Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CJ0487

    Sammendrag af dom

    Sag C-487/07

    L’Oréal SA m.fl.

    mod

    Bellure NV m.fl.

    (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division))

    »Direktiv 89/104/EØF — varemærker — artikel 5, stk. 1 og 2 — brug i en sammenlignende reklame — ret til at forbyde denne brug — utilbørlig udnyttelse af renommé — indgreb i varemærkets funktioner — direktiv 84/450/EØF — sammenlignende reklame — artikel 3a, stk. 1, litra g) og h) — lovlighedsbetingelser for den sammenlignende reklame — utilbørlig fordel draget af et varemærkes renommé — fremstilling af en vare som en imitation eller en kopi«

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 10. februar 2009   I ‐ 5189

    Domstolens dom (Første Afdeling) af 18. juni 2009   I ‐ 5226

    Sammendrag af dom

    1. Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 89/104 – velrenommeret varemærke – mere omfattende beskyttelse af varer eller tjenesteydelser af anden art (direktivets artikel 5, stk. 2) – betingelser for mere omfattende beskyttelse

      (Rådets direktiv 89/104, art. 5, stk. 2)

    2. Tilnærmelse af lovgivningerne – varemærker – direktiv 89/104 – ret for indehaveren af et varemærke til at modsætte sig tredjemands brug af et identisk eller lignende tegn for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – brug af varemærket som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 1, litra a)

      [Rådets direktiv 84/450, art. 3a, stk. 1, og direktiv 89/104, art. 5, stk. 1, litra a)]

    3. Tilnærmelse af lovgivningerne – vildledende og sammenlignende reklame – direktiv 84/450 – sammenlignende reklame

      [Rådets direktiv 84/450, art. 3a, stk. 1, litra g) og h)]

    1.  Artikel 5, stk. 2, i første direktiv 89/104 om varemærker skal fortolkes således, at tilstedeværelsen af en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé i denne bestemmelses forstand hverken forudsætter, at der foreligger en risiko for forveksling eller en risiko for, at varemærkets særpræg eller renommé eller mere generelt varemærkeindehaveren påføres skade. Den fordel, der følger af tredjemands brug af et tegn, som ligner et renommeret varemærke, opnås utilbørligt af denne tredjemand, når han gennem denne brug forsøger at lægge sig i kølvandet på det renommerede varemærke med henblik på at drage fordel af varemærkets tiltrækningskraft, omdømme og prestige samt på uden nogen form for økonomisk kompensation at udnytte den kommercielle indsats, som varemærkeindehaveren har ydet for at skabe og vedligeholde varemærkets image.

      (jf. præmis 50 og domskonkl. 1)

    2.  Artikel 5, stk. 1, litra a), i første direktiv 89/104 om varemærker skal fortolkes således, at indehaveren af et registreret varemærke kan forbyde tredjemands brug i en sammenlignende reklame, som ikke opfylder samtlige lovlighedsbetingelser i artikel 3a, stk. 1, i direktiv 84/450 om vildledende og sammenlignende reklame, som ændret ved direktiv 97/55, af et tegn, der er identisk med dette varemærke, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, som varemærket er registreret for, også når denne brug ikke kan gøre indgreb i varemærkets væsentligste funktion, som er at angive varernes eller tjenesteydelsernes oprindelse, forudsat at den nævnte brug gør indgreb i eller kan gøre indgreb i en af varemærkets øvrige funktioner.

      Ifølge artikel 5, stk. 1, første punktum, i direktiv 89/104 giver det registrerede varemærke nemlig indehaveren en eneret. I medfør af direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), giver denne eneret indehaveren adgang til at forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret.

      Eneretten i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 89/104 tildeles for at sætte varemærkeindehaveren i stand til at beskytte sine særlige interesser som indehaver af varemærket, dvs. at sikre, at varemærket kan opfylde sine egentlige funktioner, og udøvelsen af denne ret bør derfor være begrænset til de tilfælde, hvor tredjemands brug af tegnet gør indgreb eller kan gøre indgreb i varemærkets funktioner. Blandt disse funktioner skal ikke blot henregnes varemærkets væsentligste funktion, som er at garantere varens eller tjenesteydelsens oprindelse over for forbrugerne, men ligeledes varemærkets øvrige funktioner, særligt den funktion, der består i at garantere varens eller tjenesteydelsens kvalitet eller kommunikations-, investerings- eller reklamefunktioner.

      (jf. præmis 57, 58 og 65 samt domskonkl. 2)

    3.  Artikel 3a, stk. 1, i direktiv 84/450 om vildledende og sammenlignende reklame, som ændret ved direktiv 97/55, skal fortolkes således, at en annoncør, der i en sammenlignende reklame direkte eller indirekte angiver, at den vare, han markedsfører, udgør en imitation af en vare, der er dækket af et renommeret varemærke, fremstiller »en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi« i henhold til artikel 3a, stk. 1, litra h).

      Det særlige formål med betingelsen i artikel 3a, stk. 1, litra h), i direktiv 84/450 er nemlig at forbyde, at annoncøren i den sammenlignende reklame angiver, at den vare eller tjenesteydelse, han markedsfører, udgør en efterligning eller kopi af den vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af varemærket. Der gælder herved ikke alene et forbud mod reklamer, der udtrykkeligt henviser til en opfattelse af en imitation eller kopi, men også mod reklamer, der i lyset af deres almindelige fremstilling og den økonomiske sammenhæng, hvori de indgår, er egnet til indirekte at overføre den pågældende opfattelse til målgruppen.

      Det er ikke relevant at afklare, om reklamen angiver, at der er tale om en efterligning i sin helhed af den af det beskyttede varemærke omfattede vare, eller at der alene er tale om en efterligning af en væsentlig egenskab ved varen.

      Når en sammenlignende reklame, der fremstiller annoncørens varer som en imitation af en af et varemærke beskyttet vare, ved direktiv 84/450 kvalificeres som stridende mod en loyal konkurrence og således er ulovlig, er den fordel, som annoncøren drager af en sådan reklame, resultatet af en illoyal konkurrence og må følgelig anses for utilbørligt draget af dette varemærkes renommé i henhold til artikel 3a, stk. 1, litra g).

      (jf. præmis 75, 76, 79 og 80 samt domskonkl. 3)

    Top