecturer/postdoc – delvis hensyntagen til tidligere relevante beskæftigelsesperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat – forskellig behandling, alt efter hvilket universitet der har beskæftiget arbejdstageren – indirekte forskelsbehandling grund af nationalitet – foreligger ikke

   (Art. 45, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 492/2011, art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 23, 24, 29-32 og 38)

3. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – løn – senior lecturer/postdoc – delvis hensyntagen til tidligere relevante beskæftigelsesperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat – tidligere tilsvarende beskæftigelse – hindring – berettigelse – foreligger ikke – tidligere beskæftigelse ikke tilsvarende, men nyttig ved varetagelsen af hvervet – ingen hindring

   (Art. 45 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 492/2011, art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 40-43, 47-51, 54 og 55-63 samt domskonkl.)

Resumé

Et regelsæt for et universitet i en medlemsstat, som begrænser de tidligere perioder med tilsvarende beskæftigelse i en anden medlemsstat, der tages i betragtning med henblik på at fastlægge indplaceringen i lønskalaen for dette universitets undervisere, udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed

I Krah-dommen (sag C-703/17), afsagt den 10. oktober 2019, fastslog Domstolen, at et regelsæt for et universitet i en medlemsstat, som begrænser de tidligere perioder med tilsvarende beskæftigelse i en anden medlemsstat, der tages i betragtning med henblik på at fastlægge indplaceringen i lønskalaen for dette universitets senior lecturers/postdocs, udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed som sikret ved artikel 45 TEUF. Til gengæld er artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed ( 1 ) ikke til hinder for et sådant regelsæt, hvis den beskæftigelse, der er udført i en anden medlemsstat, ikke var tilsvarende, men blot nyttig ved varetagelsen af det nævnte hverv som senior lecturer/postdoc ved det omhandlede universitet.

I den sag, der verserer for den forelæggende ret, havde en tysk statsborger, der har en doktorgrad i historie, arbejdet som underviser ved Universität München i fem år. Siden slutningen af 2000 har hun arbejdet ved Universität Wien, først som underviser, dernæst som docent og fra den 1. oktober 2010 som senior lecturer/postdoc. Ved afgørelse af 8. november 2011 besluttede Universität Wien at tage tidligere perioder af relevant beskæftigelse i betragtning med indtil fire år ved indplaceringen af senior lecturers/postdocs i lønskalaen, uden at der blev sondret mellem beskæftigelsesperioder fuldført ved andre universiteter i Østrig eller i udlandet. Denne begrænsning på fire år finder derimod ikke anvendelse på erhvervserfaring, der er erhvervet ved Universität Wien som senior lecturer/postdoc. I henhold til denne afgørelse blev sagsøgerens indplacering i lønskalaen fastlagt på grundlag af en tidligere erhvervserfaring på fire år.

Adspurgt om foreneligheden af afgørelsen af 8. november 2011 med princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet fastslog Domstolen først, at denne afgørelse hverken udgør en forskelsbehandling direkte på grund af nationalitet eller en indirekte forskelsbehandling af arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater. Domstolen fastslog imidlertid, at den udgjorde en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, som er sikret ved artikel 45, stk. 1, TEUF, for så vidt som den kan gøre udøvelsen af denne frihed mindre tiltrækkende.

Afgørelsen af 8. november 2011 tager i denne henseende hensyn til tidligere relevant erhvervserfaring med en samlet varighed på højst fire år. Dette begreb omfatter ikke kun tidligere beskæftigelse, som svarer til eller endog er identisk med funktionen som senior lecturer/postdoc ved Universität Wien, men ligeledes enhver anden type beskæftigelse, som blot er nyttig ved varetagelsen af dette hverv.

Domstolen fastslog, at en begrænsning af den tidligere tilsvarende erhvervserfaring, der tages i betragtning, til fire år udgør en hindring for den frie bevægelighed. Denne begrænsning kan afskrække en senior lecturer/postdoc, som har erhvervet en tilsvarende erhvervserfaring af mere end denne varighed fra at forlade sin oprindelsesmedlemsstat og søge en sådan stilling ved Universität Wien. Domstolen fremhævede i denne henseende, at en sådan senior lecturer/postdoc behandles lønmæssigt mindre fordelagtigt end senior lecturers/postdocs, der har varetaget den samme funktion i beskæftigelsesperioder af samme varighed ved Universität Wien.

Hvad derimod angår den manglende hensyntagen til den samlede erhvervserfaring, der blot er nyttig, fastslog Domstolen, at der ikke foreligger en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, da en sådan manglende hensyntagen ikke har afskrækkende virkning på den frie bevægelighed.

For så vidt angår begrundelsen for den hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, der følger af den delvise hensyntagen til tilsvarende erhvervserfaring, bekræftede Domstolen endelig, at det udgør et lovligt lønpolitisk formål at belønne den opnåede erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre. Henset til de konkrete omstændigheder i hovedsagen forekommer afgørelsen af 8. november 2011 ikke at være egnet til at sikre gennemførelsen af dette mål, således at Domstolen fastslog, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 45 TEUF.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1). Artikel 7, stk. 1, i denne forordning er et særligt udtryk for det princip om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i artikel 45, stk. 2, TEUF specielt på området beskæftigelses- og arbejdsvilkår.