This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62015TO0357
Rettens kendelse (Appelafdelingen) af 17. december 2015.
Maria Luisa Garcia Minguez mod Europa-Kommissionen.
Appel – personalesag – ansættelse – intern udvælgelsesprøve i Kommissionen for institutionens midlertidigt ansatte – ingen adgang for en midlertidig ansat i et forvaltningsorgan – vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra b) – ligebehandling – appel, der er åbenbart ugrundet.
Sag T-357/15 P.
Rettens kendelse (Appelafdelingen) af 17. december 2015.
Maria Luisa Garcia Minguez mod Europa-Kommissionen.
Appel – personalesag – ansættelse – intern udvælgelsesprøve i Kommissionen for institutionens midlertidigt ansatte – ingen adgang for en midlertidig ansat i et forvaltningsorgan – vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra b) – ligebehandling – appel, der er åbenbart ugrundet.
Sag T-357/15 P.
Court reports – Reports of Staff Cases
RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
17. december 2015
Maria Luisa Garcia Minguez
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — personalesag — ansættelse — intern udvælgelsesprøve i Kommissionen for institutionens midlertidigt ansatte — ingen adgang for en midlertidig ansat i et forvaltningsorgan — vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra b) — ligebehandling — appel, der er åbenbart ugrundet«
Angående:
Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling) den 28. april 2015, Garcia Minguez mod Kommissionen (sag F-72/14, Sml. Pers., EU:F:2015:40), med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald:
Appellen forkastes. Maria Luisa Garcia Minguez betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
Tjenestemænd — udvælgelsesprøve — interne udvælgelsesprøver — adgangsbetingelser — ansat, der tilhører institutionens personale — midlertidigt ansat, der er direkte rekrutteret af et forvaltningsorgan — ikke omfattet
[Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, litra b); Rådets forordning nr. 58/2003, art. 18, stk. 1]
Tjenestemænd — udvælgelsesprøve — interne udvælgelsesprøver — adgangsbetingelser — ansat, der tilhører institutionens personale — udelukkelse af de midlertidigt ansatte, der er direkte rekrutteret af forvaltningsorganer, men ikke af tjenestemænd, der er udstationerede som midlertidigt ansatte ved nævnte forvaltningsorganer — tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet — foreligger ikke
[Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, litra b)]
Tjenestemandssager — anbringender — anbringende med henblik på at kvalificere et forvaltningsorgan som en tjenestegren i en institution — henvisning til den pågældende institutions organisationsplan — afvisning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
Vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra b), tillader hver institution at afholde interne udvælgelsesprøver udelukkende for institutionens tjenestemænd og midlertidigt ansatte. Udtrykket »udvælgelsesprøve inden for institutionen« som omhandlet i denne bestemmelse vedrører alle, der gør tjeneste i den pågældende institution, uanset i hvilken egenskab.
Forvaltningsorganer som omhandlet i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 58/2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer, råder over tjenestegrene, som ikke er sammenfaldende med Kommissionens tjenestegrene. De nævnte organer er derfor ikke en del af Kommissionen med henblik på at få adgang til interne udvælgelsesprøver. For så vidt som den berørte er blevet direkte ansat af et forvaltningsorgan som midlertidigt ansat og fortsat har denne status, når han indgiver sin ansøgning til en intern udvælgelsesprøve, kan det i denne forbindelse ikke fastslås, at der foreligger en tilstrækkelig offentligretlig tilknytning mellem den berørte og den pågældende institution.
(jf. præmis 23, 24, 27 og 41)
Henvisning til:Domstolen: dom af 31. marts 1965, Rauch mod Kommissionen, 16/64, Sml., EU:C:1965:29, s. 179 og 190
Retten: dom af 15. november 2001, Van Huffel mod Kommissionen, T-142/00, Sml. Pers., EU:T:2001:268, præmis 56, af 23. januar 2003, Angioli mod Kommissionen, T-53/00, Sml. Pers., EU:T:2003:12, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, og af 13. december 2006, Heus mod Kommissionen, T-173/05, Sml. Pers., EU:T:2006:392, præmis 39
Princippet om ligebehandling kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet. Det samme gælder i relation til princippet om forbud mod forskelsbehandling, der blot er det specifikke udtryk for det almindelige lighedsprincip.
Når en institution i denne forbindelse beslutter sig for at afholde en intern udvælgelsesprøve i overensstemmelse med vedtægten, er en sådan udvælgelsesprøve, hvor et af formålene er at fastansætte denne institutions midlertidigt ansatte, ved sin karakter udelukkende beregnet til tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der gør tjeneste i institutionen, uanset i hvilken egenskab. Disse tjenestemænd og midlertidigt ansatte, herunder dem, der er udstationeret uden for institutionen, befinder sig derfor ikke i en retlig og faktisk situation, der for så vidt angår muligheden for adgang til en sådan udvælgelsesprøve kan sammenlignes med situationen for midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved et forvaltningsorgan, der er forskelligt fra denne institution, idet disse ansatte følgelig ikke gør tjeneste i den nævnte institution.
(jf. præmis 30 og 31)
Henvisning til:Domstolen: dom af 19. oktober 1977, Ruckdeschel m.fl., 117/76 og 16/77, Sml., EU:C:1977:160, præmis 7, og af 9. oktober 2008, Chetcuti mod Kommissionen, C-16/07 P, Sml., EU:C:2008:549, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis
Da en organisationsplan over generaldirektoratet i en EU-institution ikke har retsvirkninger og udelukkende har et strengt informativt formål, kan et sådant dokument ikke kvalificere et forvaltningsorgan som en tjenestegren i en institution.
(jf. præmis 42)
Henvisning til:Retten: dom af 18. februar 1993, Mc Avoy mod Parlamentet, T-45/91, Sml., EU:T:1993:11, præmis 45