RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

12. december 2013

Erik Simpson

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag — udnævnelse — afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 9 efter at have bestået udvælgelsesprøven AD 9 — ligebehandling«

Angående:

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Erik Simpson har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 9. december 2010, hvorved Rådet for Den Europæiske Union afslog hans ansøgning om forfremmelse til lønklasse AD 9, efter at han havde bestået udvælgelsesprøven EPSO/AD/113/07, som blev afholdt med henblik på ansættelse af kontorchefer i lønklasse AD 9 på området for oversættelse, og af afgørelsen af 7. oktober 2011 om afslag på hans klage, dels om, at Rådet tilpligtes at erstatte det lidte tab.

Udfald:

Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse af 9. december 2010 annulleres. I øvrigt frifindes Rådet. Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler de af Erik Simpson afholdte omkostninger.

Sammendrag

1. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde – konkret vurdering

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

2. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt senest på tidspunktet for afslaget på klagen – rækkevidde – utilstrækkelig begrundelse – lovliggørelse under retssagen – grænser

   (Tjenestemandsvedtægten, art. 25 og art. 90, stk. 2)

1.  Den i vedtægtens artikel 25 fastsatte begrundelsespligt har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om den afgørelse, som administrationen har truffet, er berettiget, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Retten, dels at give Retten mulighed for at udøve sin prøvelsesret. Begrundelsespligtens omfang skal vurderes afhængigt af de konkrete omstændigheder, bl.a. retsaktens indhold, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som modtageren kan have i at få forklaringer. Når et afslag på en ansøgning om forfremmelse i det væsentlige er begrundet alene med en henvisning til tjenestens interesse uden nogen anden forklaring, gør en sådan begrundelse det nemlig ikke muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret.

   (jf. præmis 21 og 26)

   Henvisning til:

   Retten i Første Instans: 6. oktober 2004, sag T-294/02, Vicente-Nuñez mod Kommissionen, præmis 94

2.  Manglende begrundelse af en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, kan ikke afhjælpes ved forklaringer, der afgives af ansættelsesmyndigheden efter anlæggelsen af en retssag. Desuden kan det heller ikke tillades, at en institution efterfølgende kan ændre begrundelsen for en afgørelse, som den har vedtaget, ved f.eks. at begrunde sidstnævnte med andre bestemmelser end dem, der oprindeligt var anført. Et sådant skridt ville nemlig medføre, at institutionen tilsidesætter sin forpligtelse til at begrunde sine afgørelser, således som denne følger af vedtægtens artikel 25, stk. 2, sammenholdt med artikel 90, stk. 2, og som har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til vurdering af, om afslaget på hans ansøgning er berettiget, og om det tjener noget formål at anlægge sag ved Retten, dels at give Retten mulighed for at udøve sin prøvelsesret.

   Derimod kan en utilstrækkelig begrundelse, der gives under den administrative procedure, ikke begrunde en annullation af den trufne afgørelse, når ansættelsesmyndigheden fremkommer med supplerende oplysninger under sagen, idet institutionen dog ikke kan sætte en helt ny begrundelse i stedet for den oprindelige, fejlagtige begrundelse.

   (jf. præmis 27-29)

   Henvisning til:

   Domstolen: 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, præmis 22; 30. maj 1984, sag 111/83, Picciolo mod Parlamentet, præmis 22; 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 37

   Retten i Første Instans: 12. februar 1992, sag T-52/90, Volger mod Parlamentet, præmis 40; 3. marts 1993, sag T-25/92, Vela Palacios mod CES, præmis 26 og 27; 9. januar 1996, sag T-23/95, Bitha mod Kommissionen, præmis 30; 17. februar 1998, sag T-56/96, Maccaferri mod Kommissionen, præmis 38, 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, præmis 55; 29. september 2005, sag T-218/02, Napoli Buzzanca mod Kommissionen, præmis 63