Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CJ0488

Sammendrag af dom

Sag C-488/07

Royal Bank of Scotland Group plc

mod

The Commissioners of Her Majesty’s Revenue & Customs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Session (Scotland))

»Sjette momsdirektiv — fradrag af indgående afgift — goder og ydelser, der benyttes til såvel afgiftspligtige som afgiftsfritagne transaktioner — pro rata-fradrag — beregning — metoderne i artikel 17, stk. 5, tredje afsnit — pligt til at anvende afrundingsreglen i artikel 19, stk. 1, andet afsnit«

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 18. december 2008   I ‐ 10411

Sammendrag af dom

Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – fradrag for indgående afgift – goder og ydelser, der benyttes såvel til transaktioner, der giver ret til fradrag, som til transaktioner, der ikke giver ret til fradrag

(Rådets direktiv 77/388, art. 17, stk. 5, tredje afsnit, og art. 19, stk. 1)

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende afrundingsreglen i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, når pro rata-satsen for fradragsretten for indgående moms beregnes efter en særlig metode i medfør af direktivets artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, litra a), b), c) eller d).

Sjette direktivs artikel 19, stk. 1, henviser udelukkende til pro rata-satsen for fradrag, der er fastsat i direktivets artikel 17, stk. 5, første afsnit, og fastsætter kun en detaljeret beregningsregel for den pro rata-sats, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse. Heraf følger, at for så vidt som et givet tilfælde er omfattet af en undtagelsesordning som omhandlet i sjette direktivs artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, litra a)-d), er det udelukket fra reglen om beregning af pro rata-satsen for fradraget i direktivets artikel 19. Medlemsstaterne er således ikke forpligtede til at anvende afrundingsreglen i sidstnævnte bestemmelse, når de anvender beregningsmetoderne i direktivets artikel 17, stk. 5, tredje afsnit, litra a), b), c) eller d), men kan fastsætte egne afrundingsregler under overholdelse af de principper, som ligger til grund for det fælles merværdiafgiftssystem.

(jf. præmis 22, 25 og 29 samt domskonkl.)

Top