Sag C-140/12

Pensionsversicherungsanstalt

mod

Peter Brey

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof)

»Fri bevægelighed for personer — unionsborgerskab — direktiv 2004/38/EF — ret til ophold i mere end tre måneder — artikel 7, stk. 1, litra b) — person, der ikke længere er arbejdstager — alderspensionsberettiget — betingelse om at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til ikke at blive en byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system« — ansøgning om en særlig, ikke-bidragspligtig kontantydelse — udligningstillæg, der supplerer alderspension — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 3, stk. 2, og artikel 70 — bopælsmedlemsstatens kompetence — betingelser for tildeling — lovlig opholdsret på det nationale område — overensstemmelse med EU-retten«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 19. september 2013

1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fastlæggelse af de relevante EU-retlige regler – omformulering af spørgsmålene

   (Art. 267 TEUF)

2. Social sikring – vandrende arbejdstagere – særlige ikke-bidragspligtige ydelser – koordineringssystem fastsat i artikel 10a i forordning nr. 1408/71 – anvendelsesområde – kompenserende tillægsydelse til alders- eller invalidepension, der tildeles i henhold til objektive kriterier, og som ikke er finansieret ved den sikredes bidrag – ydelse anført i bilag IIa til nævnte forordning – omfattet

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 2a, og art. 10a og bilag IIa)

3. Social sikring – vandrende arbejdstagere – lovgivning, der finder anvendelse – samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger – ikke omfattet – lovvalgsordning – fuldstændighed

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 70, stk. 4)

4. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – betingelser for den opholdsret, som følger af unionsretten – betingelse om tilstrækkelige midler – det sociale system – begreb – udligningstillæg, der supplerer alderspension – omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 3, stk. 5, litra a); Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1, litra b)]

5. Unionsborgerskab – fortolkning – tekster på flere sprog – uoverensstemmelse mellem forskellige sprogversioner – hensyntagen til den almindelige opbygning af og formålet med den pågældende ordning

6. Unionsborgerskab – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – direktiv 2004/38 – betingelser for den opholdsret, som følger af unionsretten – betingelse om tilstrækkelige midler – en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, og som ikke opfylder betingelserne for at opnå en lovlig opholdsret på mere end tre måneder på værtsmedlemsstatens område – national lovgivning, der under alle omstændigheder og automatisk udelukker tildeling af udligningstillæg, der supplerer alderspension – ikke tilladt

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1, litra b), art. 8, stk. 4, art. 24, stk. 1 og 2]

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31 og 32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33-35)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39-42 og 44)

4.  Begrebet »sociale system« i artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område kan ikke begrænses til sociale ydelser, der i henhold til artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning nr. 883/2004 ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

   Dette begreb skal således ses ikke ud fra formelle kriterier, men ud fra formålet med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 om at give værtsmedlemsstaten mulighed for at pålægge unionsborgere, der ikke eller ikke længere kan betegnes som arbejdstagere, lovlige restriktioner for så vidt angår tildelingen af sociale ydelser, således at disse personer ikke bliver en urimelig byrde for det sociale system.

   Det nævnte begreb må derfor fortolkes som en henvisning til alle de støtteordninger, som er oprettet af offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og som en person er berettiget til, hvis den pågældende ikke har midler, der er tilstrækkelige til, at han kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer, og derfor under opholdet risikerer at falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde, hvilket kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der kan udbetales af denne stat. Det følger heraf, at et udligningstillæg, der supplerer alderspensionen, kan betragtes som henhørende under den pågældende medlemsstats »sociale system«. Denne ydelse, der har til formål at sikre den berettigede et nødvendigt minimum, såfremt pensionen er utilstrækkelig, er nemlig fuldt ud finansieret af de offentlige myndigheder uden noget bidrag fra de sikrede.

   (jf. præmis 57, 58 og 60-62)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 73 og 74)

6.  EU-retten, således som den bl.a. følger af artikel 7, stk. 1, litra b), artikel 8, stk. 4, og artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der, selv for perioden efter de tre måneders ophold, under alle omstændigheder og automatisk udelukker tildeling af en ydelse såsom et udligningstillæg, der supplerer alderspensionen til en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, med den begrundelse, at han – på trods af, at han har opnået et bevis for registrering – ikke opfylder betingelserne for at opnå en lovlig opholdsret på mere end tre måneder på den førstnævnte medlemsstats område, idet en sådan opholdsret er betinget af, at denne statsborger råder over tilstrækkelige midler til ikke at ansøge om det nævnte tillæg.

