Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62008CJ0135

    Sammendrag af dom

    Nøgleord
    Sammendrag

    Nøgleord

    1. Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – personelt anvendelsesområde

    (Art. 17 EF)

    2. Unionsborgerskab – traktatens bestemmelser – statsborgerskab i en medlemsstat

    (Art. 17 EF)

    Sammendrag

    1. Situationen for en unionsborger, der konfronteres med en beslutning om tilbagekaldelse af en naturalisation, der er vedtaget af en medlemsstats myndigheder, og hvorved den pågældende efter at have mistet sit oprindelige statsborgerskab i en anden medlemsstat sættes i en situation, der kan medføre fortabelse af den status, der tildeles ved artikel 17 EF og af de dertil knyttede rettigheder, er efter sin natur og sine konsekvenser omfattet af EU-retten.

    (jf. præmis 42)

    2. EU-retten, navnlig artikel 17 EF, er ikke til hinder for, at en medlemsstat tilbagekalder en unionsborgers statsborgerskab i denne medlemsstat, som er erhvervet ved naturalisation, når dette er opnået svigagtigt, under forudsætning af, at denne beslutning om tilbagekaldelse overholder proportionalitetsprincippet.

    En beslutning om at tilbagekalde naturalisationen på grund af svigagtige forhold tilgodeser et generelt hensyn. Det er således lovligt, at en medlemsstat ønsker at beskytte det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold mellem sig selv og dens borgere og den gensidige sammenhæng mellem rettigheder og pligter, der er grundlaget for statsborgerskabstilknytningen. En sådan overvejelse vedrørende den principielle lovlighed af en beslutning om tilbagekaldelse af naturalisationen på grund af svigagtig adfærd forbliver i princippet gyldig, når en sådan tilbagekaldelse har til virkning, at den pågældende person foruden at miste statsborgerskabet i naturalisationsmedlemsstaten også fortaber unionsborgerskabet.

    Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at undersøge, om den i hovedsagen trufne beslutning om tilbagekaldelse overholder proportionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne heraf for den berørte persons situation i forhold til EU-retten, foruden, i givet fald, at undersøge forholdsmæssigheden af denne beslutning i forhold til national ret. Henset til den betydning, som den primære ret tillægger unionsborgerskabet, bør der i forbindelse med undersøgelsen af en beslutning om tilbagekaldelse af en naturalisation tages hensyn til de eventuelle virkninger, denne beslutning har for den berørte person og i givet fald for hans familiemedlemmer, for så vidt angår fortabelsen af de rettigheder, enhver unionsborger nyder godt af, og det er vigtigt i den forbindelse at undersøge, bl.a., om denne fortabelse står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsens grovhed, hvor lang tid der er forløbet mellem beslutningen om naturalisation og beslutningen om tilbagekaldelse, og den pågældendes mulighed for at generhverve sit oprindelige statsborgerskab.

    (jf. præmis 51 og 54-56 samt domskonkl.)

    Top