Sag C-246/17

Ibrahima Diallo

mod

État belge

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – direktiv 2004/38/EF – artikel 10, stk. 1 – ansøgning om opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – udstedelse – frist – vedtagelse og meddelelse af afgørelsen – følgerne af den manglende overholdelse af fristen på seks måneder – medlemsstaternes procesautonomi – effektivitetsprincippet«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. juni 2018

1. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – udstedelse af opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – frist – pligt til at træffe og meddele afgørelsen vedrørende ansøgningen om opholdskortet inden for seks måneder

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 10, stk. 1)

2. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – udstedelse af opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – frist – manglende overholdelse – følger – national lovgivning, der pålægger automatisk udstedelse i tilfælde af overskridelse af den fastsatte frist – ikke tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 10, stk. 1)

3. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – udstedelse af opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – deklaratorisk karakter og ingen retsstiftende foranstaltning – retsvirkninger

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 10, stk. 1)

4. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – udstedelse af opholdskort for familiemedlem til en unionsborger – afgørelse om afslag – retslig annullation af afgørelsen – retsvirkninger – en ny frist på seks måneder begynder automatisk at løbe – foreligger ikke

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 10, stk. 1 og 2)

1.  Artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF skal fortolkes således, at afgørelsen om ansøgningen om opholdskort for familiemedlem til en unionsborger skal være truffet og meddelt inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i denne bestemmelse.

   Som anført af generaladvokaten i punkt 44 i forslaget til afgørelse angiver brugen af udtrykket »senest seks måneder efter indgivelse af ansøgning« således klart, at medlemsstaterne skal udstede opholdskortet for familiemedlem til en unionsborger til den berørte inden for denne frist. Det i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38 omhandlede begreb »udstedelse« indebærer, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45 og 46 i forslaget til afgørelse, at de kompetente nationale myndigheder inden for den frist på seks måneder, som er fastsat i denne bestemmelse, skal behandle ansøgningen, træffe en afgørelse og for det tilfælde, at ansøgeren opfylder betingelserne for at indrømmes opholdsret på grundlag af direktiv 2004/38, udlevere det nævnte opholdskort til denne ansøger.

   Det følger heraf, at medlemsstaternes forpligtelse til at udstede opholdskortet for familiemedlem til en unionsborger inden for den ufravigelige frist på seks måneder, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38, nødvendigvis forudsætter, at en afgørelse træffes og meddeles den berørte inden udløbet af denne frist.

   Det samme gælder, når de kompetente nationale myndigheder nægter at udstede et opholdskort for familiemedlem til en unionsborger til den berørte.

   (jf. præmis 35, 36, 38, 39 og 43 samt domskonkl. 1)

2.  Direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, der pålægger de kompetente nationale myndigheder af egen drift at udstede et opholdskort for familiemedlem til en unionsborger til den berørte, når den i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38 fastsatte frist på seks måneder er overskredet, uden forinden at fastslå, at den berørte faktisk opfylder betingelserne for at opholde sig i værtsmedlemsstaten i overensstemmelse med EU-retten.

   I denne henseende skal det bemærkes, at direktiv 2004/38 ikke indeholder nogen bestemmelser, der regulerer følgerne af overskridelsen af den i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38 omhandlede frist, idet dette spørgsmål principielt henhører under medlemsstaternes procesautonomi med forbehold af iagttagelsen af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet (jf. i denne retning dom af 17.3.2016, Bensada Benallal,C-161/15, EU:C:2016:175, præmis 24). Selv om EU-retten inden for disse rammer på ingen måde er til hinder for, at medlemsstaterne indfører ordninger med implicit godkendelse eller tilladelse, må sådanne ordninger imidlertid ikke gribe ind i EU-rettens effektive virkning.

   På denne baggrund skal det bemærkes, at selv om intet er til hinder for, at en national lovgivning fastsætter, at den kompetente myndigheds tavshed i seks måneder fra indleveringen af ansøgningen skal anses for en afgørelse om afslag, er selve ordlyden af direktiv 2004/38 derimod til hinder for, at denne tavshed skal anses for en afgørelse om godkendelse.

   (jf. præmis 45, 46, 51 og 56 samt domskonkl. 2)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 48-50)

4.  EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter den kompetente nationale myndighed efter en retslig annullation af en afgørelse om afslag på udstedelse af opholdskort for familiemedlem til en unionsborger automatisk på ny råder over den fulde frist på seks måneder, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38.

   Det bemærkes nemlig for det første, at det med den ordning, der er indført ved artikel 10 i direktiv 2004/38, tilsigtes, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 40, inden for en ufravigelig frist på seks måneder at kontrollere tredjelandsstatsborgeres individuelle situation i lyset af de EU-retlige bestemmelser. Navnlig skal de kompetente nationale myndigheder inden for denne frist alene kontrollere, om tredjelandsstatsborgeren ved fremvisning af de i direktivets artikel 10, stk. 2, angivne dokumenter kan bevise med henblik på tildeling af opholdskort, at den pågældende er omfattet af begrebet »familiemedlem« til en unionsborger som omhandlet i direktiv 2004/38.

   For det andet følger det af Domstolens faste praksis, at direktiv 2004/38 tilsigter at lette udøvelsen af den grundlæggende og personlige ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som direkte er tillagt unionsborgerne i artikel 21, stk. 1, TEUF, og at styrke denne ret. Det understreges desuden i femte betragtning til dette direktiv, at denne ret, for at den kan udøves på objektive betingelser, der sikrer værdighed, også må indrømmes familiemedlemmer til disse borgere, uanset disses nationalitet (dom af 14.11.2017, Lounes,C-165/16, EU:C:2017:862, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

   Dette formål kræver, at en tredjelandsstatsborger, der fører bevis for, at den pågældende er omfattet af begrebet »familiemedlem« til en unionsborger som omhandlet i direktiv 2004/38, så hurtigt som muligt skal kunne få udstedt et opholdskort, der godtgør denne egenskab.

   Den omstændighed, at en ny frist på seks måneder automatisk begynder at løbe efter den retslige annullation af en afgørelse om afslag på udstedelse af opholdskort, synes derfor ikke at stå i et rimeligt forhold til formålet med den administrative procedure, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38, og formålet med det nævnte direktiv. Det følger heraf, at såvel effektivitetsprincippet som det formål om hurtig behandling, der er knyttet til direktiv 2004/38, er til hinder for, at de nationale myndigheder automatisk får en ny frist på seks måneder efter en retslig annullation af en første afgørelse om afslag på udstedelse af opholdskort. Disse myndigheder er forpligtet til at træffe en ny afgørelse inden for en rimelig frist, der under alle omstændigheder ikke må overskride den frist, som er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2004/38.

   (jf. præmis 63-65 og 68-70 samt domskonkl. 3)