Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – institutionernes skønsbeføjelser

2. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 3, art. 6, stk. 8, og art. 18)

3. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 2, og art. 8, 16 og 18)

4. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – overholdelse af retten til kontradiktion

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20)

5. Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – Kommissionens skøn

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 2)

Sammendrag

1. Fællesskabets institutioner har med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge.

Det følger heraf, at Fællesskabets retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbar urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning.

(jf. præmis 61 og 62)

2. Når fællesskabsinstitutionerne besidder en vid skønsbeføjelse, må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag, den pågældendes ret til at fremføre sine synspunkter samt kravet om, at afgørelsen skal være forsynet med en tilstrækkelig begrundelse.

Selv om Fællesskabets retsinstanser i denne sammenhæng med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, herunder især antidumpingforanstaltninger, ikke kan gribe ind i den vurdering, som er forbeholdt fællesskabsmyndighederne, påhviler det dem imidlertid at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig for, at det kan lægges til grund, at den beregnede normale værdi er blevet fastsat på en rimelig måde. I denne forbindelse fremgår det klart af ordlyden af artikel 2, stk. 3, i grundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumping, at samtlige de deri opregnede metoder til fastsættelse af den normale værdi i form af en beregnet værdi skal anvendes på en sådan måde, at beregningen bliver rimelig, idet dette rimelighedsbegreb udtrykkeligt er omhandlet i bestemmelsens stk. 3.

Det følger af disse forpligtelser til at udvise påpasselighed og til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold, at med forbehold af tilfælde af manglende samarbejde, som er omhandlet i grundforordningens artikel 18, skal institutionerne, når de ikke med rimelighed kan mene at have tilstrækkelig klarhed over et spørgsmål, som ikke desto mindre er direkte relevant for beregningen af den normale værdi, signalere dette klart over for den pågældende virksomhed. Denne pligt er et sidestykke til pligten i medfør af grundforordningens artikel 6, stk. 8, til så vidt muligt at sikre, at de oplysninger, som de berørte parter meddeler, og som lægges til grund for de afgørelser, der træffes, er korrekte.

Det følger heraf, at Kommissionen og Rådet har tilsidesat deres pligter til at udvise omhu ved undersøgelsen og til at fastsætte den normale værdi på en rimelig måde, når Kommissionen for det første har foretaget en åbenbart urigtig vurdering på det indledende stadie i antidumpingproceduren af ordlyden i et svar fra den virksomhed, der var berørt af antidumpingproceduren, ved at antage, at produktionsomkostningerne for biprodukterne til det pågældende produkt ikke skulle fradrages produktionsomkostningerne for dette produkt, fordi de angiveligt var blevet henregnet direkte til ovennævnte biprodukter, for det andet ikke gjorde opmærksom på modstriden mellem de taloplysninger, der var fremlagt af virksomheden, og den måde, hvorpå Kommissionen agtede at tage hensyn til omkostningerne for biprodukterne, samt for det tredje, når Kommissionen og Rådet i forslaget til den endelige forordning og i den endelige forordning opretholdt den samme behandling af disse omkostninger, idet de afviste omhyggeligt at foretage en fornyet undersøgelse af dette omtvistede spørgsmål.

(jf. præmis 63, 64, 77, 78, 85, 94, 96, 101, 108, 128 og 130)

3. Selv om det i henhold til grundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumping påhviler Kommissionen som undersøgelsesmyndighed at afgøre, om der foregår dumping med hensyn til det produkt, der er omfattet af antidumpingsagen, og om det forårsager skade, når det bringes i fri omsætning i Fællesskabet, og selv om det derfor i denne forbindelse ikke tilkommer institutionen at frigøre sig for en del af den bevisbyrde, der påhviler den i denne forbindelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at grundforordningen ikke tillægger Kommissionen undersøgelsesbeføjelser, der gør det muligt for den at tvinge de producenter eller eksportører, som er genstand for en klage, til at deltage i undersøgelsen eller fremlægge oplysninger. Under disse omstændigheder er Rådet og Kommissionen afhængige af parternes frivillige samarbejde om at forsyne institutionerne med de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister. I denne sammenhæng er parternes besvarelse af spørgeskemaet, der omhandles i grundforordningens artikel 6, stk. 2, og den efterfølgende undersøgelse, som Kommissionen kan foretage på stedet efter artikel 16 i samme forordning, afgørende for antidumpingprocedurens gennemførelse. Selve antidumpingproceduren rummer en risiko for, at institutionerne i tilfælde af manglende samarbejde fra de virksomheder, der er omfattet af undersøgelsen, tager hensyn til andre oplysninger end dem, der er indeholdt i besvarelsen af spørgeskemaet, hvilket tilskynder virksomhederne til at samarbejde loyalt og påpasseligt.

Selv om Kommissionen følgelig er forpligtet til i videst muligt omfang at efterprøve rigtigheden af de af de berørte parter afgivne oplysninger, på grundlag af hvilke dens konklusioner udarbejdes, forudsætter denne pligt, at parterne samarbejder med Kommissionen, som omhandlet i grundforordningens artikel 18. Ifølge denne bestemmelse kan der således i tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i grundforordningen, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Det samme gælder, hvis en berørt part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger.

(jf. præmis 65 og 87)

4. Der skal med henblik på fortolkningen af de bestemmelser i grundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumping, der vedrører oplysning af de berørte parter, bl.a. tages hensyn til de krav, der følger af overholdelsen af kontradiktionsprincippet. Disse krav skal således overholdes ikke blot inden for rammerne af procedurer, der kan føre til sanktioner, men også i forbindelse med undersøgelser, der går forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, og som kan påvirke de berørte virksomheder umiddelbart og individuelt og påføre dem skade.

(jf. præmis 66)

5. Selv om det er berettiget at fastsætte en svarfrist for de af en antidumpingprocedure berørte virksomheders fremsendelse af svar og oplysninger til institutionerne med henblik på en korrekt afvikling af proceduren inden for de i grundforordning nr. 384/96 om beskyttelse mod dumping fastsatte frister, har institutionerne et meget vidt skøn for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at tage svar og oplysninger, der er blevet fremsendt til dem efter udløbet af den fastsatte frist, i betragtning. I det omfang en sådan hensyntagen ikke skaber risiko for, at andre parters proceduremæssige rettigheder skades, eller medfører en uretmæssig forlængelse af proceduren, kan den ikke anses for uregelmæssig.

(jf. præmis 67)