Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014DC0902

EU’s årlige vækstundersøgelse 2015

Dokumentets juridiske status Dette resumé er blevet arkiveret, fordi det dokument, det vedrører, ikke længere er i kraft eller ikke afspejler den aktuelle situation.

EU’s årlige vækstundersøgelse 2015

Efter den økonomiske og finansielle krise i 2007-2008 fokuserer Den Europæiske Union (EU) nu på at fremme dens svage økonomi. I sin årlige vækstundersøgelse 2015 fremlagde Europa-Kommissionen en integreret tilgang for at støtte jobskabelsen og få EU tilbage på en bæredygtig vækstkurs.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Den Europæiske Investeringsbank: Årlig vækstundersøgelse 2015 (COM(2014) 902 final af 28.11.2014).

RESUMÉ

Efter den økonomiske og finansielle krise i 2007-2008 fokuserer Den Europæiske Union (EU) nu på at fremme dens svage økonomi. I sin årlige vækstundersøgelse 2015 fremlagde Europa-Kommissionen en integreret tilgang for at støtte jobskabelsen og få EU tilbage på en bæredygtig vækstkurs.

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE MEDDELELSE?

Den årlige vækstundersøgelse 2015 redegør for EU’s tilgang til fremme af vækst på grundlag af investering, strukturreformer og vækstfremmende finanspolitikker.

HOVEDPUNKTER

Et boost til investeringerne

Siden den finansielle krise i 2007-2008 er investeringerne i EU faldet med omkring 430 mia. EUR. For at anspore til investering har Kommissionen præsenteret en plan, der består af:

  • oprettelsen af en Europæisk Fond for Strategiske Investeringer, f.eks. infrastruktur; formålet er at tiltrække private investeringer på i alt mindst 315 mia. EUR over tre år
  • foranstaltninger, der skal hjælpe med at kanalisere kapital gennem realøkonomien; dette omfatter foranstaltninger, der skal præcisere og forenkle relevant lovgivning og udvikle andre kilder til finansiering end banker.

Engagement i strukturreformer

Reformering og modernisering af EU’s økonomier er nøglen til at få væksten tilbage i EU. Strukturreformer på flere områder kan bidrage meget til dette mål.

  • På landeplan: Kommissionen anbefaler, at landene retter opmærksomheden mod en række vigtige områder, herunder modernisering af arbejdsmarkeder, nedbringelse af den høje arbejdsløshed, sikring af bæredygtige pensioner og sociale beskyttelsessystemer. Dette skal ske ved at forbedre betingelserne for virksomhederne og effektivisere den offentlige administration.
  • På EU-plan: Kommissionen anbefaler, at der træffes foranstaltninger til fjernelse af nationale barrierer, så der skabes ægte fællesmarkeder i EU inden for centrale sektorer, såsom energi, telekommunikation og transport samt for varer og tjenesteydelser.

Stræben efter finanspolitisk ansvar

Europas lande har brug for en finanspolitik, der er skræddersyet til den nationale situation. Stigningen i den offentlige gæld skal vendes. Offentlige udgifter og indtægtsstrukturer skal støtte vækst og investering. Problemerne med skattesvig og skatteunddragelse skal også løses.

Strømlining af Europas økonomiske styring

Den årlige vækstundersøgelse 2015 markerer starten på den årlige runde med europæisk økonomisk styring (det europæiske semester), der består af finanspolitisk, makroøkonomisk og strukturpolitisk overvågning på europæisk plan. Kommissionen foreslår at strømline og styrke denne styring. Dette bør øge det nationale ejerskab af reformprocesserne og styrke gennemførelsen af de nødvendige reformer.

For yderligere oplysninger henvises til Europa-Kommissionens websted om den årlige vækstundersøgelse.

seneste ajourføring 08.05.2015

Op