Sag T-837/16

Kongeriget Sverige

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Femte Afdeling) af 7. marts 2019

»REACH – Kommissionens afgørelse om tilladelse til anvendelse af blysulfochromatgul og blychromatmolybdatsulfatrød – artikel 60, stk. 4 og 5, i forordning (EF) nr. 1907/2006 – undersøgelse af, om der findes alternativer – retlig fejl«

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – særligt problematiske stoffer – afgørelse om godkendelse – betingelser for tildeling af en godkendelse – Kommissionens forpligtelse til at foretage en undersøgelse – rækkevidde – pligt til hensyntagen til udtalelserne fra Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) udvalg – grænser – begrundelsespligt

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, 81. og 102. betragtning og art. 60, stk. 4)

   (jf. præmis 64-69)

2. Tilnærmelse af lovgivningerne – registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier – REACH-forordningen – særligt problematiske stoffer – afgørelse om godkendelse – betingelser for tildeling af en godkendelse – ingen alternativer til anvendelsen af et problematisk stof – Kommissionens undersøgelse – bevisbyrde – eksistensen af oplysninger, som gør det muligt at konkludere, at Kommissionen ikke behørigt har undersøgt, om der foreligger alternativer

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, 69. og 73. betragtning og art. 60, stk. 4, art. 5, art. 8, art. 9, litra d), og art. 62, stk. 4, litra e) og f)]

   (jf. præmis 72-79, 81-85 og 102)

3. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – opretholdelse af den anfægtede retsakts virkninger indtil erstatningen af denne inden for en rimelig frist – begrundet i hensynet til retssikkerhed

   (Art. 264, stk. 2, TEUF)

   (jf. præmis 109-112)

Resumé

I dommen i sagen Sverige mod Kommissionen (sag T-837/16), som blev afsagt den 7. marts 2019, annullerede Retten en afgørelse, hvorved Kommissionen havde godkendt visse anvendelser af blysulfochromatgul (C.I. Pigment Yellow 34) og blychromatmolybdatsulfatrød (C.I. Pigment Red 104) i overensstemmelse med forordning nr. 1907/2006 ( 1 ). DDC Maastricht BV havde anmodet om denne godkendelse bl.a. med henblik på anvendelse af disse to pigmenter i malinger til metaloverflader og til vejmarkering. Europa-Kommissionens afgørelse om godkendelse, hvori det bl.a. blev konstateret, at der ikke fandtes alternativer til disse to pigmenter, blev bestridt ved Retten af Kongeriget Sverige, støttet af Kongeriget Danmark, Republikken Finland og Europa-Parlamentet.

For det første konstaterede Retten, at det ikke hvad angår de i den foreliggende sag omhandlede blychromater var muligt at fastsætte et nuleffektniveau hverken for de kræftfremkaldende egenskaber eller for de reproduktionstoksiske egenskaber, og at det eneste retsgrundlag, der følgelig kunne gøre det muligt at godkende disse særligt problematiske stoffer, var artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006. Den anfægtede afgørelse er baseret på denne bestemmelse.

For det andet fremkom Retten med nogle præciseringer hvad angår fordelingen af de opgaver, som påhviler de aktører, som medvirker i den godkendelsesprocedure, der er fastsat i artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006. Det påhviler således Kommissionen alene at undersøge, om de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt. I forbindelse med den socioøkonomiske analyse og analysen af egnede alternativer har Kommissionen pligt til at tage hensyn til udtalelserne fra Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), således som omhandlet i artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006. Selv om Kommissionen ikke er bundet af disse udtalelser, er den i tilfælde af, at den beslutter væsentligt at fravige et teknisk eller økonomisk punkt, der er anført i en sådan udtalelse, forpligtet til nærmere at begrunde sin vurdering.

For det tredje fremkom Retten med en yderligere afklaring af begrebet »alternativer«. Det følger af artikel 64, stk. 4, af artikel 60, stk. 5, og af 69. betragtning til forordning nr. 1907/2006, at »alternativer« er et »alternativt stof« eller en »alternativ teknologi«, som kun er relevante med henblik på den godkendelsesprocedure, der er fastsat i forordning nr. 1907/2006, for så vidt som de er »egnede«. Hvad angår dette udtryk tilsigter det at afgrænse antallet af relevante alternativer til antallet af »mere sikre« alternativer, dvs. stoffer eller teknologier, hvis anvendelse medfører en mindre risiko i forhold til den risiko, som anvendelsen af det pågældende særligt problematiske stof medfører. Endvidere angiver dette udtryk, at der ikke udelukkende skal være tale om et alternativ in abstracto eller på forsøgsvilkår eller på vilkår, som kun har exceptionel karakter. Desuden skal det i forbindelse med en socioøkonomisk procedure ligeledes afgøres, om de alternativer, der er blevet påvist under godkendelsesproceduren, er teknisk og økonomisk mulige »for ansøgeren« af godkendelsen. Endelig gælder, at hvis det påvises, at de socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers sundhed eller miljøet, der følger af anvendelsen af det pågældende stof, kan der udstedes en godkendelse, hvis ansøgeren fremlægger en substitutionsplan som omhandlet i denne forordnings artikel 60, stk. 4, litra c).

Hvad for det fjerde angår bevisbyrden udtalte Retten, at selv om det ganske vist tilkommer ansøgeren om godkendelse at påvise, at der ikke findes noget alternativ, påhviler det Kommissionen at afgøre, om alle de relevante faktiske omstændigheder og de dertil knyttede tekniske og økonomiske vurderinger gør det muligt at konkludere, at de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, rent faktisk er opfyldt. Følgelig tilkommer det Kommissionen i overensstemmelse med dennes pligt til at udvise omhu at undersøge betingelsen om, at der ikke findes alternativer, indgående. Hvis der efter afslutningen af undersøgelsen af betingelsen om, at der ikke findes alternativer, stadig er usikkerhed i forbindelse med den videnskabelige vurdering, må det konkluderes, at den nævnte betingelse principielt ikke er opfyldt, og at Kommissionen følgelig ikke har ret til at tildele en godkendelse, heller ikke selv om denne er betinget.

I det foreliggende tilfælde konstaterede Retten, at de oplysninger, der var fremsendt af tredjemænd i forbindelse med proceduren til vedtagelse af den anfægtede afgørelse, viste, at der i det mindste hvad angår visse anvendelser ikke var grundlag for at fastslå, at der ikke fandtes alternativer. Ifølge Retten var Kommissionens undersøgelse af betingelsen om, at der ikke fandtes alternativer, således som fastsat i artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006, på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse nemlig ikke behørigt tilendebragt. Herefter kunne den i den foreliggende sag omhandlede godkendelse endnu ikke tildeles på dette samme tidspunkt.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1, berigtiget i EUT 2007, L 136, s. 3).