   Den omstændighed, at en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, kan være berettiget til en sådan ydelse, kunne udgøre et indicium for, at sidstnævnte ikke råder over tilstrækkelige midler til at undgå at blive en urimelig byrde for denne medlemsstats sociale system som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38. De nationale kompetente myndigheder kan imidlertid ikke udlede en sådan konklusion uden at have foretaget en samlet vurdering af den byrde, som tildelingen af denne ydelse konkret udgør for hele det nationale sociale system, i forhold til den pågældendes individuelle situation.

   Ved at gøre retten til ophold på mere end tre måneder betinget af den omstændighed, at den pågældende ikke bliver en »urimelig« byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system«, indebærer artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, således, at de kompetente nationale myndigheder råder over en skønsbeføjelse – under hensyntagen til en række faktorer og til proportionalitetsprincippet – til at vurdere, om tildelingen af en social ydelse kan være en byrde for hele denne medlemsstats sociale system.

   En automatisk udelukkelse fra værtsmedlemsstatens side af statsborgere fra andre medlemsstater, der ikke er erhvervsaktive, fra en given social ydelse, selv for perioden efter de tre måneders ophold i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38, giver ikke værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder mulighed for at foretage en samlet vurdering af denne byrde, i overensstemmelse med de krav, der følger af bl.a. dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 4, og af proportionalitetsprincippet. De kompetente myndigheder kan navnlig tage hensyn til bl.a. størrelsen og regelmæssigheden af den indkomst, som den pågældende råder over, det forhold, at indkomsten har fået de nævnte myndigheder til at udstede et bevis for registrering til ham på det nationale område, samt den periode, hvor den ansøgte ydelse kan udbetales. Med henblik på at undersøge omfanget af den byrde, som en sådan udbetaling udgør for det nationale sociale system, kan det desuden være relevant at fastsætte andelen af modtagere af denne ydelse, der er unionsborgere, og som er pensionsberettigede i en anden medlemsstat.

   (jf. præmis 63, 64, 72, 77, 78 og 80 samt domskonkl.)

Sag C-140/12

Pensionsversicherungsanstalt

mod

Peter Brey

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof)

»Fri bevægelighed for personer — unionsborgerskab — direktiv 2004/38/EF — ret til ophold i mere end tre måneder — artikel 7, stk. 1, litra b) — person, der ikke længere er arbejdstager — alderspensionsberettiget — betingelse om at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til ikke at blive en byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system« — ansøgning om en særlig, ikke-bidragspligtig kontantydelse — udligningstillæg, der supplerer alderspension — forordning (EF) nr. 883/2004 — artikel 3, stk. 2, og artikel 70 — bopælsmedlemsstatens kompetence — betingelser for tildeling — lovlig opholdsret på det nationale område — overensstemmelse med EU-retten«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 19. september 2013

1. Præjudicielle spørgsmål — Domstolens kompetence — fastlæggelse af de relevante EU-retlige regler — omformulering af spørgsmålene

   (Art. 267 TEUF)

2. Social sikring — vandrende arbejdstagere — særlige ikke-bidragspligtige ydelser — koordineringssystem fastsat i artikel 10a i forordning nr. 1408/71 — anvendelsesområde — kompenserende tillægsydelse til alders- eller invalidepension, der tildeles i henhold til objektive kriterier, og som ikke er finansieret ved den sikredes bidrag — ydelse anført i bilag IIa til nævnte forordning — omfattet

   (Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 2a, og art. 10a og bilag IIa)

3. Social sikring — vandrende arbejdstagere — lovgivning, der finder anvendelse — samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger — ikke omfattet — lovvalgsordning — fuldstændighed

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 70, stk. 4)

4. Unionsborgerskab — ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — direktiv 2004/38 — betingelser for den opholdsret, som følger af unionsretten — betingelse om tilstrækkelige midler — det sociale system — begreb — udligningstillæg, der supplerer alderspension — omfattet

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004, art. 3, stk. 5, litra a); Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1, litra b)]

5. Unionsborgerskab — fortolkning — tekster på flere sprog — uoverensstemmelse mellem forskellige sprogversioner — hensyntagen til den almindelige opbygning af og formålet med den pågældende ordning

6. Unionsborgerskab — ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område — direktiv 2004/38 — betingelser for den opholdsret, som følger af unionsretten — betingelse om tilstrækkelige midler — en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, og som ikke opfylder betingelserne for at opnå en lovlig opholdsret på mere end tre måneder på værtsmedlemsstatens område — national lovgivning, der under alle omstændigheder og automatisk udelukker tildeling af udligningstillæg, der supplerer alderspension — ikke tilladt

