Sag C-185/07

Allianz SpA, tidligere Riunione Adriatica di Sicurtà SpA og Generali Assicurazioni Generali SpA

mod

West Tankers Inc.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af House of Lords)

»Anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser — forordning (EF) nr. 44/2001 — anvendelsesområde — kompetence for en ret i en medlemsstat til at nedlægge et forbud, hvorved en part afskæres fra at anlægge en retssag eller fortsætte en allerede anlagt retssag ved en domstol i en anden medlemsstat med den begrundelse, at en sådan retssag er i strid med en voldgiftsaftale — New Yorkkonventionen«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 4. september 2008   I ‐ 666

Domstolens dom (Store Afdeling) af 10. februar 2009   I ‐ 686

Sammendrag af dom

Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 44/2001 – anvendelsesområde

[Rådets forordning nr. 44/2001, art. 1, stk. 2, litra d), og art. 5 nr. 3]

Den omstændighed, at en ret i en medlemsstat udsteder et forbud, hvorved en person afskæres fra at anlægge en retssag eller fortsætte en allerede anlagt retssag for retterne i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at en sådan retssag er i strid med en voldgiftsaftale, er uforenelig med forordning nr. 44/2001om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Hvis en sag på grund af tvistens genstand, dvs. på grund af karakteren af de rettigheder, som ønskes beskyttet ved retssagen, såsom en påstand om skadeserstatning, således er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, er et forudgående spørgsmål vedrørende anvendeligheden af en voldgiftsaftale, herunder navnlig dens gyldighed, ligeledes omfattet af forordningens anvendelsesområde.

Det følger heraf, at et anbringende om manglende kompetence under henvisning til, at der foreligger en voldgiftsaftale, herunder spørgsmålet om sidstnævntes gyldighed, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, og det tilkommer udelukkende denne domstol at træffe afgørelse om dette anbringende såvel som dens egen kompetence i medfør af denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra d), og artikel 5, nr. 3.

Den omstændighed, at en domstol i en medlemsstat, som normalt er kompetent til at behandle en tvist i medfør af artikel 5, nr. 3, i forordning nr. 44/2001, via en »anti-suit injunction« forhindres i at udtale sig i medfør af denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra d), om samme forordnings anvendelighed i den tvist, som er blevet indbragt for den, svarer derfor nødvendigvis til at fratage domstolen kompetencen til at udtale sig om sin egen kompetence i medfør af nævnte forordning.

Det følger først og fremmest heraf, at en »anti-suit injunction« ikke overholder det generelle princip, hvorefter hver domstol, for hvilken en sag er blevet indbragt, selv i medfør af de regler, som finder anvendelse på den, afgør, om den er kompetent til at træffe afgørelse i den sag, som er blevet indbragt for den. Det bemærkes herved, at forordning nr. 44/2001 ikke, på nær med visse begrænsede undtagelser, bemyndiger til, at en medlemsstats rets kompetence efterprøves af en ret i en anden medlemsstat.

For det andet, ved at hindre domstolen i en anden medlemsstat i at udøve de beføjelser, som den er tillagt i medfør af forordning nr. 44/2001, dvs. ved at hindre den i på grundlag af de regler, som definerer denne forordnings materielle anvendelsesområde, herunder artikel 1, stk. 2, litra d), at afgøre, om den nævnte forordning finder anvendelse, er en sådan »anti-suit injunction« samtidig i strid med den tillid, som de kontraherende stater gensidigt tillægger hinandens retssystemer, retsinstitutioner og domstole, og som danner grundlag for kompetenceordningen i forordning nr. 44/2001.

Dersom den nationale domstol via en »anti-suit injunction« var forhindret i selv at afgøre det forudgående spørgsmål om voldgiftsaftalens gyldighed eller anvendelighed, ville en part kunne unddrage sig retssagen blot ved at påstå, at der forelå en sådan voldgiftsaftale, og sagsøgeren, som anser aftalen for ugyldig, ude af kraft eller uanvendelig, ville være afskåret fra at få adgang til den almindelige domstol, for hvilken han har indbragt sagen i medfør af artikel 5, nr. 3, i forordning nr. 44/2001, og ville således være frataget en form for domstolsbeskyttelse, som han har krav på.

Denne konklusion understøttes af artikel II, stk. 3, i konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, undertegnet i New York den 10. juni 1958, hvorefter domstolene i en kontraherende stat, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en voldgiftsaftale, på begæring af en af parterne skal henvise dem til voldgift, medmindre den finder, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres.

(jf. præmis 26-31, 33 og 34 samt domskonkl.)