Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Fællesskabsret — rettigheder tillagt borgerne — en medlemsstats tilsidesættelse — pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne — tilsidesættelsen kan tilregnes en af de øverste retsinstanser — ingen betydning − den kompetente ret i en sådan erstatningssag − anvendelse af national ret

2. Fællesskabsret — rettigheder tillagt borgerne — en medlemsstats tilsidesættelse — pligt til at erstatte tab, som er forvoldt borgerne — betingelser, når tilsidesættelsen kan tilregnes en af de øverste retsinstanser − tilstrækkelig åbenbar tilsidesættelse − kriterier

3. Fri bevægelighed for personer — arbejdstagere — ligebehandling — aflønning af universitetsprofessorer − indirekte forskelsbehandling − anciennitetstillæg, hvorved der kun tages hensyn til ancienniteten ved universiteterne i den pågældende medlemsstat − ulovlig — begrundelse — foreligger ikke — (EF-traktaten, art. 48 (efter ændring nu art. 39 EF); Rådets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 1)

4. Fællesskabsret − en medlemsstats tilsidesættelse — pligt til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne − tilsidesættelsen kan tilregnes en af de øverste retsinstanser − konkrete omstændigheder — tilstrækkelig åbenbar tilsidesættelse foreligger ikke

Sammendrag

1. Princippet om, at medlemsstaterne er forpligtet til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af fællesskabsretten, som må tilregnes medlemsstaterne, finder også anvendelse, når den omhandlede tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret i sidste instans.

Dette princip, der følger af selve traktatens system, gælder nemlig i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har tilsidesat fællesskabsretten, uanset hvilket organ i medlemsstaten der ved sin handling eller undladelse har været årsag til tilsidesættelsen.

Det tilkommer den enkelte medlemsstat i sin retsorden at bestemme, hvilken ret der er kompetent til at afgøre sådanne erstatningssager. Bortset fra at medlemsstaterne i hvert enkelt tilfælde skal sikre en effektiv beskyttelse af den enkeltes rettigheder i henhold til Fællesskabets retsorden, tilkommer det nemlig ikke Domstolen at medvirke ved afgørelsen af de kompetencespørgsmål, som den nærmere afgrænsning af visse på fællesskabsretten hvilende retspositioner nationalretligt kan give anledning til.

(jf. præmis 30, 31, 33, 46, 47 og 50 samt domskonkl. 1)

2. Medlemsstaterne er forpligtet til at erstatte det tab, der er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af fællesskabsretten, som må tilregnes medlemsstaterne, når den fællesskabsbestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge borgerne rettigheder, tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, og der er en direkte årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen og de skadelidtes tab. Når den omhandlede tilsidesættelse skyldes en afgørelse truffet af en ret i sidste instans, skal den kompetente nationale ret ved bedømmelsen af, om tilsidesættelsen er tilstrækkelig kvalificeret, undersøge, om tilsidesættelsen er åbenbar, når henses til den dømmende funktions særlige karakter og legitime krav til retssikkerheden.

Den nationale ret skal navnlig tage hensyn til samtlige relevante omstændigheder i den sag, som den har fået forelagt. Disse omstændigheder er bl.a., hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, om tilsidesættelsen er forsætlig, om retsvildfarelsen er undskyldelig eller uundskyldelig, den holdning, som en fællesskabsinstitution eventuelt har indtaget, samt om den omhandlede ret har undladt at opfylde sin pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål i medfør af artikel 234, stk. 3, EF.

En overtrædelse af fællesskabsretten er under alle omstændigheder åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, når den omhandlede afgørelse åbenbart tilsidesætter Domstolens praksis på det pågældende område.

(jf. præmis 51-56 og domskonkl. 1)

3. Traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat i dennes egenskab af arbejdsgiver yder et særligt anciennitetstillæg til universitetsprofessorer, som giver en finansiel fordel i form af et tillæg til grundlønnen, hvis størrelse allerede afhænger af den pågældendes anciennitet i tjenesten, og som en universitetsprofessor modtager, hvis han i mindst 15 år har været ansat som professor ved et universitet i nævnte medlemsstat, og hvis han desuden i mindst fire år har modtaget det almindelige anciennitetstillæg.

Da en sådan ordning udelukker, at der ved ydelsen af det heri fastsatte særlige anciennitetstillæg tages hensyn til de tidsrum, hvor en universitetsprofessor har arbejdet i en anden medlemsstat, må den således anses for en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Selv om det ikke kan udelukkes, at et formål om at sikre arbejdstageres loyalitet over for deres arbejdsgivere som led i en politik vedrørende universitetsforskning eller -undervisning kan udgøre et tvingende alment hensyn, vil den hindring, som en sådan foranstaltning indeholder, ikke kunne begrundes med henvisning til et sådant formål.

(jf. præmis 70-72 og 83 samt domskonkl. 2)

4. En tilsidesættelse af fællesskabsretten har ikke den åbenbare karakter, der er en betingelse for, at en medlemsstat i henhold til fællesskabsretten ifalder ansvar for en afgørelse, som en af denne stats retsinstanser har truffet som sidste instans, når, for det første, det omhandlede retsspørgsmål ikke udtrykkeligt er reguleret i fællesskabsretten og heller ikke er besvaret i Domstolens praksis, og når, for det andet, omhandlede tilsidesættelse ikke er udtryk for en forsætlig tilsidesættelse, men skyldes en urigtig fortolkning af en af Domstolens domme.

(jf. præmis 122, 123 og 126 samt domskonkl. 3)