Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – særlige ikke-bidragspligtige ydelser

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 2a, art. 10a og bilag IIa)

2. Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – sociale fordele

(Art. 39 EF; Rådets forordning nr. 1612/68, art. 7, og forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 2a, art. 10a og bilag IIa)

Sammendrag

1. En ydelse, der ydes efter den nederlandske lov om hjælp ved uarbejdsdygtighed til handicappede unge (Wet arbeidsongeschiktheidsvoorziening jonggehandicapten), nævnt i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1223/98, skal betragtes som en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, således at det udelukkende er koordineringsreglen i forordningens artikel 10a, der finder anvendelse, og udbetalingen af denne ydelse kan lovligt begrænses til personer bosiddende i den medlemsstat, der udbetaler ydelsen. Den omstændighed, at den pågældende tidligere modtog en ydelse til handicappede unge, som kunne eksporteres, er uden betydning for anvendelsen af de pågældende bestemmelser.

(jf. præmis 38 og domskonkl. 1)

2. Artikel 39 EF og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som anvender artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a i forordning nr. 1408/71, i den version, der er ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1223/98, og fastsætter, at en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, som er anført i bilag IIa til sidstnævnte forordning, kun kan ydes til personer, der er bosiddende på det nationale område. Gennemførelsen af denne lovgivning må imidlertid ikke gøre et indgreb i de rettigheder, som en person har i henhold til arbejdskraftens frie bevægelighed, der går videre, end hvad der er nødvendigt henset til gennemførelsen af det lovlige formål, som forfølges med den nationale lov. Det tilkommer den nationale ret, som i videst muligt omfang skal fortolke den nationale lov i overensstemmelse med fællesskabsretten, at tage hensyn bl.a. til den omstændighed, at den pågældende arbejdstager har bevaret alle sine økonomiske og sociale bånd til sin oprindelsesstat.

(jf. præmis 56 og 58 samt domskonkl. 2)