Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62009CJ0331

Sammendrag af dom

Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Traktatbrudssøgsmål – manglende efterkommelse af en beslutning fra Kommissionen om en statsstøtteforanstaltning – forpligtelse til at tilbagesøge tildelt støtte – referencefrist

(Art. 88, stk. 2, andet afsnit, EF)

2. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – anvendelse af national ret – betingelser og grænser

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 3)

3. Traktatbrudssøgsmål – manglende overholdelse af forpligtelsen til at tilbagesøge ulovlig støtte – forsvarsanbringender – absolut umulighed for gennemførelsen – bedømmelseskriterier – gennemførelsesvanskeligheder

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 14, stk. 3)

Sammendrag

1. Den relevante dato for bedømmelsen af et traktatbrudssøgsmål efter artikel 88, stk. 2, andet afsnit, EF er datoen fastsat i den beslutning, hvorom den manglende opfyldelse er omstridt, eller i givet fald en dato, som Kommissionen har fastsat efterfølgende. Denne bestemmelse fastsætter, til forskel fra artikel 226 EF, således ikke et administrativt trin, og Kommissionen fremsætter som følge heraf ikke en begrundet udtalelse, hvori medlemsstaterne gives en frist til at efterkomme Kommissionens beslutning.

Med henblik på fastsættelsen af tidspunktet for udløbet af fristen for gennemførelse skal der imidlertid tages hensyn til, om Rettens præsident eventuelt har stillet gennemførelsen af Kommissionens beslutning i bero.

(jf. præmis 50 og 52)

2. Tilbagesøgning af en ulovlig støtte i henhold til en beslutning fra Kommissionen skal i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 88 ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af beslutningen.

Hvad angår konkursramte virksomheder, som modtager støtte, der erklæres for uforenelig med fællesmarkedet, kan en genoprettelse af den oprindelige situation og en eliminering af konkurrencefordrejningen som følge af den ulovlige støtte i princippet opnås ved, at kravet om tilbagebetaling af den omhandlede støtte anmeldes som en fordring i boet.

(jf. præmis 59 og 60)

3. Den eneste indsigelse, som kan gøres gældende af en medlemsstat i et af Kommissionen anlagt traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, er indsigelsen om, at det er absolut umuligt at gennemføre beslutningen om tilbagesøgning korrekt. Betingelsen om, at det skal være absolut umuligt at gennemføre beslutningen, er ikke opfyldt, når medlemsstaten udelukkende har underrettet Kommissionen om de retlige, politiske og praktiske vanskeligheder, som gennemførelsen af beslutningen indebar, uden at have gjort noget reelt forsøg på at tilbagesøge støtten hos de pågældende virksomheder eller foreslå Kommissionen sådanne alternative metoder til gennemførelse af beslutningen, som ville have gjort det muligt at overvinde disse vanskeligheder. En frygt for interne vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af en beslutning om tilbagesøgning af en statsstøtte, der er blevet erklæret uforenelig med fællesmarkedet, kan i øvrigt ikke begrunde, at en medlemsstat undlader at opfylde sine forpligtelser efter EU-retten.

(jf. præmis 69, 70 og 72)

Top