Sag C-123/08

Dominic Wolzenburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam)

»Politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager — rammeafgørelse 2002/584/RIA — den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne — artikel 4, nr. 6) — fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre — gennemførelse i national ret — anholdt person, som er statsborger i den udstedende medlemsstat — den fuldbyrdende medlemsstats afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre betinget af fem års ophold på dens område — artikel 12 EF«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 24. marts 2009   I ‐ 9624

Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. oktober 2009   I ‐ 9660

Sammendrag af dom

1. Fællesskabsret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – forbud – anvendelsesområde

   (Art. 12, stk. 1, EF)

2. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

   [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38, art. 16, stk. 1, og art. 19; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 4, nr. 6)]

3. Den Europæiske Union – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

   [Art. 12, stk. 1, EF; Rådets rammeafgørelse 2002/584, art. 4, nr. 6)]

1.  En statsborger i en medlemsstat, som lovligt er bosat i en anden medlemsstat, har ret til at påberåbe sig artikel 12, stk. 1, EF over for en national lovgivning, der fastsætter betingelserne for, at den kompetente judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf. Medlemsstaterne kan således ikke ved gennemførelsen af en rammeafgørelse, som er vedtaget på grundlag af EU-traktaten, tilsidesætte fællesskabsretten, nærmere bestemt EF-traktatens bestemmelser om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

   (jf. præmis 43, 45 og 47 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne skal fortolkes således, at når der er tale om en unionsborger, kan den fuldbyrdende medlemsstat, ud over at opstille en betingelse vedrørende varigheden af opholdet i denne stat, ikke lade anvendelsen af den fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, som er fastsat i denne bestemmelse, være afhængig af yderligere administrative krav, såsom at den pågældende er i besiddelse af en opholdstilladelse på ubestemt tid. Artikel 16, stk. 1, og artikel 19 i direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område fastslår således blot, at der til unionsborgere, som har haft lovligt ophold i en uafbrudt periode på fem år på en anden medlemsstats område, efter ansøgning fra disse udstedes et bevis for deres ret til tidsubegrænset ophold, uden at det påbydes, at denne formalitet foretages. Et sådant dokument er af konstaterende og bevismæssig karakter, men det kan ikke have retsstiftende karakter.

   (jf. præmis 51 og 53 samt domskonkl. 2)

3.  Artikel 12, stk. 1, EF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for lovgivning i den fuldbyrdende medlemsstat, hvorefter denne stats kompetente judicielle myndighed afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en af dens statsborgere med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, mens et sådant afslag, når der er tale om en statsborger i en anden medlemsstat, der har en opholdsret på grundlag af artikel 18, stk. 1, EF, er undergivet en betingelse om, at denne statsborger lovligt har haft ophold i en uafbrudt periode på fem år på nævnte fuldbyrdende medlemsstats område.

   I denne henseende indebærer princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for ordningen i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, i medfør af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre. Medlemsstaterne kan således, bortset fra tilfælde, hvor det i henhold til samme rammeafgørelses artikel 3 er obligatorisk at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, kun afslå at fuldbyrde en sådan i de tilfælde, som er opregnet i dens artikel 4. Det følger heraf, at en national lovgiver, som i medfør af de muligheder, der følger af nævnte artikel 4, vælger at begrænse de situationer, hvor denne stats fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at overgive en eftersøgt person, kun kan styrke den overgivelsesordning, der er indført ved denne rammeafgørelse til fordel for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Inden for disse rammer råder medlemsstaterne ved gennemførelsen af artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, særligt artikel 4, nr. 6), nødvendigvis over en vis skønsmargen.

   Den i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 fastsatte fakultative grund til at afslå fuldbyrdelse har navnlig til formål at give adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at han har afsonet den idømte straf. Den fuldbyrdende medlemsstat kan derfor kun lovligt forfølge et sådant formål for så vidt angår personer, der har godtgjort en vis grad af integration i samfundet i nævnte medlemsstat. Nationalitetsbetingelsen for egne statsborgere, henholdsvis betingelsen om ophold i fem år uden afbrydelse for statsborgere i andre medlemsstater, kan i sig selv anses for at kunne sikre, at den eftersøgte person er tilstrækkeligt integreret i fuldbyrdelsesstaten. Denne betingelse om ophold i fem år uden afbrydelse går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet om at sikre en vis grad af integration i den fuldbyrdende medlemsstat for så vidt angår eftersøgte personer, der er statsborgere i andre medlemsstater.

   (jf. præmis 57, 58, 61, 67, 68, 73 og 74 samt domskonkl. 3)