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 7, stk. 1, litra b), art. 8, stk. 4, art. 24, stk. 1 og 2]

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31 og 32)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33-35)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39-42 og 44)

4.  Begrebet »sociale system« i artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område kan ikke begrænses til sociale ydelser, der i henhold til artikel 3, stk. 5, litra a), i forordning nr. 883/2004 ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

   Dette begreb skal således ses ikke ud fra formelle kriterier, men ud fra formålet med artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38 om at give værtsmedlemsstaten mulighed for at pålægge unionsborgere, der ikke eller ikke længere kan betegnes som arbejdstagere, lovlige restriktioner for så vidt angår tildelingen af sociale ydelser, således at disse personer ikke bliver en urimelig byrde for det sociale system.

   Det nævnte begreb må derfor fortolkes som en henvisning til alle de støtteordninger, som er oprettet af offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan, og som en person er berettiget til, hvis den pågældende ikke har midler, der er tilstrækkelige til, at han kan forsørge sig selv og sine familiemedlemmer, og derfor under opholdet risikerer at falde værtsmedlemsstatens sociale system til byrde, hvilket kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der kan udbetales af denne stat. Det følger heraf, at et udligningstillæg, der supplerer alderspensionen, kan betragtes som henhørende under den pågældende medlemsstats »sociale system«. Denne ydelse, der har til formål at sikre den berettigede et nødvendigt minimum, såfremt pensionen er utilstrækkelig, er nemlig fuldt ud finansieret af de offentlige myndigheder uden noget bidrag fra de sikrede.

   (jf. præmis 57, 58 og 60-62)

5.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 73 og 74)

6.  EU-retten, således som den bl.a. følger af artikel 7, stk. 1, litra b), artikel 8, stk. 4, og artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der, selv for perioden efter de tre måneders ophold, under alle omstændigheder og automatisk udelukker tildeling af en ydelse såsom et udligningstillæg, der supplerer alderspensionen til en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, med den begrundelse, at han – på trods af, at han har opnået et bevis for registrering – ikke opfylder betingelserne for at opnå en lovlig opholdsret på mere end tre måneder på den førstnævnte medlemsstats område, idet en sådan opholdsret er betinget af, at denne statsborger råder over tilstrækkelige midler til ikke at ansøge om det nævnte tillæg.

   Den omstændighed, at en statsborger fra en anden medlemsstat, der ikke er erhvervsaktiv, kan være berettiget til en sådan ydelse, kunne udgøre et indicium for, at sidstnævnte ikke råder over tilstrækkelige midler til at undgå at blive en urimelig byrde for denne medlemsstats sociale system som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38. De nationale kompetente myndigheder kan imidlertid ikke udlede en sådan konklusion uden at have foretaget en samlet vurdering af den byrde, som tildelingen af denne ydelse konkret udgør for hele det nationale sociale system, i forhold til den pågældendes individuelle situation.

   Ved at gøre retten til ophold på mere end tre måneder betinget af den omstændighed, at den pågældende ikke bliver en »urimelig« byrde for værtsmedlemsstatens »sociale system«, indebærer artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, således, at de kompetente nationale myndigheder råder over en skønsbeføjelse – under hensyntagen til en række faktorer og til proportionalitetsprincippet – til at vurdere, om tildelingen af en social ydelse kan være en byrde for hele denne medlemsstats sociale system.

   En automatisk udelukkelse fra værtsmedlemsstatens side af statsborgere fra andre medlemsstater, der ikke er erhvervsaktive, fra en given social ydelse, selv for perioden efter de tre måneders ophold i artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38, giver ikke værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder mulighed for at foretage en samlet vurdering af denne byrde, i overensstemmelse med de krav, der følger af bl.a. dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 4, og af proportionalitetsprincippet. De kompetente myndigheder kan navnlig tage hensyn til bl.a. størrelsen og regelmæssigheden af den indkomst, som den pågældende råder over, det forhold, at indkomsten har fået de nævnte myndigheder til at udstede et bevis for registrering til ham på det nationale område, samt den periode, hvor den ansøgte ydelse kan udbetales. Med henblik på at undersøge omfanget af den byrde, som en sådan udbetaling udgør for det nationale sociale system, kan det desuden være relevant at fastsætte andelen af modtagere af denne ydelse, der er unionsborgere, og som er pensionsberettigede i en anden medlemsstat.

   (jf. præmis 63, 64, 72, 77, 78 og 80 samt domskonkl.)