Sag C-337/08

X Holding BV

mod

Staatssecretaris van Financiën

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden)

»Artikel 43 EF og 48 EF — skattelovgivning — selskabsskat — skattemæssig enhed bestående af et hjemmehørende moderselskab og af et eller flere hjemmehørende datterselskaber — beskatning af enhedens overskud hos moderselskabet — udelukkelse af ikke-hjemmehørende datterselskaber«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 19. november 2009   I ‐ 1218

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 25. februar 2010   I ‐ 1237

Sammendrag af dom

Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat

(Art. 43 EF og 48 EF)

Artikel 43 EF og 48 EF er ikke til hinder for en medlemsstats nationale bestemmelser, hvorefter et moderselskab har mulighed for at udgøre en skattemæssig enhed med sit hjemmehørende datterselskab, men som forbyder oprettelsen af en sådan enhed med et ikke-hjemmehørende datterselskab, såfremt dette datterselskabs overskud ikke er underlagt medlemsstatens skattelovgivning.

Udelukkelse af en sådan fordel for et moderselskab, der har et datterselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, udgør ganske vist en hindring for etableringsfriheden, eftersom det kan blive mindre attraktivt for moderselskabet at udøve sin etableringsfrihed, idet det afholdes fra at oprette datterselskaber i andre medlemsstater. I denne forbindelse er forholdene for et hjemmehørende moderselskab, der ønsker at udgøre en skattemæssig enhed med sit hjemmehørende datterselskab, og forholdene for et hjemmehørende moderselskab, der ønsker at udgøre en skattemæssig enhed med sit ikke-hjemmehørende datterselskab, således med hensyn til formålet med en sådan beskatningsordning objektivt sammenlignelige, idet de begge søger at opnå fordelene ved denne ordning, som navnlig er, at de kan konsolidere overskud og underskud hos moderselskabet for de selskaber, der indgår i den skattemæssige enhed, samt at transaktioner foretaget inden for koncernen bevarer en skattemæssig neutral karakter.

En sådan beskatningsordning er imidlertid begrundet i behovet for at opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Et moderselskab, der frit kan beslutte at indgå i en skattemæssig enhed med sit datterselskab og lige så frit kan beslutte at opløse denne enhed fra det ene år til det andet, ville nemlig, såfremt der var mulighed for, at et ikke-hjemmehørende datterselskab kunne indgå i den skattemæssige enhed, frit kunne vælge, hvilken beskatningsordning der skulle være gældende for dette datterselskabs underskud, og hvor disse underskud skulle fradrages. Når omfanget af den skattemæssige enhed således kan ændres, ville konsekvensen af at indrømme en mulighed for at inkludere et ikke-hjemmehørende datterselskab heri være, at moderselskabet frit ville kunne vælge den medlemsstat, hvori det fradrager dette datterselskabs underskud.

Hvad angår det nævnte beskatningsordnings forholdsmæssighed betyder den omstændighed, at en medlemsstat beslutter sig for at tillade, at underskuddet i et fast driftssted i udlandet modregnes på det sted, hvor virksomheden har hovedsæde, ikke, at denne mulighed ligeledes skal gælde for et hjemmehørende moderselskabs ikke-hjemmehørende datterselskaber. Faste driftssteder i en anden medlemsstat og ikke-hjemmehørende datterselskaber befinder sig nemlig ikke i en sammenlignelig situation for så vidt angår fordelingen af beskatningskompetencen i henhold til en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, eftersom datterselskabet, som er en uafhængig juridisk person, er fuldt skattepligtigt i den kontraherende stat, hvor det har sit hjemsted, mens et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, i princippet delvist forbliver underlagt oprindelsesmedlemsstatens beskatningskompetence. Det frie valg, som artikel 43, stk. 1, andet punktum, EF giver de erhvervsdrivende med hensyn til at beslutte, hvilken juridisk form de finder bedst ved udøvelsen af virksomhed i en anden medlemsstat, må ganske vist ikke begrænses af diskriminerende skattebestemmelser. Oprindelsesmedlemsstaten kan imidlertid fortsat frit fastsætte betingelserne og niveauet for beskatning af forskellige etableringsformer, der anvendes af indenlandske selskaber, som udøver virksomhed i udlandet, under forbehold af, at de behandles på en måde, som ikke er diskriminerende i forhold til sammenlignelige indenlandske etableringsformer. Idet faste driftssteder, der er beliggende i en anden medlemsstat, og ikke-hjemmehørende datterselskaber ikke befinder sig i en sammenlignelig situation for så vidt angår fordelingen af beskatningskompetencen, er oprindelsesmedlemsstaten følgelig ikke forpligtet til at anvende den samme beskatningsordning for ikke-hjemmehørende datterselskaber, som den anvender for faste driftssteder i udlandet. Den omhandlede beskatningsordning skal dermed anses for at stå i rimeligt forhold til de mål, som den forfølger.

(jf. præmis 19, 24, 31-33, 37-40, 42 og 43 samt domskonkl.)